Sladderhanke og blå dobbeltmoral

Skatteministeren har genindført den såkaldte sladderordning, hvor man kan anmelde sort arbejde til de relevante myndigheder. Noget, der giver god mening, når man tænker på, at sort arbejde årligt berøver statskassen for flere milliarder kroner.

Man skulle derfor tro, at de borgerlige partier var lykkelige for genindførelsen. Men nej, tværtimod så kritiserer blå blok skatteministeren for at gøre danskerne til posekiggere og sladderhanke.

Det er en besynderlig form for dobbeltmoral fra de borgerliges side. For de samme partier har nemlig ikke noget imod, at danskerne anmelder socialt bedrageri. Tværtimod så anbefaler de det.

Men det er tilsyneladende svært for de blå at forstå, at det er ligeså forkert at modtage penge, som man ikke har krav på – som det er at undlade at betale moms og skat.

Dét sætter jo de borgerliges moral – eller mangel på samme – i relief, at de blå ikke er i stand til at forstå, at uanset om man skal betale til eller modtage fra den fælles kasse, så skal man følge gældende lov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

3 thoughts on “Sladderhanke og blå dobbeltmoral

  1. Hvis man formår at gennemskue hvor pengene oprindeligt kommer fra er der ingen dobbeltmoral.

    Når der tales om sociale ydelser, så er der tale om penge, som er opkrævet af arbejdende mennesker.
    Snydes der her, så har snyderen rent principielt taget pengene direkte fra naboen. At staten er på som mellemled ændrer ikke på det faktum.

    Når der tales om sort arbejde, så er der tale om penge som staten ikke får andel i. Dine medmennesker snydes ikke her, det er sådan set den der udfører arbejdet som får lov at beholde frugten af det arbejde.

    Hvis alle snyder med sociale ydelser, så kollapser staten og hvis alle arbejder sort eksisterer staten ikke, så tjener folk sådan set bare de penge deres arbejde er værd.

    Så nej, vi “blå” har intet moralsk problem med at beholde flere af de penge vores arbejde er værd, men vi har et problem med andre folk tager flere af vores penge via socialt bedrageri.
    Jeg bliver nemlig ikke frataget penge ved a person A laver lidt sort arbejde, men jeg bliver frataget penge når midlerne til en social ydelse øges, fordi der er nogle som snyder sig til de penge.

    Der ud over ville jeg aldrig melde et andet menneske til staten, hverken for socialt bedrageri eller sort arbejde. Staten er ikke vores ven. Jeg har langt mere til fælles med en socialbedrager (selvom jeg synes det er forkasteligt) end jeg har med en stat, der løbende giver sig selv flere rettigheder og undertrykker mine rettigheder.

  2. Det er et udtryk for en dårlig moral, når man ikke mener, at man skylder ens medmennesker noget. Selvfølgelig gør man det. Vi skal alle både yde og nyde her i samfundet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *