Er det galt eller genialt? Historien ender i hvert fald lige så uforløst som menneskelivet i Charlotte Brodthagens nye film ”Ingen kære mor” med Lene Maria Christensen som den midaldrende og terminalt syge Christel, der er meget bevidst om, at den kommende jul bliver hendes sidste.
Christel har derfor travlt med at rydde op – i hvert fald fysisk. For følelsesmæssigt kniber det. Både i forhold til datteren Luis, som Christel drager så megen omsorg for, at det er svært for datteren at lære at stå på egne ben – og i forhold til moderen Vivi, som i modsætning til Christel ikke har haft noget problem med livet igennem at male både sig selv og tilværelsen dramatisk, sort og udenfor stregerne.
Christel har derimod hele sit liv vendt blikket mod en fin, lyseblå himmel med lette, hvide skyer, og også på talrige lærreder malet netop dét motiv igen og igen – som om det sorte, mørket slet ikke findes.
Men mørket eksisterer, ja det er en nødvendig del af ethvert godt maleri, ethvert liv med mening. Og i Christels sidste jul bliver alle tre generationer i en perlerække af genkendelige hverdags- og julesituationer konfronteret med netop både det ultimative mørke, døden, og det mørke, som findes inde i os alle.
En perlerække, som fremstilles knugende realistisk fra afskeden med de små ting i den ramme, som man kender så godt, men som forsvinder, når et menneske skal dø, over de spontane øjeblikke af glæde og latter, som også opstår i ventesorgen – og til at stå i kirken juleaften og ikke kunne synge med på Ingemanns pilgrimssalme ”Dejlig er Jorden”, fordi tårerne presser sig på.
For ”Sånt är livet” som svenske Anita Lindblom synger – og som de tre generationer danser rundt om juletræet til, mens de pynter det i noget, som bedst beskrives som et moment af løssluppen fest. For livet er en blanding af det hele, og det accepterer de tre kvinder langsomt, men sikkert.
Men accept er ikke forløsning. Accept er at holde livets smerte ud i strakt arm. Forløsning er, når man tør tage smerten helt ind, knuge den til sit hjerte, og så – lige inden man segner – mærke, at det slipper, så man kan rejse sig og gå videre.
Hvad det så er, som skaber en forløsning, er der mange bud på. Et er Gud i form af den Helligånd, der rusker i træerne, som vi flere gange i filmen hører og ser det. Også fordi Brorsons forundringssalme ”Mit hjerte altid vanker” synges flere gange i filmen – og Brorson var pietist, altså tilhænger af en følelsesladet, from og inderlig kristendom, som også gav sig udslag i praktisk næstekærlighed.
Og der er netop noget fromt, regelret og praktisk over den omsorg og kærlighed, som Christel har til sin datter. Men alt kan ikke løses ved at følge reglerne. Tværtimod må man nogle gange være anarkistisk og bryde dem, køre så stærkt i livet, at fartnålen står og dirrer, som Christels mor Vivi, der gestaltes af Birthe Neumann, siger det.
Datteren Luis, der spilles af Freja Klint Sandberg, er ikke filosofisk som sin mormor. Hun prøver bare at være i den virkelighed, der hedder at være alt for ung til at skulle miste sin mor. For det skal hun – og skildringen af hendes vej, hendes mors vej og hendes mormors vej i dén proces er så uendelig smuk – og lige til at spejle sig i, hvis altså man tør se sit eget mørke i øjnene.
Man har chancen i ”Ingen kære mor”. For det er en stærk film, en film om kærlighed, om at vi som mennesker bare gør det bedste, som vi kan, selvom det aldrig er nok. Selvom vi hele tiden går fejl, misforstår og alt det andet, så vi er nødt til at tilgive os selv og hinanden, hvis vi skal sætte os selv og hinanden fri til at leve, ånde, være … hvad enten vi er bedstemor, mor eller datter.
Eller bedstefar, far eller søn. For menneskets følelser og behov for at elske og være elsket er ikke kønnet.
Men her er det så tre kvinder – og hvilke kvinder. En moderne treenighed af nogle af Danmarks bedste skuespillerinder, nemlig d´damer Birthe Neumann, Lene Maria Christensen og Freja Klint Sandberg, som hver og én spiller sprudlende, intenst og så nøgent, at man sidder med tanken: Gad vide, om de også kan spejle sig selv i deres egne og de andres karakterer?!
Danmarksbloggen giver ”Ingen kære mor” fem ud af seks gravstene, som den Christel med sin sædvanlige rettidige omhu har sørget for, mens hun var i livet – og som også spiller en rolle i filmen.
For nok har jeg stadig ikke fundet ud af, om filmens manglende forløsning er gal eller genial, og det gør jeg måske heller aldrig. Men det er – i filmens ånd – helt okay. For jeg ved, at filmen bliver siddende et sted inde i mig og rumsterer.
”Ingen kære mor” er nemlig ikke til at ryste af sig, slet ikke når man selv havde en bedstemor, har en mor – og i mit tilfælde også er mor, og har en datter. Måske jeg skulle finde pensler, maling og lærred frem og prøve at male mig frem til et svar, mens jeg nynner ”Dejlig er Jorden”, som også var min mormors yndlingssalme.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk