Anmeldelse: Den politiske kandestøber

Teater til tiden – og så endda så forrygende godt spillet. Så kort kunne man faktisk anmelde ”Den politiske kandestøber”, der havde premiere i lørdags på Folketeatret i København. For Ludvig Holbergs stykke fra 1722 er mere aktuelt denne vinter end det har været i mange årtier.

For nok har danskerne – og alle andre folkeslag med for den sags skyld – altid været trætte af og skældt ud på deres politikere. Politikerleden og folkets bedreviden er nemlig kunstarter, der er ligeså gamle som det politiske håndværk.

Men en ting er at sidde på kroen eller måske øverst oppe i en sort skyskraber i New York og tro, at man er klogere end The Establishment. Noget andet er at få de gyldne kæder på, hvad enten det sker i Gramborg eller i Washington D.C.

Så skal magten eksekveres – så skal skibet føres, og det kan være farligt i hænderne på en populist. Som dr. phil. Bent Holm skriver i programmet: Pointen er, at når magten ikke hviler på overblik, ansvarlighed og kompetence, men tværtimod på indbildskhed, usikkerhed og selvhævdelse, så bliver magthaveren hurtigt ømskindet, mistroisk og aggressiv, kortluntet og kolerisk – og så har man balladen.

Om manden med håret, der har samme orange farve som Gramborgs flag, så ligesom Herman von Bremen som en anden pølse ender med at knække sammen under ansvars- og arbejdsbyrden af sager og retslige tvister, mens døre og vinduer i Det Ovale Værelse står og klaprer, er nok tvivlsomt. Den amerikanske reality-rigmand er vist gjort af et andet og hårdere stof end Holbergs danske kandestøber.

Men lige dén psykologiske sammenligning er en overvejelse, der intet har med forestillingen at gøre. En forestilling, der især i første akt sprudler af tempo, humor og snart det ene og snart det andet hip til nutidig dansk politik med en 1725-plan, som må droppes, en hammer, der bankes med i tide og utide, en Joachim Kuglestøder, der ikke har tid til at komme til dagens politiske møde – og en insisteren på kun at skulle beskæftige sig med det, der foregår i en radius af max 500 meter omkring Gramborg. Alt andet er nemlig udlandet, og det er ikke relevant. Tværtimod så afvises udlandet, også når det står og banker på.

Ja, sågar de nymodens juletræer vil man ikke have ind i stuerne. De er nemlig ikke stuerene, og så udvander de også vores kristne tro. Og nok kommer de grønne træer fra Tyskland, men selv i Tyskland er de en utysk skik, lyder den luftige (bort)forklaring.

Øl og pølser vil man derimod gerne have i Gramborg – de sidste endda i en grad, så det ligefrem risikerer at udvikle sig til en decideret Pølse-gate med både bilag og bøvl med dateringer.

Lyder det som noget, vi kender fra vor tid? Åh, ja. For også i 2017 vrimler det med politiske kandestøbere i Danmark. Nogle af dem sidder allerede i Folketinget – og andre er på vej. Så nej, vi kan ikke bare pege fingre af USA, selvom det er meget nemt. Vi må også være selvkritiske og se indad, så vi bedre kan skelne populisten fra den kompetente.

Mere skal ikke siges her. Gå selv ind og se forestillingen.

For den er såre god. Alle på scenen leverer fantastisk skuespil, dog skal kandestøberen i skikkelse af Henrik Koefoed fremhæves, fordi han så klart formår at spille, så man ender med at få sympati for og have oprigtigt ondt af denne i starten så latterlige og opstyltede mandsperson. Omvendt er det med Heinrich, som man får mere og mere antipati imod – men som ligeså excellent spilles af Kristian Holm Joensen.

Men også kandestøberens kone Geske – i skikkelse af Mette Horn, der har et udpræget talent for komik – sætter sig fast, og forestillingen går simpelthen et gear op, da hun stormer ind på scenen som Mutter. For slet ikke at tale om scenen med grisen, undskyld hunden i anden akt, hvor publikum bogstaveligt talt vred sig af grin.

Det gjorde salen også under indsættelsen af borgmesteren/kandestøberen, hvor lejlighedssangen med både manglende rytme og flere tilfælde af rod i versefødderne viser, hvad der sker, når amatører skal stå for værket. Lejlighedssang er i øvrigt et udpræget dansk fænomen, så det var mesterligt at bruge netop det til at vise, hvad der sker, når skidt kommer til ære – og ikke ved, hvordan det skal være.

Det havde ellers været let at falde for fristelsen til under indsættelsen af kandestøberen at lade ham have fingersprog og attituder, som vi kender det fra anden populist, der for nylig er blevet indsat. Man kunne også nemt have talt om antallet af borgere tilstede på Gramborgs torv, og det havde Danmarksbloggen næsten også forventet, at man gjorde. Men det skete ikke, og det er herligt ikke altid at få det oplagte.

Det Eder får, hvis Eder gakker til Folketeatret, er derimod en farverig, festlig og forrygende opsætning af “Den politiske kandestøber”, hvor teatret traditionen tro og med stor dygtighed har ført Holbergs gamle komedie ind i vor tid – og bevaret det Holbergske drilleri og den særlige Holbergske tone.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks gyldne borgmesterkæder.

”Den politiske kandestøber” spiller på Folketeatret til og med d. 11. marts, og er derefter på turné landet rundt i perioden 18. marts til 17. maj. Det er Søren Iversen, der har instrueret. Thor Bjørn Krebs har bearbejdet Ludvig Holbergs tekst. Scenografien står Stine Martinsen for.
Medvirkende er: Henrik Koefoed, Mette Horn, Sonja Oppenhagen, Søren Hauch-Fausbøll, Lisbeth Gajhede, Torben Zeller, Kristian Holm Joensen, Matthias Sprogøe Fletting, Sofie Alhøj og Jesper Riefensthal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ikea: Ud med svinepølsen og ind med halalpølsen

Ikea i Taastrup er igang med at lave om på menuen.

Fremover vil møbelhusets billige pølse være lavet af halal-versionen af kalkun- og kyllingkød istedet for af svinekød. Ikea i Taastrup gør det for at imødekomme efterspørgslen fra de mange muslimer, som handler i dén Ikea. Man vil dog fortsat kunne købe en pølse lavet af svinekød. Den vil være stegt og koste det dobbelte.

Læs hele artiklen her:
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/24326841

Danmarksbloggen synes, at det er helt fint OGSÅ at tilbyde en halalpølse. Men det er lodret forkert at sløjfe den originale, billige svinepølse, bare fordi den ikke falder i nogle (muslimske) kunders smag.

Og dét gavner ihvertfald slet ikke integrationen at droppe den danske svinepølse, fordi områdets muslimer ikke spiser den. Snarere tværtimod, så graver Ikea´s forskelsbehandling grøften mellem muslimer og alle andre endnu større.

I artiklen bliver Ikea også spurgt: Men er det ikke unfair at folk, som gerne vil have svinekødspølser til en femmer ikke kan få det længere, fordi andre af religiøse årsager ikke vil have svinekødspølsen?

Dertil svarer Ikeas talskvinde Tina Lindhart iflg. artiklen: “Jeg vil ikke gå ind i en debat om religion. For os er det vigtigt, at der er et alternativ til folk, der spiser svinekød, og folk, der ikke spiser det.” 

Men dét svar er ikke et svar, som kan bruges til andet end at konkludere, at Ikea åbenbart er villig til at gå på kompromis med alle værdier bare for at tjene penge. Det vil i så fald ikke være første gang. Ikeas grundlægger Ivar Kamprad er kendt for at have gode forbindelser til nazisterne, ja for selv at være en meget aktiv nazist, endda også i mange år efter 2. verdenskrigs ophør.

I skrivende stund vides det ikke, om andre Ikea-varehuse påtænker samme udskiftning af deres pølsemenu.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølse-opdate: Og vinderen i antal spiste hotdogs er …

Danmarksbloggen lovede jo at komme med en opdatering på, hvem der kunne spise flest hotdogs i Silkeborg til den spændende finale i DM i hotdogsspisning, som løb af stablen lørdag eftermiddag, og som var sponseret af Tulip.

http://danmarksbloggen.dk/?p=1147

Så hvem blev det? Sidste års vinder Benny “Bomstærk” Steffensen eller udfordreren Ruben Mikkelsen, der havde spist ligeså mange hotdogs som Benny Steffensen i semifinalen?

Ja, det blev faktisk udfordreren Ruben Mikkelsen, der på en halv time spiste ikke færre end 34 hotdogs!!!

Altså mere end een hotdog i minuttet. Og hele ni hotdogs mere end nr. 2, Morten Jensen, som kunne få 25 hotdogs ned, mens sidste års vinder Benny Steffensen med 24 fortærede hotdogs måtte tage til takke med 3. pladsen.

For Ruben Mikkelsen er det ikke slut endnu med at spise hotdogs i mængder. For han vandt en tur til USA, hvor han i New York på selve Uafhængighedsdagen d. 4. juli skal deltage i hotdog-konkurrencen ”Nathan’s World Famous Hot Dog Eating Contest”.

Det bliver spændende – og hvis der er stemning for det, så vil vi meget gerne følge op på dén konkurrence her på Danmarksbloggen. For nok foregår det i USA, men der er en dansker med, og vi taler om de stolte, danske pølsetraditioner 🙂

http://danmarksbloggen.dk/?p=378

Vi taler om sammenhængskraft.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske pølser hitter altid i Sverige

Danske pølser hitter som bekendt altid i Sverige … nu også blot i skriftlig form og helt uden smag.

I en tid, hvor vi debatterer skolereform og lægekonflikten truer, har følgende nyhed nået et af slagsskibene i Sveriges kulørte presse, nemlig Expressen:

http://www.expressen.se/kvp/ska-sla-rekord–sa-manga-korvar-kravs/

Historien handler kort og godt om, at Benny Steffensen fra Fårvang i Midtjylland har tænkt sig at spise 30 hotdogs næste lørdag d. 15. juni, hvor der er DM i hotdogsspisning ved Steffs Place i Silkeborg.

Lykkes det midtjyden at fortære de 30 hotdogs, vil han slå sin rekord fra sidste år. Den lød på 24 hotdogs, som gled ned i løbet af dén halve time, som deltagerne har til deres rådighed.

Men sidste år fik Benny Steffensen næseblod, så han kun kunne spise i 25 ud af de 30 minutter. Hans chancer for i år at nå de magiske 30 hotdogs på den halve times pølsespisning vurderes derfor som værende gode.

Størst konkurrence forventes Benny Steffensen at få fra Ruben Mikkelsen fra Storvorde i Nordjylland. Begge spiste 17 hotdogs i kvalifikationen.

Vinderen får i øvrigt en rejse til USA, mens overskuddet går til kræftramte børn.

Det forventes, at der kommer mange tilskuere for at se Benny, Ruben og de andre kæmpe om pølserne, inden de måske selv skal smage en lille pølse eller to.

For pølsevognen er et stykke dansk kulturhistorie, der binder det danske samfund sammen. Det har Danmarksbloggen også allerede skrevet om – se indlægget her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=378

Danmarksbloggen lover derfor at komme med en opdate på DM i hotdogsspisning – både hvem der vandt og især hvor mange varme hunde med det hele, der røg indenbords.

Mon ikke også vore svenske venner ivrigt følger med? De skal i hvertfald være så hjerteligt velkomne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølsevognen giver sammenhængskraft

Fasten synger snart på sidste vers. Om kun en uge er det Palmesøndag, og de sidste intense dage i verdens største drama vil være lige om hjørnet.

Men endnu er det faste. Tiden, hvor man ikke spiser kød, drikker alkohol, dyrker sex og andre af de ting, der forbindes med nydelse.

Det vil sige: Heroppe i de nordiske lande er fasten ikke noget, som vi dyrker mere. Det samme gælder pølsevognen, som der bliver stadig færre og færre af – og det er synd.

For pølsevognen er et af de allerstærkeste symboler på det Danmark, som der var engang. Et Danmark med en stærk sammenhængskraft. Et Danmark, hvor høj og lav kunne mødes over en ristet med det hele. Et Danmark, hvor dagens begivenheder blev drøftet, mens hotdog´en og congo-bajeren røg over disken.

Og det var ikke så skidt endda, for nu at sige det på jysk. Faktisk var det tværtimod.

For når folk mødes og taler sammen ansigt til ansigt, så sker der noget. Så mærker man hinanden, så bliver “de andre” virkelige levende menneser af kød og blod – og ikke bare nogle flade tal på en computer eller et forvrænget digitalt portræt.

Og spiser man sammen, deler brødet som det hedder på bibelsk vis, så knyttes man endnu tættere sammen. Så tæt at man føler et ansvar for de andre … et ansvar som tages med fra pølsevognen og ud på arbejdspladsen, ved forhandlingsbordet og alle andre steder, hvor menneskers livsvilkår bestemmes.

Så pølsevognen er vigtig. Ikke kun af nostalgiske årsager – eller fordi en rød pølse altid smager godt (selvom det gør den :-)) – men fordi at pølsevognen giver sammenhængskraft i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk