Anmeldelse: “Revisoren”

Er du klar til en revision af dit liv og dit embede? Måske især én der stiller spørgsmålstegn ved dine motiver og ambitioner? Det er de toneangivende borgere i den lille by, der senere beskrives som en bums på røven, i stykket ”Revisoren” på Nørrebro Teater ikke. Slet ikke.

Tværtimod så gribes de toneangivende fra borgmesteren over dommeren og hospitalsdirektøren og til postmesteren, skoleinspektøren og de to godsejere af rendyrket panik og ægte angst ved tanken om at få udstillet deres inkompetence, magtmisbrug og hang til korruption, da rygtet om en rigsrevisors snarlige ankomst når den meget lille by, der naturligvis som alle andre steder på denne jord er overbevist om egen vigtighed.

Panik og angst, som vises i den ene gakkede scene efter den anden med fuld mimik, gode replikker og et akavet kropssprog, der også udstiller disse notabiliteters på overfladen så gode venskab og sammenhold. For som i alle andre magtcirkler – også dem i udkantsområdernes små byer – så netværker man og holder gode miner til slet spil – og et par dolke eller tre i ryggen.

Forfængeligheden og hykleriet skal nemlig som bekendt plejes – og nok nævner de toneangivende kristendommen et par gange, når det altså er passende for dem at bruge begreber som næstekærlighed og andre som reference i egen dagsorden, men i virkeligheden er det dødssynder som netop forfængeligheden, overmodet, grådigheden og hævnen, som er deres drivkraft og motiv til deres per definition egocentrerede handlinger.

Lyder det bekendt? Ja, det er et spil og en menneskelig adfærd ligeså gammel som den såkaldte civilisation selv, og der er i hvert fald ikke sket en snus forbedring på området i de næsten 200 år, der er gået siden Nikolaj Gogol skrev stykket i 1836.

Verden vil stadig bedrages – og verden kan stadig bedrages af folk med talegaverne i orden og moralen i bund som en storspillende Thure Lindhardt, der har titelrollen som den påståede revisor, som forfører ikke kun en hel by – men også både en mor og en datter, endda gentagne gange – og et helt publikum. For indimellem så sidder man og synes egentlig rigtig godt om den unge embedsmand, der er så langt væk fra sit elskede Petersborg og lysene og menneskene og kulturen – men som i bund og grund jo ikke er andet end et blålys og en plattenslager.

Man siger, at teatrets rolle er at gøre opmærksom på den tid, som vi lever i – og på de farer og problemer, som optræder i samfundet. Og det er en opgave, som Nørrebro Teater har taget mere end seriøst i denne sæson, hvor de også har opført en forrygende version af ”Diktatoren”, som heldigvis spiller ekstra forestillinger sidst på foråret.

Gå ind og se den – eller se den igen. Men gå indtil da ind og se ”Revisoren”, som foregår i et samfund lige inden, at det for alvor går galt. For despoter og tyranner, som dem vi møder i ”Diktatoren” og ude i verden for den sags skyld, de rejser sig ikke af ingenting. De kommer, når samfundets underklasse og middelklasse mister tilliden til dem, der skulle varetage samfundets opgaver – som det netop sker her i ”Revisoren”, hvor både dem nedefra og dem fra siden INTET har tilovers for de toneangivende andet end kritik og ønsket om retfærdighed.

Så tag en tur ud på Nørrebro. Danmarksbloggen lover, at du kommer til at grine mange gange – men også at der midt i al komikken vokser en dyster alvorsfuldhed frem. For det er også vores samfund og verden, som beskrives. Danmark anno 2018 med de mange blålys og plattenslagere, som lover guld og grønne skove – og mange embedsfolk, som ikke føler ansvar for andre end sig selv og egne manglende evner.

En hverdag OGSÅ i Danmark med korruption og bestikkelse – og magtens mennesker, som lukker sig om sig selv i små interne cirkler. Så det er den store, løftede pegefinger, vi møder på Nørrebro Teater – og heldigvis for det. Tiden behøver det.

Læg dertil at der er tale om formidabel, ja excellent skuespilskunst fra samtlige medvirkende, som er: Thure Lindhardt, Ole Lemmeke, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Mikael Birkkjær, Tina Gylling Mortensen, Jacob Weble, Christiane Gjellerup Koch, Josephine Park, Nicolai Jørgensen og Anna Bruus Christensen

Danmarksbloggen giver fem store pengesedler ud af seks mulige – á la de pengesedler, som der tilfalder revisoren i en lind strøm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *