Der, hvor der er børn og bamser, er der fuglefrø, siger Maries kærlige og omsorgsfulde bamse til den sorte fugl i slutningen af Anemoneteatrets juleforestilling ”Maries Julegave”– samtidig med at den brune og meget nuttede bamse får alle i publikum til at love at sprede masser af fuglefrø i den kommende vinter, så fuglene kan få noget at spise.

Noget, der modtages med stormende jubel af det meget medlevende publikum, der mens Danmarksbloggen var der, bestod af lige dele børn og voksne. Børn, som med det samme var med på noderne, og som grinede og gøs og højt viste deres følelser fra start til slut. Og så de voksne, der som forestillingen skred frem, mere og mere blev som børn igen.

Umiddelbare børn – som tager det som en selvfølge, at en bamse, der er vant til radiatorvarme og masser af kram, og en vild fugl med overlevelsesinstinkt kan blive gode venner og tage på en fantastisk flyvetur over byens tårne og tage til først bondemandens loft og senere fuglens bo i det hule træ, inden turen går hjem igen.

For i Anemoneteatrets ”Maries Julegave” er der masser af poesi, komik, julesange og -salmer, pebernødder – og som altid en mening dybere end den åbenlyse fortælling, der handler om en bamse, en fugl og en sød pige, der glæder sig til jul – og som sådan ønsker sig et guldhjerte, som det hun tabte i sommers.

Inden forestillingen snakkede undertegnede også med teatrets leder Albert Nielsen, som sagde, at forestillingen var endnu mere aktuel i dag, end da den havde premiere som teatrets allerførste forestilling tilbage i 1984. Vor tid kunne lære meget af bamsen omkring det at byde fremmede, sorte fugle indenfor, mente han.

Og det er rigtigt. Bamsen tænker ikke to sekunder i kvoter og integration, da den sorte fugl rammer ruden og ligger stille i sneen. Nej, bamsen iler til hjælp med det samme.

Det gør Danmark ikke, heller ikke selvom der bankes på vore døre i denne tid. Men vi lukker ikke (ret meget) op. Heller ikke selvom vi lever i en absurd overflod – men stadig ikke kan finde ud af at dele, hverken med de andre i verden eller med alle i samfundet. I stedet puger dem, der allerede har, endnu mere sammen – uden at de nogensinde kan nå at forbruge bare halvdelen.

Sådan foregår det ikke i ”Maries Julegave”.

Tværtimod. Her giver både Marie, bamsen og fuglen af et godt hjerte. Ja, de giver endda det bedste, som de har – og dermed får de også det, som de ønsker sig allermest. Hvad det præcist er – og hvordan det foregår, skal selvfølgelig ikke røbes her. For det er jo jul – og julegaver skal være hemmelige, indtil de pakkes op.

Men det står fast, at det at give er at få – og at lære. Og at verden ville blive et dejligt sted, hvis vi alle var lidt mere som Marie, fuglen og bamsen.

Og i Danmark er det i grunden nemt. For her er vores juleaften som Maries. Den handler om julepynt, julegaver og sød forventning. Vores liv er for de fleste af os en idyl i lyse, glade farver, som man også ser det på scenen, når vi er hjemme hos Marie og bamsen. Men verden er større end den trygge hygge – og noget mere barsk, som ude hos fuglen, hvor jorden er frosset til, så der ingen føde er at få – og den må søge mod byen.

Spørgsmålet er derfor heller ikke, hvorfor den sorte fugl søger til byen, men om hvad vi gør, når de sorte fugle med de fremmede og mere stærke farver banker på vores vinduer? Lukker vi ind – eller lukker vi ude?

Og minder scenariet ikke om en anden kendt historie, om hvorfor vi overhovedet holder jul? Var der ikke noget med et barn, der blev født i en stald, fordi der ikke var plads til ham og hans forældre andre steder? Et barn, som senere startede en hel religion, men som få dage efter sin fødsel måtte flygte med forældrene til Egypten?

Svaret er ja – og i ”Maries Julegave” får vi den skønneste version af juleevangeliet på vers og med rim, rytmer og dans.

Og så bliver det juleaften, og fuglen sidder i sit træ igen og har fået en ny ven, og bamsen er med om juletræet sammen med Marie, der har været i kirke – og den har også fået en ny ven og en ny indsigt. Og præcis som den første gang det blev jul, er intet længere som før. Glæden er kommet til jorden – og mellem mennesker, dyr og kæledyr.

For julen har bragt velsignet bud. For der, hvor der er børn og bamser, er der fuglefrø – eller sagt på voksnet: Der, hvor der er varme og tryghed, er der kærlighed – næstekærlighed. Den kærlighed, der åbner op og giver, fordi den slet ikke kan lade være. Den kærlighed, som er vores eneste mulighed i en kold verden, uanset hvad side af vinduet vi er på.

Danmarksbloggen giver fem store bamser ud af seks mulige.

Forestillingen ”Maries Julegave” spiller til og med 23. december på Anemoneteatret.
Den er en dramatisering af Jan Mogensens bog af samme navn.
Medvirkende: Charlotte Amalie Kehlet og Frederik Ømann. Instruktion: Lisbet Lipschitz. Scenografi: Annika Nilsson. Lysdesign: Jens Lange. Musik: David Hildebrandt. Plakat/illustration: Jan Mogensen.
Anbefalet alder: 3 til 8 år – men i virkeligheden egnet til alle, der har evnen til at blive som barn igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk