Det er en spændende tid at være ung i, hva´, sagde jeg – lidt kækt – til min teenage-datter i morges, inden hun gik i skole – og mens der stadig var et lille-bitte håb om, at Hillary ville vinde.
Men hun kiggede bare på mig og sagde alvorligt og stille: Nej, det er en skræmmende tid at være ung i.
Og det var også hende, som tre kvarter senere sendte mig en sms, hvor der kort og lakonisk stod: Trump har vundet.
Så kort, så præcis – og så ødelæggende kan tre ord være. Tre ord som får mig til at tænke på, hvad det er for en verden, som vi giver videre til vores børn.
Min generation af forældre kaldes for curling-forældre, og sandt er det, at mange børn og unge i dag curles – og jeg har uden tvivl også en snert af remmen. Men når det kommer til de store ting, dem der virkelig betyder noget: Miljø, fred og et socialt sammenhængende samfund – så har min generation svigtet vores børn og unge i vores egen jagt på selvrealisering.
Det må vi gøre noget ved – og mens vi ransager vores sjæle og finder dét mod til at se og handle udover egen næsetip, som vel findes derinde et sted, så kan vi passende høre Joan Baez synge ”We shall overcome”: https://www.youtube.com/watch?v=5FbAVOdA15c
Den har aldrig været mere aktuel end nu. For det er slemt med Løkke, men han er en blid brise i forhold til den monster-orkan, som Trump bliver som USA´s præsident. Der er en global storm – måske kategori 5-orkan – på vej.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk