Man siger, at man aldrig skal bedømme en bog på dens omslag. Men Kristoffer Dahls ”Selvmorderen”, der udkom i går mandag d. 6. februar, er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Bogens omslag er decideret lækkert og indbydende, selvom det viser en druknet kvinde, der i hvide, flagrende gevandter flyder i en hel masse vand. Men hun ligger så højt oppe i vandet, at solens stråler kan nå ned til hende og lyse hende op – i hvert fald foran. For bagpå er både vandet og kvinden mørke.

Dét er et godt billede, der også passer eminent på romanens hovedperson, den ateistiske André Camus (bemærk efternavnet – og googl navnet Albert Camus, hvis ikke der automatisk ringer en klokke), der i starten af bogen er god til at narre sine omgivelser på den psykiatriske afdeling til at tro, at han er rask, så han kan slippes ud.

For ligesom kvinden på forsiden så har Camus også to sider – og den ene, den mørke, viser han helst ikke frem. Deri adskiller han sig i øvrigt ikke spor fra dig og mig og alle andre mennesker.

Det samme gælder hans meget specifikke krav til den følgesvend, som han skal have, HVIS han skal lukkes ud. Denne følgesvend skal være kristen – og endda betonkristen. For en sådan må være både konsekvent og optimist, mener Camus, der selv ikke tror på noget som helst.

Han finder også – efter talrige forsøg – en sådan. Den af indisk afstemning Ravi Chesterton (igen bemærk efternavnet og googl evt navnet G.K. Chesterton), og sammen drager de ud i vor tid med alle dens for tidens så typiske dilemmaer og evigtgyldige temaer for at finde ud af HVEM OG HVAD, der drev André Camus kone til selvmord.

For ja, man kan godt lede efter en selvmorders morder – i hvert fald hvis man spørger André Camus, der er verdens eneste selvmordsefterforsker.

Hvad der sker, hvordan det går – og hvilke svar de to umage følgesvende eventuelt finder eller ikke finder, skal ikke røbes her. Det skal læses.

Og der er noget at gå i gang med. Bogen er på næsten 500 sider, så man behøver ikke at kede sig, hvis man er en af de danskere, der har vinteferie i de kommende uger, men som skal blive hjemme.

Bogen er også godt skrevet – om end lidt langtrukken nogle gange. En smule opstramning hist og pist havde kun gjort bogen bedre og skarpere.

Danmarksbloggen vil også anbefale, at man ikke forventer at læse hele romanen på én gang. Undervejs bliver man nemlig flere steder nysgerrig efter at søge mere information om først det ene og så det andet emne, så det anbefales at have noget digitalt ved siden af sig, så man har mulighed for at google.

Det er også let at få lyst til at læse både eksistentialisten Albert Camus og den kristne forfatter G.K. Chesterton, så nu er I advaret. For Chesterton skrev cirka 100 bøger, og var i 1935 nomineret til Nobelprisen i litteratur. Camus skrev mange bøger, men ikke 100 dog. Til gengæld fik han Nobelprisen i 1957.

Men summa summarum: ”Selvmorderen” er en eksistentialistisk spændings-bog, der i sig har flere gode takter, og hvis road-movie-karakter og etiske problemstillinger gør den oplagt til diskussioner og debatter – også med sig selv. For hvad mener jeg egentlig? Hvordan skal jeg forstå skabelsen? Kærligheden? Livets mening? Døden?

Danmarksbloggen giver fire ud af seks småkager for ”Selvmorderen”, som dem både André Camus og vi andre indimellem må klemme ned af høflighed.

Det er Valeta, der udgiver romanen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk