Hvor lang vej er der egentlig fra Mozambique til Danmark? Rigtig lang vej, og så måske alligevel ikke – i hvert fald ikke hvis man tager en tur ind på Warehouse 9 på Halmtorvet og ser og hører, ja med alle sanser oplever forestillingen ”Julia and five hundred years of freedom”, som folder sig ud i den afrikanske hytte, som vi alle sidder i – og som er en fantastisk kulisse. Det er Julia Luisa Geraldo Machindano, som har skrevet, og som taler, synger og guider os.

For derinde i hytten – langt fra den såkaldte civilisation, men tæt på det fællesmenneskelige – kan man på en scene, hvor man snart er tilskuer, snart er medspiller opleve en rejse i et menneskes liv fra netop Mozambique til Danmark. Det er så også en rejse i 500 års historie – og i Julias eget liv … en rytmisk rejse, en spirituel rejse, en rejse hvor vi med egen krop erfarer om livet som sort, om slaveri, borgerkrig og mødet med den hvide mand.

En rejse, der involverer dans, rør, tæpper, reb og en masse andet, og som bliver ganske fysisk. Og man lærer så godt, når man lærer fysisk. For kroppen husker, og nok er undertegnede ikke sort, men jeg vil for fremtiden aldrig kunne læse eller høre om slaveri – og især om kvindelige unge slaver – uden at mærke hænder på albuerne. Det er helt sikkert.

For nok er jeg – med alt hvad det indebærer – hvid og privilegeret, men jeg føler alligevel, at jeg nu har en lille idé om, hvad det vil sige at være sort. Selvom det i virkeligheden er svært, ja umuligt at sætte sig ind i, hvad det vil sige at leve på den anden side af hegnet, den side hvor strømmen kommer og går.

Den side, hvor der IKKE er hverken svømmepøls eller grønne græsplæner, men som sagt den side hvor lyset af og til går ud, så der bliver bælgmørkt, og man bare kan kigge over hegnet og hen på den anden side, hvor lyset altid er tændt, og hvor vagterne passer på. Om ikke andet så for at holde øje med dem i mørket, som intet har at miste – og som mange af de privilegerede derfor er så vældig bange for, hvad den politiske virkelighed i Europa i øjeblikket også er et billede på.

Men nu handler det her ikke om Fort Europa, men om en ung kvinde – Julia – og hendes rejse, og det er betagende og rørende at følge hende fra barn over ungdommen og til hun havner i Danmark – og nok kan hun tale dansk, spise pølser og give håndtryk, så selv visse danske politikere burde være tilfredse.

Men heldigvis gælder det gamle ord stadig om, at nok kan du tage en pige ud af Afrika, men du kan ikke tage Afrika ud af en pige – heller ikke selvom hun som en anden prinsesse sover tornerosesøvn i den danske lyse sommernat.

Og det er godt, for der er brug for mennesker som Julia i Danmark. Mennesker der så nådesløst og skånselsløst tør krænge dem selv, deres liv og deres følelser ud …

For ”Julia and five hundred years of freedom” er simpelthen mere end teater, mere end en klassisk fortælling. Det er et statement, hvor vi i publikum selv er med, hvor vi lærer af og med egne kroppe, men også af de ord, som tales på både engelsk og dansk, men også på sprog (portugisisk og makonde), som flertallet af os i publikum ikke forstår. Det var der så andre tilskuere – formentlig fra Mozambique – som gjorde, og de grinede højt.

Og det er da ærgerligt ikke at kunne forstå joken, men vi forstod godt pointen. For det er sundt at opleve ikke at kunne være med på alt hele tiden, og især når man er hvid dansker. For vi hvide danskere tager så meget for givet: Vores sprog, vores sociale koder, vores normer. Men alt det er er lige til at miste fodfæstet af og snuble på, hvis ikke man er født her på denne lille plet på kloden, som det er næsten umuligt at ramme med en finger, hvis man scroller igennem et atlas.

Det var så ikke desto mindre, hvad Julia gjorde – og heldigvis for det. For så kan hun give alle os privilegerede muligheden for at få et glimt af forståelsen af, hvad det vil sige ikke at være hvid. Vi får tillige med et internationalt udsyn, og det er der brug for i den danske andedam, som er markant mindre end det enorme ocean udfor Mozambiques strande.

TAK for det og for alt andet. Det var en stærk og stor oplevelse.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks trommer som dem Michala Østergaard-Nielsen spillede så eminent på hele forestillingen igennem. Ja, hun var også med på flere andre måder.

Forestillingen spiller fra d. 21. september til d. 30. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk