Endnu engang …

Endnu engang. Igen skete det. Terroren ramte. Sorg. Vrede. Beslutsomhed om ikke at ændre vores livsstil og demokrati. Bevare de frie samfund.

I de seneste år har Danmarksbloggen skrevet en tekst med de ord altfor mange gange, og nu kunne undertegnede gøre det igen på grund af angrebet i går aftes i Manchester i England.

Men det lyder efterhånden som en kliché, for vi har hørt det altfor mange gange.

Opgaven er derfor heller ikke (kun) at vise medfølelse og kærlighed og opbakning, men at sørge for, at den slags mennesker, som synes det er i orden at dræbe andre på grund af deres overbevisning, bliver stoppet.

Det er en svær opgave – og den skal klares uden at en eller flere befolkningsgrupper automatisk gøres til syndebukke – men den skal effektueres. Ellers vil det her terrorvanvid ikke stoppe, men blot accelerere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk