Så er det igen 11. september – dagen, der for 18 år siden ændrede verdenens dagsorden, og som betød døden for mere end 3000 mennesker i New York og Washington D.C.
Siden er stedet, hvor Tvillingetårnene stod i New York, lavet om til en stor mindepark, hvor mennesker i hundredtusindvis kommer i løbet af året for at ære og mindes.
Mange husker også at lægge mærke til et træ, som står lidt for sig selv på pladsen. Det er også et helt specielt træ, nemlig det berømte Survivor Tree, som klarede det hele, både flyene, da tårnene styrtede i grus og alt det andet.
Træet, som er et slags pæretræ, måtte dog lige på rekreation, inden det igen kunne plantes på Ground Zero, som området hedder nu.
Alt det ved de fleste. Men de færreste ved, at der i Danmark findes en aflægger af det berømte træ.
Men det gør dér. Hos Anette Jensen, som bor i Vordingborg på Sydsjælland, og som under et besøg i New York i 2012 tog et agern fra træet. Et agern, som nu vokser fint hjemme hos hende selv – så det idag er blevet til et fint lille træ i en krukke.
”Jeg tager ofte frø som minde, når jeg er et sted,” fortæller hun til Danmarksbloggen og fortsætter:
”Men her har frøet – og træet – en særlig betydning. Det kommer nemlig fra en tur til New York, som jeg var på sammen med min søster Helle, som nu er død. Så hos mig hedder træet Helles træ, og er en evig påmindelse om ikke kun 11. september, men ligeså meget om min elskede søster.”
Dengang i 2001, hvor terrorangrebet fandt sted, var Anette Jensen på ferie. Alligevel kan hun – ligesom alle andre – huske, hvad de lavede dén dag. Hun kan også sagtens genskabe sig stemningen fra første gang, hun stod på Ground Zero.
”Det var året efter terrorangrebet, hvor der stadig var meget kaos dernede på Downton Manhattan – og der var en meget bedrøvelig stemning, så megen ødelæggelse og død,” slutter Anette Jensen.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk