Dobbeltmoral: Jul på Christiania – og i Whiskybæltet

Landets justitsminister Mette Frederiksen holdt åbenbart jul på Christiania. Noget, som kun burde kunne interessere hende selv og hendes familie.

Men nej, nu bliver højtiden brugt i en politisk kampagne om, hvordan landets justitsminister dog kan holde jul i Fristaden, hvis nu der er så farligt. 

På den ene side står derfor christianitterne og siger, at når Mette Frederiksen kan holde jul på Christiania, så er det nok fordi, at Fristaden ikke er så farlig igen, som især blå blok hævder – især når de blå gerne vil have stedet lukket.

Blå blok må derfor også forventes at komme en hård kritik af Mette Frederiksens gøren og laden, når der i morgen er åbent samråd i Folketingets Retsudvalg, hvor ministeren skal svare på sit kendskab til, om hvorvidt penge fra det ulovlige salg af hash bliver brugt til infrastrukturen og institutionerne m.m. på Christiania.

Men det er jo tordnende dobbeltmoral: For hvad med alle de – primært borgerlige – politikere, der konstant netværker og er til fest med de elementer i overklassen, der uden blusel laver økonomisk kriminalitet i den helt store stil – og som hvert år via diverse juridiske og økonomiske krumspring snyder statskassen – og dermed velfærdssamfundet – for milliarder?

For skal folkevalgte politikere holde sig væk fra steder – og personer – der MÅSKE er kriminelle, så skal store dele af blå blok holde op med at holde jul i Whiskybæltet – og i det hele taget per omgående rydde kraftigt ud i deres venskabs- og bekendtskabskredse.

Dét kommer næppe til at ske. Dobbeltmoralen lever nemlig så godt hos de blå.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så bliver Thorning grillet …

Statsministeren er i samråd på fjerde time i noget, der mest minder om en langtids-grillning af Helle Thorning.

Det går nogenlunde som forventet. En lang – meget lang – affære med de samme spørgsmål og de samme svar, der indtil videre ikke har (be)vist meget andet end dårlig forvaltningsskik, idet de to departementschefer i henholdsvis Justits- og Statsministeriet, Anne Kristine Axelsson og Christian Kettel Thomsen, tilsyneladende ikke har taget telefon-notater i den famøse sag.

Se link til artikel fra DR for overblik i sagen her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/01/15/123549.htm

Sådan ser det ihvertfald ud i skrivende stund klokken lidt i fem fredag d. 17. januar 2014.

Og det er faktisk skidt. For brud på den ellers så gode forvaltningsskik i Danmark fører netop til sager, der skader politikere, som gør deres arbejde.

Mest tydeligt så vi det i sagen med tidligere udviklingsminister Christian Friis-Bach, der måtte forlade sit ministerium til trods for, at han havde været opmærksom på forholdene, men blev svigtet af sine embedsmænd.

Sagen med retsudvalgets udflugt til Christiania er ikke ligeså enkel. Langtfra endda. Tidligere justitsminister Bødskov vidste, at han talte usandt – og dagens samråd kredser om, hvorvidt det samme gjaldt statsministeren.

Danmarksbloggen følger løbende med og vender tilbage senere …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Christiania, Bødskov, Statsministeren … sagen der ikke vil dø

I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv, som der synges i fristaden Christiania´s slagsang.

Det samme kan siges om sagen om retsudvalgets udflugt til Christiania. Den sag kan åbenbart heller ikke dø, men fortsætter som en anden dårlig sæbe-opera, hvor man igen og igen undres over, hvad der er sket – og ikke mindst, hvordan det er blevet håndteret.

Det er jo direkte u-smart at lyve, som Morten Bødskov gjorde det. Det nærmer sig også noget, som kun forekommer i dårlige tv-serier, når statsminister Helle Thorning først hævder, at hun intet kendte til sagen – men at det så senere viser sig, at det gjorde hun måske alligevel.

Morgendagens samråd vil – måske eller måske ikke – bringe klarhed over de faktiske forhold.

Hvad samrådet imidlertid vil vise er, hvor langt Enhedslisten vil strække sig for at redde regeringen. Og dét bliver mere end spændende at følge. For Enhedslisten har tidligere vist, at de står på deres principper og holdninger, også selvom det koster.

Danmarksbloggen følger ivrigt med … og håber på, at en tilsvarende nidkærhed om, hvordan jobbet som regering håndteres, også vil blive praktiseret, når et eventuelt valg er overstået, og en ny, formentlig blå regering sidder på magten.

For set i lyset af GGGI-sagen, bilags-sagen, skattesagen og så videre skal der nok blive masser at komme efter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oppositionen vil misbruge samråd i demokratiets navn

Når en minister kaldes til samråd, skal det være, fordi der er noget alvorligt på færde. Som fx de to meget dugfriske samråd med henholdsvis tidligere justitsminister Morten Bødskov i PET-sagen og socialminister Annette Wilhelmsen i sagen med millionen til Huset Zornig.

Begge var samråd, som var mere end berettigede, da det var rimeligt at antage, at de to ministre havde foretaget sig handlinger, som de ikke burde. Handlinger, der havde betydning for vigtige politiske sager, embedsførelse og offentlige midler.

Men det er at gå i mere end for små sko, når oppositionen som den gør det her til aften vil kalde Danmarks nye udenrigsminister Holger K. Nielsen i samråd, fordi han i afskedstalen til den gamle udenrigsminister Villy Søvndal nævner Cuba i rosende vendinger på grund af landets solrige og varme klima.

En afskedstale i et ministerium er en uformel tale i forbindelse med en overdragelse af et ministerium, og hverken talen eller overdragelsen har noget politisk sigte eller indhold.

Ja, en sådan overdragelse er en af de få lejligheder, hvor den gamle og den nye minister skal have lov til at træde ud af politiker-rollen og bare være mennesker.

Men det mener man altså ikke hos fx Venstre, som farer frem med bål og brand og nu vil kalde Holger K. Nielsen i samråd.

Danmarksbloggen mener, at det er galimatias at kalde i samråd på grund af en munter bemærkning ved en overdragelse i et ministerium. Hvis alt skal være så stramt og kontrolleret, som Venstre og meningsfæller i denne sag ønsker, så er der ikke plads til mennesker i det danske samfund. Eller til demokratiet, hvis navn i den grad misbruges af den borgerlige opposition i denne sag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk