Derfor behovet for massehysteriet

Danmarksbloggen nægter som i NÆGTER at deltage i det massehysteri, som er fulgt i kølvandet på prins Henriks død – og som Danmarksbloggen også forudså. Se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=9247

Hysteriet har dog vist sig at blive markant større end det, som Danmarksbloggen forestillede sig. Det skal undertegnede ærligt erkende, mens jeg for mig ser de adskillige blomsterhave foran de kongelige slotte – og et konstant menneskehav ved Christiansborg Slotskirke, der snor sig som den slange prinsen tog på hovedet i Randers regnskov for nogle år siden.

For der er åbenbart i tusindvis af danskere, som har behov for at vise prinsen den sidste ære … Eller er det mon det, som det handler om?

Drejer det i virkeligheden ikke om at føle mening og overskuelighed i en tid, hvor alting er kompliceret og avanceret, og mange føler en stor rodløshed og savner noget at gå op? Noget konkret. Noget med fællesskab.

Det tror undertegnede, og det er i grunden så trist. For det fællesskab og den mening med livet, som folk åbenbart finder i den 2-3 timer lange kø ind til Christiansborg Slotskirke, eller når de kommer med blomster til Amalienborg, Fredensborg eller Marselisborg, alt det kan de og vi alle også finde i eget liv og egen verden, hvis vi tør åbne os – og være noget for hinanden.

Men det kræver selvfølgelig noget mere – noget kontinuerligt og også indimellem besværligt – i hverdagen og overfor naboen, end når der er tale om et kongeligt dødsfald. Men det giver også mere … meget mere … ja, det giver varige og givende relationer og ikke det øjebliks-glamour, som mange måske føler, når de går rundt omkring prinsens båre efter at have stået udenfor i den bidende vinterkulde i flere timer.

For sorgen over prins Henrik – den tilhører familien, vennerne og de andre, som kendte ham i virkeligheden, i de ægte relationer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fra fransk greve til dansk prins

Det kan ikke siges, at det kommer som et chok. Prins Henrik har været syg længe, kronprinsen blev kaldt hjem fra Vinter-OL, og i går hørte man, at prins Henrik ville til Fredensborg for at tilbringe sin sidste tid. Der blev så tale om timer.

For nu er det sket. Prins Henrik er ikke mere. Manden, der for lidt mere end 50 år siden blev gift med landets kommende dronning, og som gennem alle årtierne dels gjorde meget for Danmark, og dels brokkede sig over den manglende royale ligestilling, og at hans indsats ikke blev værdsat.

Begge kritikpunkter havde prins Henrik i øvrigt ret i.

Danmarksbloggen spår derfor også, at alle medier nu vil strømme over i lovprisninger af en prinsgemal, der har været en stor støtte og glæde for Dronning Margrethe d. 2, med hvem han altså fik lidt mere end 50 års parløb.

Deres kærlighed var til at starte med en hemmelighed, der foregik langt væk fra Danmark – og nogle af deres sidste oplevelser sammen blev også en tur kun de to, nemlig deres guldbryllupsrejse med kongeskibet i juni måned sidste år.

Derefter fulgte det bitre efterspil med balladen om gravstedet – og offentliggørelsen af demens-diagnosen.

Men nu er ringen sluttet, og om få dage finder bisættelsen sted et i skrivende stund (kl. 9) ikke-nærmere offentliggjort sted.

Danmarksbloggen kommer ikke til at skrive om den, da alle andre medier ikke vil beskæftige sig med ret meget andet.

Men Danmarksbloggen vil gerne opfordre til at vi – alle sammen – møder vores medmennesker med en større åbenhed og en dybere accept end det, der blev den franske greve til del, da han skulle transformeres om til en dansk prins.

For Henri – som han jo retteligen hed – måtte gå så grueligt meget igennem – og det vel at mærke EFTER han havde fået kronprinsessen og det hele dronningerige.

Det er derfor også et eventyr, der ender med en bittersød fornemmelse, selvom alle NU kommer med alle de pæne ord. De ord skulle have været sagt, mens han levede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk