Danmarksbloggen anbefaler Conchita

Så er det i aften, at der skal stemmes om, hvem der vinder MGP – eller Eurovision, som det efterhånden også hedder på dansk.

Real-politisk betyder MGP ingenting. Ikke en eneste politisk beslutning bliver taget, fordi en bestemt sang vinder eller taber.

Men i forhold til de værdier, som vi står for som samfund, kan MGP ligesom OL, VM,  EM og andre identitetsskabende aktiviteter betyde meget.

Det gør MGP dog ikke altid. Sidste år fx da Emmelie de Forest vandt for Danmark i Malmö, var der ingen værdipolitiske over- og undertoner.

Men siden er der kommet fokus på de homo-, trans- og biseksuelles dårlige forhold især i Rusland, men også andre steder. Og bevidstheden om vigtigheden af at passe på mangfoldigheden, rummeligheden og tolerancen er stigende i de dele af Europa og blandt de mennesker, der mener, at der skal være plads til os alle sammen.

At det hele bliver så meget bedre og sjovere, når vi frit og åbent kan have alle farver, former, religioner og seksualiteter.

Og midt i alt det lander så Østrigs bidrag: Den skæggede dame, Østrigs ukronede dronning Conchita Wurst, der iklædt guldkjole, guldregn og vinger synger en storslået ballade om at rejse sig igen som en anden fugl Phonix.

Og han/hun/hen deler vandene. I den homofobe del af Europa kan man bare ikke have den slags. Men resten af Europa jubler og hylder Conchita, hvis egen dagsorden udover at vinde er et budskab om, at det er ligemeget, hvordan man ser ud. Man kan blive, hvad man vil alligevel.

Danmarksbloggen håber, at det for Conchita´s vedkommende bliver en sejr i Eurovision.

Danmarksbloggen hepper selvfølgelig (også) på vores egen sang med Basim – dét er klart. Men Danmarksbloggen anbefaler alle at stemme på Østrig.

En stemme på Conchita er en stemme mod intolerance og mørke.
En stemme på Conchita er en stemme for mangfoldighed og masser af regnbuer.

Tilføjelse: Danmarksbloggen ønsker Conchita tillykke – og hylder hende for på scenen at nævne kampen for frihed og det at være anderledes …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk