DR-besparelser – demokratiet under angreb

I Politiken i weekenden skrev direktør ved Raoul Wallenberg-instituttet Morten Kjærum en skræmmende og vedkommende kronik med titlen: ”Her er de fire skridt til demokratiets stille død”.

Kronikken handler om Orbáns Ungarn, men også om Trump´s USA og om europæiske lande, hvor demokratiet og dets institutioner langsomt, men sikkert udhules og svækkes – deriblandt også Danmark.

Eller som Kjærum skriver i Politiken: Forandringerne kommer skridt for skridt på en umærkelig måde, der gør det vanskeligt at sige fra og især at gøre det i tide. Citat slut.

Men hvad er det så for komponenter, der er i spil?

Kjærum skriver i kronikken i Politiken: De fire vigtigste komponenter i Orbáns drejebog er kampen mod menneskerettigheder, underminering af domstolene og andre uafhængige institutioner, svækkelse af den frie presse og af civilsamfundet. Citat slut.

Dagens nedslagtning af DR bekræfter denne udvikling i Danmark. For er der noget, som vi har brug for i en tid med fake news og meget stærke private mediespillere, så er det en public service-kanal, som serverer kvalitets-tv – vel at mærke uden skjulte økonomiske eller politiske interesser.

Programmer som fx Dagen på DR2, der nu nedlægges. Det samme gør Sundhedsmagasinet og Langt fra Borgen for bare at nævne nogle få kvalitetsprogrammer, der løfter vidensniveauet i Danmark, men som nu skal skrottes.

Men det ønsker dele af det politiske landskab i Danmark ikke. En mindre oplyst befolkning er også lettere at køre rundt med end en vidende og kritisk befolkning, men både demokratiet, velfærden og bundlinien taber på, at partier som LA, DF og Venstre vil gøre danskerne generelt dummere.

Gad vide om de partier forstår, hvad de har gang i? Man håber nej, for ellers er denne fordummelses- og antidemokratiserings-proces en del af et beskidt spil om at beholde magten i Danmark, som kan ødelægge hele samfundet.

Eller som Kjærum skriver det i kronikken i Politiken: En beskæring på 20 procent er et angreb, ikke en normal besparelse. Og det bliver besluttet i en tid, hvor der tales om fake news og russiske trolls, der vil forsøge at påvirke nyhedsstrømmen i Danmark i forhold til det næste valg og dermed vores demokratiske processer. Netop nu og de kommende år er der brug for, at der er troværdige medieinstitutioner, der har muskler til at tage kampen med en af de største trusler mod vores demokratiske liv. Citat slut.

De muskler har DR ikke længere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvem er de 140 danskere med Paradise Papers?

Ifølge flere medier – både udenlandske og danske – er der 140 navngivne danskere, som er nævnt i de såkaldte ”Paradise Papers” – altså skattely for milliarder og atter milliarder af kroner.

Penge, som det danske samfund og dermed velfærden, snydes for.

I Danmark er det så kun Politiken og DR, som har adgang til informationerne – og som har haft det minimum siden i weekenden. Alligevel har de to medier ikke i de dage, der er gået siden, navngivet en eneste dansker – kun sagt at der er tale om adelige, rigmænd, advokater og store firmaer.

Det synes Danmarksbloggen er for dårligt. For vi har krav på at vide, hvem der i det danske samfund har unddraget samfundet for så store summer, at det kan gøre en afgørende forskel for vores velfærd. Vi har krav på at vide, hvem der har taget vores penge og gemt dem i Bountyland.

DR og Politiken skal simpelthen bare offentliggøre de 140 navne NU, så de kan stå til ansvar for deres gerninger.

Gerninger, som har kunnet ladet sig gøre, fordi der er tale om et massivt svigt fra EU´s side, hvor skatteområdet har været henlagt i mørke i mange år – og hvor der årligt tabes 450 milliarder euro, som altså går Europas velfærd forbi.

Læs her det socialdemokratiske parlamentsmedlems Jeppe Kofods skriv om sagen fra Altinget: http://www.altinget.dk/artikel/kofod-himmelraabende-liberal-politik-har-muliggjort-paradise-papers

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Papirøen KAN reddes

Så lykkedes det at redde Amager Fælled – vistnok. Det er den slags, der giver demokratiet håb, og nu skal en ny kamp kæmpes MOD kapitalinteresser og FOR befolkningen.

Denne gang handler det om Papirøen på Christianshavn, som er et fantastisk sted med bunker af god street-food, liv og leben, som tiltrækker både lokale og turister – men som skal lukke til nytår.

Det har så også hele tiden været planen – som at det hele tiden har været planen, at der skal bygges luksushuse på grunden. Men planer kan laves om, hvis det giver mening – og her giver det særdeles god mening at beholde det levende, vibrerende mad-mekka, som ovenikøbet er nummer fem på listen over københavnske turistattraktioner.

Der er i øvrigt luksushuse nok langs havnefronten. Ja, faktisk er der alt for meget luksus og penge i hele det centrale København. For mange personer på det samme sted fra den økonomiske overklasse dræber nemlig byen, byens liv og sjæl –  og gør Danmark som helhed fattigere på ånd – og på pengepung også, for ingen turister gider besøge fine, men glatte facader uden liv og uden mennesker.

Så ud med spekulanterne og deres grådighed – og ind med fællesskabet og fantasien. Med mennesker og menneskelighed. Med fortsat mad på Papirøen.

Vi reddede Fælleden – vi kan også redde Papirøen, og måske endnu mere i et valgår som dette.

Læs mere i dette glimrende debat-indlæg fra Politiken fra en af stadeholderne på Papirøen: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6130236/Unikke-Papir%C3%B8en-skal-ikke-ofres-for-endnu-et-prestigebyggeri-i-havnen?utm_content=buffer3ad10&utm_medium=social&utm_source=facebook.com&utm_campaign=buffer

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PET-bogen: Historiebog med PR – og hemmeligheder

Danmarksbloggen har læst den famøse bog ”Syv år for PET” og kan konkludere, at bogen har i hvert fald to formål:

1)     At fortælle, at terrortruslen mod Danmark er stor og reel

2)     Men at PET heldigvis er særdeles dygtige til at forhindre angreb

Så langt, så godt. Det var vel også nogenlunde, hvad man kunne forvente. Selvfølgelig vil en PET-chef – hvad enten han er forhenværende eller nutidig – have en stor interesse i at vise, at der er brug for tjenesten, og at den skaber succeser.

Problemet er så bare i ”Syv år for PET”, at der undervejs i bogen fortælles lidt for detaljeret, selvom Jakob Scharf ofte ikke vil svare på nærgående spørgsmål om PET´s arbejde. Men alligevel får vi helt konkret for meget at vide om fx overvågning og hvordan den etableres.

Og i dét øjeblik handler det ikke længere om ytringsfrihed, men om national sikkerhed. For det er naivt at tro, at kun venner af Danmark læser med. Dem, som vil Danmark det ondt, stod nemlig også i kø ved kioskerne søndag morgen for at fange Politiken.

Så måske skulle dén bog og dét tillæg bare ikke være trykt. Danmarksbloggen er svoren tilhænger af ytringsfrihed, men Danmarksbloggen ville også ønske, at man fra forlagets (People´s Press) side havde ladet én eller flere personer med forstand på efterretningsarbejde gennemlæse manuskriptet, inden det blev trykt.

For langt det meste i en i øvrigt særdeles velskrevet ”Syv år for PET” er en lang historiebog inkl. reklame for PET – men indimellem er der passager, som ikke burde have været med af sikkerhedshensyn. For ja, selvom bogen også er et forsvar for PET og deres store bevillinger, så er der ingen tvivl om, at truslen mod Danmark er stor og reel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Interview med “Velkommen til flygtninge”

I morgendagens udgave af Politiken kan man læse en stor annonce, hvor danskere i hundredvis byder flygtninge velkommen til Danmark.

Initiativtager til den store annonce er dog en mindre FB-gruppe på omkring syv mennesker, der siden i søndags har arbejdet hårdt. Sliddet har også båret frugt. Der er i skrivende stund samlet mere end 100.000 kroner ind – og FB-siden har mere end 10.000 likes.

Talskvinde for gruppen Marianne Rosenkvist siger til Danmarksbloggen: ”Det her viser, at der findes et andet Danmark end Støjbergs og Dansk Folkepartis. At vi gerne vil fortælle danskerne, men også alle andre, at vi er mange her i landet, der er uenige i regeringens flygtningepolitik, og at vi istedet ønsker, at Danmark tager sit humanistiske ansvar på sig.”

Gruppen bag initiativet planlægger derfor også om nogle dage at købe en annonce i den engelske avis “The Guardian”.

Men om det så sker mere, vides ikke.

“Initiativet har fra starten af gået på de to annoncer her – og ikke mere, og folk skal vide, hvad de forpligter sig til,” siger Marianne Rosenkvist og slår fast, at det handler om at få opmærksomheden drejet hen på den umenneskelige måde, som flygtninge mødes på og behandles på i Danmark.

“For vi lever i en tid, hvor flygtninge bruges som både afledning og syndebukke. Men det gavner ingen. Tværtimod vil vi alle vinde ved at droppe dem-og-os-retorikken og istedet se hinanden som de mennesker, vi alle er. For når det kommer til alle de vigtige ting i livet, så er vi – uanset hvor vi kommer fra – ens som mennesker med de samme ønsker, behov, glæder og sorger,” slutter hun.

Læs mere – og støt initiativet her: https://www.facebook.com/pages/Velkommen-til-flygtninge-Nej-til-St%C3%B8jbergs-skr%C3%A6mmekampagne/1004040489619586?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Overklassedrengens fantastiske kronik

Dét er yderst sjældent, at Danmarksbloggen henviser til andres kronikker direkte og uden selv at kommentere yderligere.

Men idag må det til. For den kronik, som Magnus Harald Haslebo skrev i går, viser, at den sociale samvittighed og bevidsthed også eksisterer i overklassen.Og netop dét er dybt glædeligt.

Læs kronikken her:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2532072/her-paa-toppen-ser-vi-ned-paa-alle-andre/

Her kan man blandt andet læse: 

Jeg gør det, fordi netop isolationen, empatiens forvitring, er lighedens første fjende – når vi mister følingen med hinandens vilkår, åbner det en bred bane for projicering af egne oplevelser og motivationer over på andre. Uden føling med forskellene. Omgivelsernes tiltagende homogenitet i toppen gør det svært at se egne privilegier som netop det: privilegier. Og det fører til den lidet flatterende fejltagelse at tilskrive egen begavelse, dygtighed og indsats den eneste eller største betydning for egen succes.

Det er en grel undervurdering af samfundsstrukturerne, og den fører tilmed til en konklusion om, at også ulighed fra bunden er skyld i deres lod. Og den konklusion er i tiltagende, læser jeg.

Stop nu.

Citat slut.

Danmarksbloggen er helt enig – og ønsker fordelingspolitikens genkomst.

Læs evt mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6295

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk