OL, DR, DF og LA

Er sport politik? Gu´ er det så, og jo mere behov et lands leder har for at markere sig overfor omverdenen, jo mere får sporten lov til at fylde og vise landet frem. SE OS. Se, hvad vi kan.

Man så det i Kina under OL i 2008 – og i Rusland under vinter-OL i 2014, men også alle andre lande er med på dén vogn. Også Danmark, selvom vi ikke har kapacitet til at have et OL alene, så prøver vi dog pt. at få en Tour de France-start, og vi er pløkkestolte hver gang et VM eller EM afholdes på dansk jord.

Og nu er det altså tid til OL igen – denne gang i Rio i Brasilien, som er et land på randen af både økonomisk og politisk sammenbrud, hvilket også viser sig ved, at OL-faciliteterne ikke er i orden, og at vandet er så bogstaveligt talt lorte-beskidt, at det er direkte sundhedsfarligt i én grad, så det overstiger europæiske grænseværdier med mere end en million gange.

Danmarksbloggen kommer ikke til at se meget OL. Dels pga tidsforskellen og dels fordi der sker meget mere interessante ting herhjemme som fx at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil gøre Danmark dummere ved at beskære DR´s budgetter med 25%.

Det er den forkerte vej at gå, hvis man vil have et rigt og sammenhængende samfund – men det vil LA jo heller ikke. De er mere tilhængere af en jungle, mere grum og livsfarlig end den, der findes i det OL-ramte Brasilien – og i den er der ellers både anacondaer, piratfisk og alligatorer. Men de er ingenting mod LA.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk