Pølsevognen i Nyhavn er åben

Danmarksbloggen var ude og gå en tur i solskinnet i går.

Ned til Nyhavn gik det i slalom, så der var mindst to og gerne flere meter mellem undertegnede og andre Corona-truede danskere på udgang.

Nyhavn er normalt et trækplaster af rang, og på sådan en solskinsfredag i marts et fluepapir af de helt store. Men i går var der langt imellem folk.

Dog var pølsevognen på plads – og endda åben.

Danmarksbloggen gik derhen – og stoppede en god meter eller to fra selve foderbrættet, hvor man normalt stiller sin Cocio og sin pølse. Men det må man ikke mere, fortalte pølsedamen.

Take-away-princippet gælder også pølsevognene, men de må godt have åbnet. Ejeren af pølsevognen havde kontaktet politiet, og havde derfor helt styr på reglerne, fortalte pølsedamen, der tog situationen med knusende ro.

Hun var således ikke særlig bange for at blive smittet. Heller ikke selvom ”jeg er lidt oppe i årene”, som hun sagde det. Hun sprittede også sine hænder godt af hver eneste gang, hun havde taget imod penge, fortalte hun.

Det var der så langt imellem. For indtjeningen var langt under, hvad den plejer. Helt nede på under 25 procent af normalt. Og det er skidt. Rigtig skidt.

For som pølsedamen sagde det: ”Det er nu, at vi skal til at tjene penge igen. Januar og februar er nemlig altid ret stille måneder. Men nu kommer foråret, og så plejer det at vrimle med turister – og danskerne er også mere ude.

Men sådan er det ikke i år. Turisterne er væk – på nær de få, som er strandede i Danmark, og de fleste danskere valfarter ikke til pølsevognene i denne Corona-tid.

Mange byboere har også forladt de store byer i Danmark, og er søgt ud i deres sommerhuse. Så os, der er tilbage i hovedstanden, har den – og pølsevognen – helt for os selv.

Alt for meget for os selv faktisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølsevognen giver sammenhængskraft

Fasten synger snart på sidste vers. Om kun en uge er det Palmesøndag, og de sidste intense dage i verdens største drama vil være lige om hjørnet.

Men endnu er det faste. Tiden, hvor man ikke spiser kød, drikker alkohol, dyrker sex og andre af de ting, der forbindes med nydelse.

Det vil sige: Heroppe i de nordiske lande er fasten ikke noget, som vi dyrker mere. Det samme gælder pølsevognen, som der bliver stadig færre og færre af – og det er synd.

For pølsevognen er et af de allerstærkeste symboler på det Danmark, som der var engang. Et Danmark med en stærk sammenhængskraft. Et Danmark, hvor høj og lav kunne mødes over en ristet med det hele. Et Danmark, hvor dagens begivenheder blev drøftet, mens hotdog´en og congo-bajeren røg over disken.

Og det var ikke så skidt endda, for nu at sige det på jysk. Faktisk var det tværtimod.

For når folk mødes og taler sammen ansigt til ansigt, så sker der noget. Så mærker man hinanden, så bliver “de andre” virkelige levende menneser af kød og blod – og ikke bare nogle flade tal på en computer eller et forvrænget digitalt portræt.

Og spiser man sammen, deler brødet som det hedder på bibelsk vis, så knyttes man endnu tættere sammen. Så tæt at man føler et ansvar for de andre … et ansvar som tages med fra pølsevognen og ud på arbejdspladsen, ved forhandlingsbordet og alle andre steder, hvor menneskers livsvilkår bestemmes.

Så pølsevognen er vigtig. Ikke kun af nostalgiske årsager – eller fordi en rød pølse altid smager godt (selvom det gør den :-)) – men fordi at pølsevognen giver sammenhængskraft i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk