Skal alkohol forbydes?

Diskussionen om legalisering af hash bølger i disse dage i lyset af nedrivningen af Pusherstreet på Christiania. Danmarksbloggen vil gerne tage den et skridt videre og spørge om ikke alkohol så også skal forbydes?

For ser man på argumenterne for og imod legalisering af hash, så kunne man ligeså sætte alkohol ind i samme ligning.

På den ene side hedder det nemlig, at hash fortsat skal være forbudt, da det er sundhedsskadeligt. Det er alkohol også. Mens den anden side siger, at hash skal legaliseres for at komme den store kriminalitet til livs. For sammenligningens skyld kan man huske på, at for små 100 år siden var der alkohol-forbud i USA. Noget mafiaen i USA blev særdeles rig af.

Summa summarum: På den ene side har man befolkningens sundhed som gevinst, mens man på den anden har mindre kriminalitet og flere indtægter i statskassen.

Således ser ligningen altså ud – og man vælger altså den ene løsning, når det handler om hash, mens man vælger den anden, når det handler om alkohol. Det er dobbeltmoralsk og giver ikke mening.

For argumenter som at ”alkohol har vi et historisk forhold til her i Danmark, mens hash er nyt” holder ikke en meter. Der var også engang, at produkter som te, kaffe og kakao var fremmede og eksotiske. Og så må Danmarksbloggen også minde om, at dansk alkohol´s all time star ØLLET oprindelig stammer fra Egypten og Mesopotamien, altså Mellemøsten. Så nej, vores nydelses- og rusmidler har åbenbart for vane at være importerede.

Spørgsmålet er derfor: HVORFOR DENNE DOBBELTMORAL? Den giver ikke mening. Så enten forbyder vi alle rusmidler – eller også så legaliserer vi det hele. Øl, vin, spiritus, cigaretter, hash – hele molevitten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SU´en er garant for et rigt Danmark

Danmark har EET råstof – nemlig viden.

Det er også derfor, at det er helt hen i vejret at spare på uddannelse og forskning.

Og det gælder også SU´en, som der nu foreslås skåret så meget i (fx ved at kandidatdelen skal være et lån, og at hjemmeboende ikke skal kunne modtage SU), at der reelt er tale om en tilbagevendelse til tidligere tiders klassesamfund, hvor kun velstilledes børn har en mulighed for at få en uddannelse.

Og nej, argumentet med Norge holder ikke. I Norge er gennemførselsprocenten for kandidatuddannelsen langt lavere end i Danmark plus at uddannelsen er dårligere.

Og desuden: Så er det ligegyldigt. For som sagt så er uddannelse og viden vores eneste råstof – det som vi skal leve af alle sammen – og derfor er det ikke kun moralsk, men også økonomisk rigtigt at sørge for at alle – uanset om man kommer fra et rigt eller et fattigt hjem – har mulighed for at få en lang uddannelse.

Og til det behøves en god SU til hele uddannelsen … SU´en er simpelthen garanten for et rigt Danmark.

Tallene taler også deres tydelige sprog: 1 krone i SU giver 7,50 kroner tilbage til statskassen!!! Det gør topskattelettelser IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk