Anmeldelse: “Viking – ran, ild og sværd”

”Viking – Ran, ild og sværd” er titlen på den nye bog om den danske vikingetid.

Det er et digert værk, som arkæolog og museumsdirektør på Nationalmuseet Jeanette Varberg har skrevet. Hele 576 sider inkl. fotos, noter, litteraturliste og alt det andet. Men de 576 sider er ikke én side for meget.

Tværtimod er 576 sider, hvad der skal til, når man skal beskrive vikingetiden fyldestgørende. En ikonisk tid i Danmarkshistorien, som hos Jeanette Varberg får udvidet tidsperspektivet med flere århundreder, således at vikingetiden ikke længere kun er den ellers så kendte periode startende med angrebet på klosteret på Lindisfarne i 793 og sluttende omkring 1050.

Jeanette Varberg starter således allerede tilbage omkring år 300, hvor det ret beset var jernalder med enorme folkevandringer og en kristendom der midt i en krisetid og et sammenbrudt Romerrige lovede menneskene en god løsning i efterlivet, hvis de bare holdt alle elendighederne i dette liv ud. Det var også en radikal anderledes tilgang end de asatroendes fokus på det gode liv her og nu – og en ærefuld død på slagmarken.

Efter bogens første del, som kan kaldes optakten og baggrunden for vikingetiden, fortsætter bogen med det, som mange opfatter som den reelle vikingetid, nemlig den tid hvor der blev sejlet ud i vikingeskibene og plyndret og handlet – ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Derpå følger kristendommens indtog og så den sidste tid, inden det sidste vikingeskib løb op på den sidste strand – og en ny tid og verdensorden i Europa forlængst var i gang.

Bogen udmærker sig på den måde også ved, at man får præsenteret en samlet fortælling, så det bliver tydeligt, at vikingerne ikke bare pludselig dumpede ned fra himlen – eller som en anden kong Skjold kom sejlende på et skib – og så forsvandt igen ombord på et skib, der skulle sættes i brand og sejle ud i solnedgangen, da vikingetiden blev gammel og grå.

Nej, der var både nordiske og europæiske årsager, sammenhænge og konsekvenser, som startede i jernalderen, og som rakte langt ind i middelalderen, og det forklarer bogen på den mest ypperlige og grundige måde – og vel at mærke kronologisk, hvilket er godt for forståelsen. Bogen er tillige ualmindelig velskrevet og letlæselig.

Den giver også nye perspektiver i krydsfeltet mellem de skriftlige kilder fra den tid, som vi kender – og så de arkæologiske opdagelser, som der stadig kommer mange af – og hvor Jeanette Varberg forventer, at der er flere til gode, som kommer til at give os svar på nogle af vores spørgsmål – samt måske også får os til at lave andre billeder af tiden og dens mennesker.

Vidste De for eksempel, at nok var flertallet af vikinger danskere, nordmænd og svenskere – og med tiden også islændinge og andre fra de nordlige lokaliteter. Men i virkeligheden fandtes der også andre nationaliteter på skibene. For alle, som drog i viking, dvs. befandt sig ombord på et vikingeskib, og som tog afsted for at handle eller/og plyndre, var at betragte som en viking.

Så der var mange nationaliteter ombord på de teknologiske vidundere, vikingeskibene, som tog turen både ned ad de store europæiske floder, over Atlanten til Island, Grønland og Nordamerika, til England og ned langs Vesteuropas kyster. Ja, sågar en frankisk prins konverterede fra kristendommen og blev en asatroende viking. Alle vikingernes store rejseruter (og der er mange) kan i øvrigt ses på de gode kort, der er i bogen, der også byder på et væld af fine fotos.

Men trods den store succes vikingerne havde med aserne som deres gudelige allierede, så vandt kristendommen alligevel i sidste ende, og i starten gik det fint med at være både kristen og viking. Hvide Krist blev også fremstillet både smilende og sejrende, hvad man fx kan se på Jellingestenen. Det var smart gjort af datidens kristne PR-folk, kaldet missionærer. Den lidende Kristus havde heller ikke haft en chance overfor Thor og Odin.

Men selv en sejrende Kristus til bords med vikinger og mjød kunne ikke ændre tiderne – og teknologien i at ændre sig. Så vikingetiden rindede ud, og krigstogterne blev fælleseuropæiske, og handlede om at tage på korstog til Det Hellige Land og forsvare den kristendom, som nordboerne selv tidligere havde kæmpet imod. For ja, der var en del danskere – også kongelige, som tog afsted til Jerusalem som drabelige korstogsriddere – eller som fredelige pilgrimme.

Dem husker vi ikke særligt godt. Mindet om de gæve vikinger lever derimod stadig i Danmark, og især i 1800-tallets behov for store nationale fortællinger fik historierne om fordums tider og bedrifter luft under vingerne, ja selve begrebet vikingetid blev opfundet dér.

For vi havde – og har – brug for vikingerne. De giver os stadig en identitet som stærke og seje, som vi godt kan lide – samtidig med at vi realpolitisk prøver at få det hele til at hænge sammen: Danmark som et lille land – men med Grønland som den store ø, vi er i Rigsfællesskab med. Danmark som en del af EU – men med forbehold.

Hvor meget viking der er i det, må enhver selv afgøre. Og det er slet heller ikke bogens ærinde på nogen måde at forholde sig til dén diskussion – og det gør den heller ikke, skal jeg skynde mig at slå fast, selvom bogen slutter følgende ord:

”Vikingernes eftermæle blev kort fortalt et selvstændigt Skandinavien, som aldrig blev en del af et imperium og underlagt kontinentets kejsere. Derfor bevarede området sin særegne identitet, sine sprog og sine nordiske kultur. Nogle vil endda mene, at vikingernes særlige mentalitet, risikovillighed på havet, entreprenørskab og medbestemmelse stadig ses genspejlet i den skandinaviske selvopfattelse i dag.”

Citat slut.

Så i en urolig tid som vores, hvor også Danmark let kommer til at blive draget ind i det storpolitiske spil, både på grund af Grønland og på grund af Danmarks geografiske placering ved Østersøen (som prop for den russiske flåde, hvis den pludselig skal ud), er det nærliggende at trække et par linjer:

Har vi (stadig) en skandinavisk selvopfattelse, en nordisk identitet – eller er vi for længst blevet en del af noget globalt, noget internationalt? Og går der en grænse mellem de gamle, der husker og oplevede 2. verdenskrig, og de unge for hvem Den Kolde Krig og Murens fald for 30 år siden er fjern historie? Og hvad vil der ske i et EU uden England? Hvordan stiller Englands eventuelle exit Danmark – og danskerne? En ting er handel, en anden politik og en tredje identitet.

Så imens man tænker over Danmark, Danmarks rolle, danskernes identitet og nationalfølelse kan man jo læse Jeanette Varbergs fantastiske bog om de danske vikinger og deres historie både før, under og efter deres storhedstid. Den er velskrevet, sprængfuld af viden – og gode betragtninger.

Danmarksbloggen giver ”Viking – Ran, ild og sværd” seks mulige ud af seks vikingehjelme – de vikingehjelme som ikke havde horn. Det var nemlig bronzealderens hjelme, der havde horn. Vikingetiden havde mere praktiske hjelme, som egnede sig bedre til krig – som den hjelm man ser på bogens forside.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *