Krig på vej?

Noget tyder på, at vi er ved vinde over Islamisk Stat – eller er vi?

Jo, måske nogle steder nede i højdedragene i Syrien og Irak, hvor især engelske, franske og russiske styrker i de seneste uger har fået gjort kål på en del.

Men imens render femte-kolonne-folk frit rundt i Vesten – og de er svære at se, da de svømmer i folkehavet, som den kinesiske kommunist-leder Mao sagde det om potentielle terrorister.

Læg dertil den stigende polarisering og dæmonisering, der sker mellem muslimer på den ene side og kristne og andre vesterlændinge på den anden – og konklusionen er desværre, at det slet ikke er slut.

Måske tværtimod. Krigen er allerede i Mellemøsten – men kan den begrænses til dér? Danmarksbloggen tvivler mere og mere.

Og hvad sker der, når foråret kommer – og flygtningestrømmene eksploderer? Så skal alt det, der sker her i vinterens kulde ved Europas grænser og på gader og torve i vore byer, ganges med 100. Det er så skræmmende, så skræmmende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark i krig – og tredelingen af magten

Så er Danmark i krig igen. De danske F16-fly er på vej mod Irak for at kæmpe med i alliancen mod IS.

En alliance, der består af både kristne og muslimske lande. For nej, denne krig er ikke en krig mellem kristendom og islam. Dette er en krig mod IS´s umenneskelige vanvid, som skal og må nedkæmpes.

Men i den lille danske andegård snakkes der ikke om det epokegørende i en fælles alliance mellem kristne og muslimske lande – eller om krigen og dens konsekvenser i det hele taget.

Nej, de borgerlige har gjort hele sagen til en diskussion om hvorvidt de Syrienskrigere, der kæmper på IS´s side, skal dømmes som terrorister eller som landsforrædere. En diskussion, der har udskudt udsendelsen af F16-flyene.

Hvad nu med at lade dét være op til domstolene? Vi har som bekendt en tredeling af magten her til lands i en lovgivende (folketing og regering), en dømmende (domstolene) og en udøvende (politiet) magt – og sådan skal det også være.

Tingene skal ikke skvulpe over i hinanden – slet ikke i en krigssituation, hvor krigen godtnok foregår langt væk, men hvor danskere også frygter for eventuelle hævnaktioner i form af fx terror her i Danmark.

En frygt, som Danmarksbloggen desværre vurderer som værende begrundet, når man tænker på, at Danmark har haft minimum 100 Syrienskrigere, hvoraf en del er vendt tilbage til Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1864 er IKKE et nationalt traume, men det er Irak og Afghanistan

Sig 1864, og alle historiekyndige vil begynde at tale om Danmarks store nationale traume: Slaget ved Dybbøl og tabet af Sønderjylland, hvoraf dog cirka to tredjedele af det i 1864 tabte land kom hjem igen ved Genforeningen i 1920.

Men Dybbøl er ikke længere et nationalt traume. 150 år er lang tid, og 1864 er på alle planer meget længe siden i vor travle moderne tid. Læg dertil at danskernes historiske viden heller ikke er den største, og det bliver indlysende, at 1864 ikke er et nationalt traume længere.

Ja, selv 2. verdenskrig og besættelsen 1940-45 er for især de unge generationer en tid og krig, der er længe siden – og det er, som det skal være.

Vi skal nemlig ikke hænge fast i fortiden. Vi skal kende den, og vi skal lære af den, men vi skal ikke blive ved med at hæge om minderne. For så fyldes vi af fortiden istedet for at bruge energien og pengene på nutiden og fremtiden.

Ellers ville der også være nok at mindes: Da vikingetiden begyndte i 792, da vi indtog Lindisfarne, nederlaget ved Stamford Bridge i 1066, Slaget på Grathe Hede i 1157, Nedslagtningen af venderne i 1169, Valdemar Sejrs sejr i Estland 1219, Kalmarunionen i 1397, Det Stockholmske Blodbad i 1520, Grevens Fejde 1534-36, Reformationen i 1536, Tabet af Skåne, Halland og Blekinge i 1658, Store Nordiske Krig i 1720, Slaget på Rheden i 1801, Tabet af Norge i 1814, Treårskrigen fra 1848-1850, Dybbøl 1864, Besættelsen 9. april 1940, Samarbejdspolitikens sammenbrud 29. august 1943, Befrielsen 4. – 5- maj 1945, diverse FN- og NATO-operationer over det meste af verden og især da Danmark gik i krig i Irak i 2003-2007 – og i Afghanistan 2002-idag.

Efter Danmarksbloggens mening er det derfor rigeligt at nævne de forskellige dage i kalendere, skrive artikler om dem o.lign. Men når det kommer til fejringer, så vil Danmarksbloggen opfordre til at se kritisk på, hvor mange midler der skal bruges – og hvad de bruges til.

Skåret ind til benet kan vi nemlig sagtens nøjes med at fejre Befrielsen d. 4. – 5. maj og Flagdagen d. 5. september. Det første fordi der blev danskerne igen herrer i eget hus, og det andet fordi det er en nutidig fejring af de unge mænd og kvinder, der i vor tid kæmper Danmarks sag i alverdens brændpunkter – og af og til betaler den højeste pris.

Flagdagen i september står nemlig i modsætning til fejringen af 1864 ikke for fjerne historiske minder. Flagdagen i september repræsenterer nutids virkelighed af kød og blod, død, lidelse, sorg, mareridt, stress og et Danmark, der er bedre til at fejre et 150 år gammelt nederlag – end vi er det til at hjælpe de soldater, der lever imellem os, og som har været i krig med alt, hvad det indebærer.

Og dét er i virkeligheden det største nationale traume ….

Og det mener Danmarksbloggen på en 9. april, som også er en mindedag, da det var den dag, hvor Tyskland for 74 år siden besatte Danmark.

Men det er som sagt længe siden, og det giver mere mening og mindre traume at leve i de levendes land og bruge ressourerne på de mænd og kvinder, der ligenu lever med krigens eftervirkninger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor var vi egentligt i Irak og Afghanistan?

Danmark har i mere end et årti været i krig. Først i Irak og nu i Afghanistan. En krig mod terror, som det hedder.

Men har det virket?

Ja, vi har ikke haft terror i Danmark, selvom det tilsyneladende har været forsøgt.
Men er det på grund af styrkerne i Irak og Afghanistan, at det er blevet forhindret?
Er det ikke snarere på grund af godt efterretningsarbejde, at vi har undgået terrorbomber og lignende i Danmark?!

Så hvad godt har det egentligt gjort, at vi har haft så mange mænd og kvinder afsted i krige i lande, hvor vi ikke kom, fordi de kaldte på os, men fordi vi selv ville – af egoistiske grunde.

Hvad godt har det gjort, at så alt for mange af dem, der rejste ud, er kommet hjem i en kiste med Dannebrog på?

Svarene på de spørgsmål, kære læser, blæser i vinden, som der synges om det i den gamle antikrigs-sang “Where have all the flowers gone?”.

Eller som i Kim Larsens meget nyere “Bare for at gøre en forskel”.

http://www.youtube.com/watch?v=7SYEhDvIIUQ

For den eneste rigtige forskel, som et helt årtis hundedyre krig har betydet i Danmark, er den afgrundsdybe sorg og det uerstattelige savn, som opleves dagligt af de alt for mange danskere, der har mistet en elsket mand, kone, far, mor, søn, datter, bror eller søster!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk