De udsatte er Danmarks virkelige Iron-men m/k

I går svømmede, cyklede og løb flere tusinde mennesker rundt i Nordsjælland og København. De gennemførte en såkaldt Iron-man, der består af 3,8 km havsvømning, 180 km cykling og 42 km løb.

Men hvor imponerende det end er, at mange mænd og kvinder i alle aldre tilsyneladende kan træne sig op til en sådan kraftpræstation, så sidder undertegnede alligevel med dén tanke, at de rigtige jern-mænd og rigtige jern-damer ikke er dem, der fik medaljer på ved Christiansborg i går, da de udmattede kom over målstregen.

Nej, Danmarks virkelige Iron-men m/k er dem, der dag ud og dag ind får enderne til at mødes og stumperne til at hænge sammen.

Det er de enlige mødre der trods små midler gør alt, hvad de kan for at give deres børn en god opvækst, selvom pengene ikke rækker til en tur i svømmehallen – og endnu mindre til en våddragt, en racercykel og et par gode løbesko.

Det er de hjemløse, der ikke har et ur, så de kan se, om de nu svømmede, cyklede eller løb 2,3 sekunder hurtigere end sidste gang – men som er glade, hvis de finder et sted at sove, hvor de kan holde sig tørre og varme for natten.

De er de arbejdsløse, der sender ansøgning efter ansøgning afsted – og for hvem det ikke drejer sig om at nå en målstreg inden kl. 23, men om at få et job, inden dagpengeretten så altfor hurtigt løber ud.

Det er alle de udsatte grupper, som i disse år udsættes for en så stærk mistænkeliggørelse omkring hvem de er og om deres motiver, at det faktisk er chikane og mobning.

For nej, de udsatte grupper i Danmark, de fattige, de gamle, de syge, de arbejdsløse, de hjemløse osv, er ikke hverken dovne eller ude på at snyde systemet.

De vil bare så gerne være med i samfundet … og de prøver ihærdigt hver dag at få det til at lykkes med en indsats, der er mange-mange gange større end den, som de sportsklædte lagde for dagen i dag.

For det er de udsatte danskere, der er de virkelige Iron-men m/k – og de fortjener at blive mødt med ikke en medalje, men med noget langt mere vigtigt: Anstændige levevilkår.

Det danske samfund er nemlig så rigt og har så mange goder, at det er direkte uanstændigt, at vi ikke deles om de enorme ressourcer, som vi har i vores land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk