Sidste udkald for Amager Fælled

Maskinerne drøner, og der er dollartegn – ok, så Euro- og krone-tegn – i øjnene på politikere, By & Havn samt investorer, når de ser på, hvad der sker med Københavns grønne lunge: Amager Fælled, som bid for bid omdannes til sten- og betonørkner, mens arter og planter må lade livet i rivende hast.

Det er fælt at se på – men det kan endnu stoppes. Men det er sidste udkald. Allersidste udkald.

Så der skal handles NU!

På tirsdag d. 16. november går vi til kommunal- og regionsvalg overalt i Danmark – og det er spændende og vigtigt mange steder. Men allermest er på spil i København.

For her er det mere end kommunens ve og vel, som det gælder. Her er det den store kamp mellem pengene på den ene side og naturen på den anden. En kamp, hvis udfald kommer til at spille en rolle for hele Danmark.

For lykkes det pengene at vinde, så vil andre naturperler også blive lette(re) at løbe over ende. Men vinder naturen på Amager, så dannes der præcedens for, at vi i Danmark tænker langsigtet på natur og klima og arter og mennesker. På at vi sætter liv før penge. Præcis som det anbefales at gøre på det igangværende COP26 i Skotland.

Så brevstem i dag eller i morgen – eller gå i stemmeboksen på tirsdag d. 16. november og sæt dit kryds ved naturen …

Det er NU, det gælder.

Ps. På søndag d. 14. november kl. 12-14 er der folkefest på Københavns Rådhusplads under parolen: KOM OG SIG STOP TIL BYGGERIET PÅ AMAGER FÆLLED

Se mere her: https://www.facebook.com/events/410372743824580/

Så der skal stemmes efter at sikre naturen (også både Stejlepladsen og Lynetteholmen) – og dermed vores egen overlevelse som art. Og det er ikke en enkeltsag. Det er grundlaget for ALT. Og det haster. Uret tikker.

Sidste nye meningsmåling fra Gallup er så opløftende. Den viser nemlig, at der er et flertal udenom de blå partier – og udenom Socialdemokratiet. Et flertal med Enhedslisten som hovedstadens suverænt største parti og sammen med SF, Radikalt Venstre og Alternativet.

Skal det virke, kræver det så, at man kan få SF og de radikale til at ændre mening. Om det kan lykkes, vides ikke. Men det er en nemmere opgave end at få Socialdemokratiet til at skifte kurs, selvom mange S-vælgere er store tilhængere af at bevare Amager Fælled.

Og endnu har hver fjerde vælger ikke besluttet sig. Så stem, mød op, snak med venner, familie og kollegaer, kæmp kampen her til sidst. Det er – som dinosauren T-Rex sagde det på FN´s talerstol: Now or never!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demo versus fest

Man aflyser ikke en demo pga. vejret.
Men man kan godt aflyse en fest pga. vejret.

Det var præcis, hvad der skete i går torsdag d. 11. marts 2021.

Den såkaldte Genåbningsfest i anledning af 1-års-dagen for den første nedlukning, blev aflyst. Og ja, den fest kunne afholdes, da det var anmeldt som en demo (sic!).

Men den blev så aflyst. For ingen af de forkælede curling-deltagere ønskede at være ude i regnen og blæsten. Så meget betyder det nemlig ikke for dem at kæmpe imod de danske politikere og deres håndtering af Corona-krisen.

Det, der betyder noget for dem, er midt i pandemien at holde en fest med musik, madboder og andet, der giver smitten de bedste betingelser. Mere end 7.000 havde anmeldt deres tilstedeværelse.

Samtidig nogle få km væk ude på Amager Fælled mødtes mange hundrede mennesker i regn og rusk for at demonstrere, som de har gjort det så mange gange før i de forløbne år. Denne gang handlede det specifikt om padderne, som er truet af den voldsomme udbygning, der planlægges pt.

Der stod de, dem fra Amager Fælleds Venner. I regnvejret og kulingen uden at kny. Fordi sagen betyder noget. Fordi det ikke handler om dem selv, men om at redde et stykke værdifuld natur – og en masse dyrearter.

Desværre fik de ikke meget medie-opmærksomhed, de vedholdende voksne mennesker med den gode sag på Amager.

Det være hermed rettet.

Se mere om Amager Fælles Venner her: https://www.facebook.com/groups/amagerfaelledsvenner/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har lægerne glemt deres lægeløfte?

I dag skriver Politiken, at lægerne på Amager truer med at aflevere deres ydernummer og istedet tage over Øresund for at arbejde i Sverige. Ja, de er allerede i gang med at søge om tilladelse til at arbejde i Sverige:

http://politiken.dk/indland/ECE1964941/amagers-praktiserende-laeger-truer-regeringen-vi-tager-til-sverige/

Lægekonflikten spidser altså til.

Men en lægekonflikt er ikke som en lærerkonflikt, en pædagogkonflikt og hvad vi ellers har været vidne til i de senere år. Der er store etiske, moralske og lægelige forskelle.

For kendetegnede for de andre konflikter er, at de er ubehagelige og skaber uro og problemer, men de gør ikke varig skade på noget menneske.

Det vil en lægekonflikt ikke alene kunne gøre. Den vil også komme til at koste liv.

Jeg er helt på det rene med, at lægerne selvfølgelig skal have ordentlige arbejdsvilkår. Det siger sig selv. MEN at de er parate til at risikere deres patienters liv og levned i arbejdskampen er direkte i modstrid med det lægeløfte, som de har taget.

Selv er lægerne bevidste om situationens alvor. Formand for Amager Lægelaug Trine Jeppesen, der er praktiserende læge på Amagerbrogade, siger i artiklen fra Politiken: “Vi er godt klar over, at det kommer til at ramme vores patienter hårdt. De patienter, som går ofte til lægen, bliver hårdest ramt. Det er svage borgere uden mange penge. Det er syge, ældre og kronikere.”

Så de ved det altså godt, lægerne. Alligevel vælger de at fortsætte.

Danmarksbloggen spørger: HVORFOR???

For nok kan man tillade sig meget i en arbejdskamp, men at spille hasard med andre menneskers liv og helbred er og bliver altid forkert på både det etiske, det moralske og det lægelige plan.

For det er det, som vi taler om: At lægerne svigter deres lægeløfte med denne opførsel. De skal redde liv – og ikke sætte folks liv på spil. Men hvis lægerne gør alvor af deres trussel, ja, så kommer det til at koste menneskeliv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk