Danmarksbloggen har været en tur ude i corona-land … sådan en overskyet martsdag i vores hovedstad København. Her mødte undertegnede mange forskellige slags danskere – og holdninger.
Først gik turen til en tøjbutik i et københavnsk storcenter for at få en trøje sendt retur. Jeg kender ekspedienten lidt i forvejen, og da vi var de eneste i butikken, fik vi os en lille sludder … selvfølgelig om dagens altoverskyende emne corona.
Ekspedienten kunne fortælle, at der kom meget færre kunder i butikken end normalt – og det kunne hun godt forstå. Hjemme havde hun også en mand, som allerede da det startede i Kina var ude og indkøbe adskillige masker, 15 store flasker med håndsprit og mad til tre måneder. Så de var med andre ord helt klar til flere ugers karantæne og samfundsnedlukning, hvis det skulle være.
Derpå ind i et supermarked efter havregryn og en lyspære. Her gik jeg bag to unge ansatte, som snakkede højt om nogle af coronavirussets mest udsatte, nemlig de ældre.
Eller de gamle, som den unge mand kaldte dem, da han sagde: ”Det er i virkeligheden en fordel med sådan en omgang corona, for så kan vi få ryddet ud i bestanden af gamle.” Den anden, en ung pige, mente, at hans menneskesyn var kynisk, som hun udtrykte det.
Senere ved kassen, da jeg satte mine varer på båndet, kom en midaldrende dame helt op bag mig – så tæt at jeg havde kunnet lugte det, hvis hun havde spist hvidløg til frokost. Det var uden at tænke over det, at hun gjorde det, og jeg trak mig også helt automatisk lidt til siden. For det var for tæt på for mig – også i ikke-corona-tider.
Men hun bemærkede det, og sprang en meter tilbage, mens hun sagde undskyld. Jeg smilede til hende – og hun smilede tilbage. Vi forstod hinanden … og holdt derpå afstand.
På vej tilbage – i metroen – skete der så ikke noget, men også her prøvede folk at holde afstand. Og vi var en del flere end fem personer, der kiggede hvast hen på en halvældre mand, der hostede ned i sin ene hånd. Brug din albue, mand – havde man lyst til at råbe.
Derpå gik turen til en Matas for at hente noget creme. Den Matas ligger ved en af vores store togstationer i København, og her kunne ekspedienten melde, at der var masser af mennesker, som blev vrede, når de fandt ud af, at de ikke kunne købe masker og håndsprit.
”Så siger man, nej vi har ikke noget, og så spørger de om vi heller ikke har bare en lille flaske – men nej, vi har ikke nogen, og så bliver de sure og råber gevaldigt op,” som ekspedienten fortalte det.
Så skulle Danmarksbloggen en tur i optikeren og hente friske linse-forsyninger – og her var Danmarksbloggen med på en lytter fra de andre kunder, som stod i kø eller på anden måde ventede på noget.
Også her var emnet selvfølgelig corona med fokus på alle aflysningerne. Ja, der var sågar et par stykker med billetter til Melodi Grand Prixet i Royal Arena i morgen. De ville så lave noget andet. For nu havde de taget turen fra Jylland til hovedstaden – og hotellet var betalt.
Der var også en af mine medkunder, som synes, at det var for meget det der med, at nu måtte vi ikke engang kramme hinanden mere eller give hånd eller noget. Men nej, det var nu meget klogt, mente en anden medkunde. Ikke for vores egen skyld, altså i betydningen os der er sunde og raske, men i betydningen tænk på de svækkede og ældre
Danmarksbloggen er enig: Det her handler om at vise samfundssind. Vi skal passe umådeligt meget på – og tage hensyn til og hjælpe hinanden.
Og så tog Danmarksbloggen hjem igen. Solen gemte sig stadig bag skyerne, men foråret er på vej. Det bliver lysere og varmere derude – og en dag vil også dette coronavirus-vanvid være fortid …
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk