Mere mink: De borgerlige nægter at tage ansvar

Fødevareminister Mogens Jensen har sagt, at vi ikke har tid til at vente på loven ift. at få slået minkene ned. Det er SÅ dumt – og udemokratisk.

For i et demokrati skal vi altid have tid til at vente på loven. ALTID.

Det havde regeringen så ikke, og nu lugter de borgerlige blod, og går selvfølgelig efter fødevareministeren – og på den helt lange bane statsministeren og regeringen.

Men der er noget, som er vigtigere end den politiske kamp. Nemlig at sikre at Danmark IKKE skaber en ny Corona-virus, en COVID-20.

For det risikerer vi så længe vi har mink. For så længe udgør minkene – også raske mink-besætninger – et reservoir, som allerede nu flere gange og uafhængigt af hinanden har skabt den farlige Cluster-5-mutation, som vacciner og antistoffer ikke virker imod.

Så det er nu, at de borgerlige partier skal steppe op og tage samfundsansvar, og være med til at skabe den lovhjemmel, så vi kan få udryddet de mink og elimineret det reservoir for en ny Corona-virus, som minkbesætninger er.

Så kan det politiske efterspil med kritik af fødevareminister og regering komme bagefter.

Menneskers liv over hele kloden afhænger ikke af en politisk kamp i Danmark, men det gør det, om vi får slået de mink ned eller ej.

Læs også om hvad der er op og ned i minksagen: http://danmarksbloggen.dk/?p=11552

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sladderhanke og blå dobbeltmoral

Skatteministeren har genindført den såkaldte sladderordning, hvor man kan anmelde sort arbejde til de relevante myndigheder. Noget, der giver god mening, når man tænker på, at sort arbejde årligt berøver statskassen for flere milliarder kroner.

Man skulle derfor tro, at de borgerlige partier var lykkelige for genindførelsen. Men nej, tværtimod så kritiserer blå blok skatteministeren for at gøre danskerne til posekiggere og sladderhanke.

Det er en besynderlig form for dobbeltmoral fra de borgerliges side. For de samme partier har nemlig ikke noget imod, at danskerne anmelder socialt bedrageri. Tværtimod så anbefaler de det.

Men det er tilsyneladende svært for de blå at forstå, at det er ligeså forkert at modtage penge, som man ikke har krav på – som det er at undlade at betale moms og skat.

Dét sætter jo de borgerliges moral – eller mangel på samme – i relief, at de blå ikke er i stand til at forstå, at uanset om man skal betale til eller modtage fra den fælles kasse, så skal man følge gældende lov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk