Du er nu nummer 7 i køen, tak for din tålmodighed, lyder det i telefonen.

Øh, undskyld – men hvad er alternativet til at sidde med røret, indtil øret summer? For enten så accepterer jeg at vente i 10, 20, ja måske 30 minutter, eller også kommer jeg bare ikke igennem til lægen – eller hvem jeg nu ringer til.

For hvis jeg nu sidder med et kløende udslæt eller noget andet, så har jeg simpelthen intet alternativ til at være tålmodig og vente. Vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente – som regel mens jeg hører muzak og indimellem afbrydes af dén mekaniske stemme, der oplyser mig om mit nummer i køen.

Jeg kunne selvfølgelig – som min mand foreslog det – skrige ned i røret, når jeg endelig kom igennem. Måske noget i retning af: Jeg er sgu ikke tålmodig, ikke spor, det vil jeg lige sige, så hvornår kan jeg få en tid? Det skal fanme være i dag, skal det.

Men det gør man jo ikke, dels fordi man er hæmmet af en opdragelse, som insisterer på, at man opfører sig høfligt og pænt overfor andre, og dels fordi personen i den anden ende er dén ledvogter, som man skal igennem, hvis man gerne vil ind i det forjættede land til den læge eller anden person, som skal hjælpe én.

Så man er superhøflig og overskudsagtig i stemmen, når man endelig – meget endelig – kommer igennem: Goddag, jeg hedder … og så videre. I kender selv smøren.

Det tager så som regel kun 20 sekunder at forklare sig og få en tid. Så når jeg har lagt røret på, undrer jeg mig altid over, hvordan det kunne tage 20 minutter med de seks mennesker, der var foran mig i køen. De kan da ikke alle sammen have langvarige og komplicerede forklaringer, som er nødvendige at fyre af for at kunne få en tid?

Nå, det skal jeg nok ikke tænke for meget over, jeg skal nok i stedet være glad for at leve i et samfund, hvor sundhed trods alt er relativt gratis (endnu).

Skørt i grunden at et så rigt samfund som det danske ikke kan tilbyde alle sine borgere total gratis læge- og tandlægehjælp. Det kunne vi også, hvis vi prioriterede anderledes.

Du er nu nummer sjok i køen til social retfærdighed … kan jeg høre en indre røst hviske, og dén stemme kan desværre ikke slukkes ved bare at smide telefonen på eller råbe ned i røret. Den røst kræver nemlig, at jeg går op imod den sociale ulighed, som hersker i dette rige land – en ulighed, som vi desværre tålmodigt finder os i, men lige dér skulle vi råbe og skrige helt vildt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk