Pølsevognen giver sammenhængskraft

Fasten synger snart på sidste vers. Om kun en uge er det Palmesøndag, og de sidste intense dage i verdens største drama vil være lige om hjørnet.

Men endnu er det faste. Tiden, hvor man ikke spiser kød, drikker alkohol, dyrker sex og andre af de ting, der forbindes med nydelse.

Det vil sige: Heroppe i de nordiske lande er fasten ikke noget, som vi dyrker mere. Det samme gælder pølsevognen, som der bliver stadig færre og færre af – og det er synd.

For pølsevognen er et af de allerstærkeste symboler på det Danmark, som der var engang. Et Danmark med en stærk sammenhængskraft. Et Danmark, hvor høj og lav kunne mødes over en ristet med det hele. Et Danmark, hvor dagens begivenheder blev drøftet, mens hotdog´en og congo-bajeren røg over disken.

Og det var ikke så skidt endda, for nu at sige det på jysk. Faktisk var det tværtimod.

For når folk mødes og taler sammen ansigt til ansigt, så sker der noget. Så mærker man hinanden, så bliver “de andre” virkelige levende menneser af kød og blod – og ikke bare nogle flade tal på en computer eller et forvrænget digitalt portræt.

Og spiser man sammen, deler brødet som det hedder på bibelsk vis, så knyttes man endnu tættere sammen. Så tæt at man føler et ansvar for de andre … et ansvar som tages med fra pølsevognen og ud på arbejdspladsen, ved forhandlingsbordet og alle andre steder, hvor menneskers livsvilkår bestemmes.

Så pølsevognen er vigtig. Ikke kun af nostalgiske årsager – eller fordi en rød pølse altid smager godt (selvom det gør den :-)) – men fordi at pølsevognen giver sammenhængskraft i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk