Kom til bogmesse – og sid i Steen Langstrups torturstol

Danskerne læser som aldrig før, og i den kommende weekend løber årets største fest for alle Danmarks læseheste af stablen, når der er bogmesse i Bella Centret i København fra fredag d. 11. november og til søndag d. 13. november.

Danmarksbloggen har derfor interviewet forfatter Steen Langstrup, som er en af de mange forfattere, som man kan møde derude, både alene og sammen med skuespillere og instruktør fra filmen FINALE, der er bygget over Langstrups anmelderroste bog ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”. Filmen forventes at få premiere i 2017.

Læs Danmarksbloggens anmeldelse af bogen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=7752

I bogen spiller en bestemt stol en stor rolle som det sted, hvor hovedpersonen tortureres. Og Steen Langstrup fortæller, at stolen også vil være på standen, og at man – på eget ansvar – kan få lov til at sætte sig i den. Han skal da også selv prøve at sidde i stolen, der i bogen ikke er noget særligt, men bare en stol, mens den i filmen er tænkt noget mere visuelt.

Steen Langstrup har ikke set stolen endnu, så han er meget spændt på at se den, og vildt glad for at have fået lov til at få den med på standen. Han har heller ikke set filmen endnu.

Så hvordan bliver det (tror du) til næste år at se sin bog på det store lærred?

Jeg er superspændt. Jeg har endnu ikke set andet end et par klip.

Tænk at man har skrevet bøger, der har gjort så stort et indtryk på nogle mennesker derude, at de får lyst til at bygge en film over det. Det skal man huske ikke at tage som en selvfølge. Der er så mange gode bøger derude. Men det er én ting, at de får lyst til at lave filmen. Noget helt andet er, at der også er nogen, der er så glade for hele filmprojektet, at de vil betale for at få bogen filmatiseret. Og selv low-budget film koster altså en formue at producere. Man skal altså huske at værdsætte det, og være stolt af det.

Når det er sagt, så er det pokkers følsomt at blive filmatiseret. Jeg har jo prøvet det en gang før. Det er en gammel kliche at sammenligne ens bøger med ens børn, men det er ikke helt ved siden af. At se sin bog filmatiseret er lidt som at sende sit barn ned til skolefotografen. Og der er det jo sådan, at lige meget hvor dygtig denne skolefotograf er, lige meget om det er ægte kunst, mageløse portrætter han tager, så vil man som forældre have det lidt svært, hvis billedet ikke forestiller ens barn, ikke? Man vil faktisk hellere have et dårligt skolefoto af ens eget barn end fotoets svar på Mona Lisa – som så bare forestiller et andet barn.

Det er jo her, hvor man som forfatter må acceptere, at man er den mindst kvalificerede overhovedet til at have en mening om en filmatisering af ens bog. Det er lidt som Stephen King, der ikke kunne lide Kubricks The Shining. Og jeg er helt med King her, Kubrick havde misforstået kernen i bogen. MEN man skal altså være et pokkers skarn, hvis man er ked af, at en instruktør skaber et kunstværk af den kaliber, som Kubrick gjorde. Uden den film var Stephen King måske ikke blevet det, han siden blev. Så havde han måske bare været en blandt mange horrorforfattere.

Så det er sådan en bittersød glæde. Filmen er filmholdets værk. Bogen mit. Hvad der betyder noget i den sidste ende er ikke, hvad jeg får ud af den, men hvad resten af verden får ud af den. Jeg ønsker alt godt for filmen, og dem der har lavet den. Jeg ved, de har gjort deres bedste, jeg ved, de har ofret blod, sved, tårer og økonomi for at få filmen til at blive så god som overhovedet muligt. Og jeg tror faktisk på, at de har fat i noget, der kan blive rigtig godt. Og så bliver det jo mindre følsomt for ham fjolset, der skrev bogen, det hele startede med.

Din nye bog ”Ø” har jo også fået mange glimrende anmeldelser, og nok tilhører den gyser-genren ligesom ”Alt det, som hun ville ønske hun ikke forstod”, men den er også anderledes: Hvad er det i ”Ø”, der rammer læserne?

Det tror jeg er meget individuelt. Læseren er altid mindst halvdelen af læseoplevelsen. En bog er to hjerner, der enten spiller sammen eller ikke gør det. Min hjerne og læserens. Er der noget samklang der, og har jeg magtet af få de rette ord ned på papiret, så læserens fantasi får lyst til at lege med, så lykkes det, ellers ikke. Det er derfor, der ikke er to læseoplevelser af den samme bog, som er ens.

Så jeg kan kun fortælle hvorfor, jeg tror, idéen blev hængende i hovedet på mig i mange år, og til sidst voksede sig til den bog, man kan læse i dag. Den spiller på nogle strenge, nogle ting, der kan rumme noget angst, som man bare ikke kan gøre noget ved. Man kan ikke leve livet uden at bevæge sig ud af sin comfort-zone, og når man gør det, så pirrer det noget angst. Det er faktisk afsættet for næsten al horror. At man vover at søge lykken eller eventyret. Man flytter, man får nyt job, man rejser langt væk.

‘Ø’ finder næring i drømmerejserne – og den der angst, de også rummer. Rejsekatalogerne viser drømmen, men inden i os er der også den der pokkers lille angst for alle de der kryb, alle de fremmede og mærkelige mennesker, man er nødt til at lægge sit liv i hænderne på. Man kommer virkelig på udebane, ikke? Man læser ting i aviserne. Røverier, kidnapninger, mord, svindel. De frygtelige fængsler dernede. Nogle danskere ender jo i dem. Man undertrykker de her ting med fornuft. Det sker jo næsten aldrig. Horror finder næring i at pirke lidt til de ting, vi undertrykker.

Et andet sted ‘Ø’ finder næring er i angsten for at miste sin elskede. Vi drømmer alle om at finde den store kærlighed. Jeg er så heldig at have fundet min. Men når man så har det, så har man lige pludselig noget at miste. Det er det samme med at få børn. Der følger angst med. De fleste af os kan sagtens håndtere det. Men igen så kan en historie som ‘Ø’ sagtens trække på den angst alligevel. For kan man forstille sig noget værre end at sidde der alene på en øde ø med sin elskedes lig i favnen. Jeg kunne så, for det stopper jo ikke der. Det er kun begyndelsen. Men alligevel.

Jeg følte selv, at det var lykkedes mig at ramme, hvor jeg sigtede med ‘Ø’, alligevel var jeg sgu lidt usikker, da jeg udgav den, for det er jo et langsomt gys. Der sker ikke noget hele tiden. Noa er pokkers meget alene på den ø. Nogle læsere vil ikke kende den angst, der følger med at elske eventyrrejserne, enten fordi de er begravet alt for dybt, eller fordi man slet ikke vover at tage disse chancer i livet, eller fordi min måde at skrive på bare ikke rammer alle. Der var ingen måde, jeg kunne vide, om ‘Ø’ ville ramme mange eller få. Jeg vidste bare, jeg havde gjort mit allerbedste, jeg vidste, den ramte noget i mig, resten var faktisk ude af mine hænder. Den del er op til læseren.

Se også Danmarksbloggens anmeldelse af ”Ø”: http://danmarksbloggen.dk/?p=8449

Og endelig: Hvad læser du selv ligenu?

Jeg læser The Taste of Fear af Jeremy Bates. Måske ikke den af hans bøger, jeg har været gladest for. Han har skrevet en roman-serie om de uhyggeligste steder på jorden, som jeg har fornøjet mig okay med. Især kunne jeg godt lide den om Selvmordsskoven i Japan.

———————————-
Steen Langstrup og store dele af holdet fra FINALE kan mødes på scene 2 lørdag d. 12. november kl. 17.15. Men han kan også mødes på stand C4-005A fredag d. 11. november kl. 18 samt på stand C3-046 lørdag d. 12. november kl. 16.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 18: Guldalderen

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GULDALDEREN

Guldalderen er en betegnelse, som bruges om de første cirka fem årtier i 1800-tallet. Og nok var både Christian d. 8. og Frederik d. 7. også konger i denne periode, men alligevel er det Frederik d. 6., som der tænkes på, når der tales om guldaldertidens konge.

Som beskrevet i sidste uge var Frederik d. 6. også Danmarks reelle regent i næsten seks årtier fra paladsrevolutionen i 1784 til han døde i 1839. Og historierne om den samvittighedsfulde og arbejdsomme monark, der passede så godt på sit folk og rige, at nøglerne til byens porte lå på hans natbord, var også lige til højrebenet for den danske guldalder, der byggede på romantikken som kunstperiode og inspiration.

I Danmark blev romantikken derfor også stort set uden det voldsomme drama og den dødslængsel, som fx den tyske romantik havde. Den danske romantik blev langt mere en inderlig og følelsesladet nationalromantik, der fokuserede på naturen, det ægte i mennesket og kunsten.

En romantik, hvor man i lyset af statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814, solede sig i tidligere tiders store bedrifter af konger og andet godtfolk. Hvor man dyrkede det specielt danske – der vel egentlig ret beset aldrig rigtig var blevet dyrket før, hvor den enkelte snarere opfattede sig selv som kommende fra en stand eller et laug, fra en by eller en egn. Men nu – også i lyset af den nationalisme, der kom fra den franske revolution – blev vi alle meget danske.

Og forfattere og malere og andre kunstnere stod i kø for at gribe de nye tanker – og der var mange af dem, og de var gode. Aldrig, hverken før eller siden, har der været så stor en talentmasse indenfor de kreative fag i Danmark som netop i guldalderen. Nutidens store globale succes indenfor dansk film og tv er vand ved siden af.

Mest kendt er selvfølgelig H. C. Andersen, vores store eventyrdigter, der er kendt og elsket over hele verden, og som årligt er årsag til at flere vælger at lære dansk, blot for at kunne læse H. C. Andersen på nationalsproget. Der er også noget at læse. Udover eventyrene skrev han romaner, rejseberetninger, dagbøger, breve og meget andet.

Kun én mere kan H. C. Andersen kunststykket med at få folk til at lære dansk efter – og det er selvfølgelig filosoffen Søren Kierkegaard, der med sine skrifter skabte en helt ny retning: Eksistentialismen, der stadig inspirerer, foruroliger og gør, at der tænkes nye tanker.

Et andet stort internationalt navn er Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede i Rom, hvor han lavede de fleste af hans skulpturer – og hvor han samlede hans nordiske kunstnervenner, når de på deres kultur- og dannelsesrejser kom til Italien for i månedsvis at bo, skrive, male og inspireres af og i Den Evige Stad.

Hjemme i København var Bakkehuset samlingsstedet. Det lå udenfor voldene på landet ved Søndermarken, hvor man stadig kan se det – nu blot som en del af den pulserende storby København med Frederiksberg som en lille enklave.

I Bakkehuset boede forfatter Knud Lyhne og hans kone Kamma Rahbek. Og det var dertil, at de alle kom: Knud Lyhnes ven P. A. Heiberg, inden han blev landsforvist, digteren Adam Oehlenschläger (det er ham med de higer og søger om guldhornene), salmedigteren og forfatteren af historiske romaner B. S. Ingemann og mange flere.

Der blev talt og diskuteret og læst op og snakket – og bølgerne kunne gå så højt, at de implicerede gik i indbyrdes fejder, som kunne køre i diverse dagblade og aviser i månedsvis.

Andre guldalder-forfattere og -digtere var: Christian Winther, Henrik Steffens, Steen Steensen Blicher, Emil Aarestrup og Schack von Staffeldt for bare at nævne nogle få.

Og så er der selvfølgelig dansk åndslivs kæmpe: N.F.S. Grundtvig, præst, salmedigter, forfatter og grundlægger af højskolebevægelsen. Hans betydning for dansk selvopfattelse og kristendom som en glad, lys og personlig kristendom kan simpelthen ikke overvurderes. Selv i 2014 betyder hans tanker meget for os og vores måde at tænke og tale om os selv på – også selvom vi ikke altid selv ved, at det kommer fra Grundtvig.

Men også på Det Kgl. Teater i København foregik der en masse i dansk guldalder. Det var her, at den franske balletmester Bournonville skabte den danske ballet, der stadig i dag er verdensberømt. Mest vigtigt på skuespilsscenen var en af vores største skuespillerinder Johanne Luise Heiberg, der var gift med Johan Ludvig Heiberg, der skrev nationalskuespillet Elverhøi til Frederik d. 6´s datters bryllup med den senere Frederik d. 7.

Endelig er der malerkunsten med navne som Lundbye, Skovgård, Købke, Eckersberg og andre, der maler romantiske landskaber, mennesker og andet, som fortæller historien om et Danmark, der er blevet småt og fattigt, men som stadig er smukt. Og musikken med navne som Weyse, Kuhlau, Gade, Lumbye og Hartmann.

Og der er mange flere endnu. En sand vrimmel af mænd – og få kvinder, der også fik eller tog sig lov som forfatterne Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger – og så de allerede nævnte kunstneren Kamma Rahbek og skuespillerinden Johanne Luise Heiberg.

Alle guldaldertidens skønånder kunne dog ikke skjule den store nød og elendighed, som der var i Danmark – og enevælden var ejheller længere oplyst og nytænkende. Tingene kørte på rutinen. Noget nyt skulle til – og gerne noget med demokrati og muligheden for social mobilitet, også selvom det ulmede sydpå i Tyskland.

Og netop Treårskrigen og de nye tanker op mod 1849 skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk