Sidste udkald for Amager Fælled

Maskinerne drøner, og der er dollartegn – ok, så Euro- og krone-tegn – i øjnene på politikere, By & Havn samt investorer, når de ser på, hvad der sker med Københavns grønne lunge: Amager Fælled, som bid for bid omdannes til sten- og betonørkner, mens arter og planter må lade livet i rivende hast.

Det er fælt at se på – men det kan endnu stoppes. Men det er sidste udkald. Allersidste udkald.

Så der skal handles NU!

På tirsdag d. 16. november går vi til kommunal- og regionsvalg overalt i Danmark – og det er spændende og vigtigt mange steder. Men allermest er på spil i København.

For her er det mere end kommunens ve og vel, som det gælder. Her er det den store kamp mellem pengene på den ene side og naturen på den anden. En kamp, hvis udfald kommer til at spille en rolle for hele Danmark.

For lykkes det pengene at vinde, så vil andre naturperler også blive lette(re) at løbe over ende. Men vinder naturen på Amager, så dannes der præcedens for, at vi i Danmark tænker langsigtet på natur og klima og arter og mennesker. På at vi sætter liv før penge. Præcis som det anbefales at gøre på det igangværende COP26 i Skotland.

Så brevstem i dag eller i morgen – eller gå i stemmeboksen på tirsdag d. 16. november og sæt dit kryds ved naturen …

Det er NU, det gælder.

Ps. På søndag d. 14. november kl. 12-14 er der folkefest på Københavns Rådhusplads under parolen: KOM OG SIG STOP TIL BYGGERIET PÅ AMAGER FÆLLED

Se mere her: https://www.facebook.com/events/410372743824580/

Så der skal stemmes efter at sikre naturen (også både Stejlepladsen og Lynetteholmen) – og dermed vores egen overlevelse som art. Og det er ikke en enkeltsag. Det er grundlaget for ALT. Og det haster. Uret tikker.

Sidste nye meningsmåling fra Gallup er så opløftende. Den viser nemlig, at der er et flertal udenom de blå partier – og udenom Socialdemokratiet. Et flertal med Enhedslisten som hovedstadens suverænt største parti og sammen med SF, Radikalt Venstre og Alternativet.

Skal det virke, kræver det så, at man kan få SF og de radikale til at ændre mening. Om det kan lykkes, vides ikke. Men det er en nemmere opgave end at få Socialdemokratiet til at skifte kurs, selvom mange S-vælgere er store tilhængere af at bevare Amager Fælled.

Og endnu har hver fjerde vælger ikke besluttet sig. Så stem, mød op, snak med venner, familie og kollegaer, kæmp kampen her til sidst. Det er – som dinosauren T-Rex sagde det på FN´s talerstol: Now or never!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk