Man er tre i et ægteskab, sagde Dronning Margrethe d. 2 engang. Dig, mig og os.

Det gælder også i det musikalske og kunstneriske ægteskab, som d´herrer Allan Høier og Allan Thorsgaard har haft kørende gennem flere årtier, og som nys har resulteret i cabaret-portrættet ”Cornelis” om troubadouren Cornelis Vresswijk og hans brogede liv i først Holland, men siden også i Sverige og i Danmark.

Premieren på ”Cornelis” var i går aftes, hvor vi var en fuld Metronomen på Frederiksberg, som begejstret hørte og så Høier og Thorsgaard folde sig ud, som man kun kan det, når man er så sammenspillede, at man kan genkende hver en nuance i den andens ansigt, stemme og tone. Så man hele tiden er i sync med hinanden. Sammenspillede, ja, men ikke sammenspiste.

For opmærksomheden og dialogen er hele tiden rettet ud mod os i publikum, men også længere endnu, mod den kulturpersonlighed, der gestaltes – altid med lige dele respekt og frihed til at være den særegne blanding af fortælling i ord, toner og humor, som er Teatret OPtimis´s dna. 

Her er det så historien om en visesanger, der tro mod både sine idealer og tilværelsen skrev om kærligheden, erotikken, de udsatte, de skæve eksistenser og det sansende liv – især flasken og de andre muligheder for nydelse og flugt, som stimulanser kan give et følsomt og genert menneske.

En mand, der ville så meget, men som ikke altid kom i mål med det. Det gør til gengæld Høier og Thorsgaard med imponerende sikkerhed. Ja, de bliver endda som en anden flaske vin med alderen stadig bedre i deres måde at bruge ikke kun ord og musik, men også bevægelser, lyde – og stilhed på.

Der synges også – som altid når landet hinsidan er involveret – på både svensk og dansk, og i ”Cornelis” endda på en ny måde i Vreeswijks gribende vise om de 18 svaner, hvis musik er skrevet af ABBA-legenderne Benny Andersson og Björn Ulvaeus.

Der startes på svensk, så kommer et mellemspil, en fortælling, og så slutter det igen med sang, nu på dansk. Det er eminent godt fundet på – og det fik mig til at indse, hvor meget vi i vores tid mangler den slags originale, kulturelle perler.

For vi lever i en rå og hård tid, og vi behøver kunsten mere end nogensinde. Behøver ordene og musikken og de billeder, som de danner. For det er balsam i et konflikt- og krigstræt sind.

Men ja, det kan virke paradoksalt, når historien om Cornelis Vreeswijk handler om vold, druk, narko og andre mørke sider af det ellers så besungne boheme-liv, som er en tilværelse, der er andet end kunstnerisk skabertrang, smuk poesi og sange, som kom ud af guitaren af sig selv, som en ung Cornelis skal have sagt det.

Alligevel er enhver fortid altid lettere at leve med end nutiden og fremtiden, og vi har i vor tid brug for at erfare, at det civiliserede stadig findes i verden. Så giv Dem selv lov til at opleve skønsang og skønspil i selskab med d´herrer Høier og Thorsgaard.

De får dermed også et par timer i selskab med manden, der ville være mere svensk end de svenske. Manden, som endte med at gå i to af de største svenskeres fodspor, nemlig visemageren Evert Taube, og så visefaderen selv Carl Michael Bellman, der har digtet om flaskens velsignelser som ingen andre.

I ”Cornelis” får vi således også en lille bid af Bellmans Fredmans Epistel no. 81: ”Märk hur vår skugga”: Torstig var hon och uttorstig är jag. Vi är torstiga alla. En passende gravskrift over Vreeswijk, men ikke over forestillingen ”Cornelis”.

For man er ikke tørstig efter små to timer i selskab med historien om denne kontrastfulde mand og hans sange som ”Felicia adjø”, ”Veronica”, ”Deirdres Samba”, ”Nogle går rundt i udtrådte sko” og ”Jeg havde engang en båd”. Man er opladet.

Det er musik, skuespil og fortællekunst, der går op i den højere enhed kaldet dannelse og kultur.

Danmarksbloggen giver Teatret Optimis ”Cornelis” seks ud seks af de guitarer, som var den hollandsk-svenske troubadours faste følgesvend, inden han som kun 50-årig døde, og blev begravet på Katarina Kyrkogård på Södermalm i det Stockholm, som i store dele af hans liv var hans hjem.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret, og Liselotte Justesen, der er scenografisk konsulent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk