Menneskerettighederne ER hugget i granit

Danmarksbloggen skrev i går om Europarådet – og om hvorfor det er vigtigt, at vi holder fast i vores internationale forpligtelser og konventionerne. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=9700

For ja, der findes partier, som ønsker menneskerettighederne trådt under fode, og her tænkes i særdeleshed på Dansk Folkeparti, som allerede i 2012 ville nedlægge Menneskerettighedsdomstolen.

I denne pressemeddelelse fra januar 2012 https://danskfolkeparti.dk/df-nedlaeg-menneskerettighedsdomstolen-i-strasbourg/ siger Marie Krarup nemlig flg.: Menneskerettighedsdomstolen er et det vigtigste våben i udbredelsen af troen på menneskerettighederne. Det er på tide at få nedlagt den institution.

Hun har ret i at, at Menneskerettighedsdomtolen er det vigtigste våben i udbredelsen af troen på menneskerettighederne – og den vil hun altså så skrotte.

Det er jo en udmelding, der siger alt!!!

Dansk Folkeparti var altså allerede tre år FØR den store flygtningekrise parat til at skrotte menneskerettighederne – det er altså ikke nødvendighedens politik eller noget, som begivenhederne har tvunget dem til at mene, som det ellers anføres i disse år. Men nej, det ligger simpelthen i partiets dna at angribe basale menneskerettigheder.

I en artikel i Berlingske fra 2015 siger DF også, at partiet (når Danmark overtager formandsskabet i Europarådet – hvad vi så har gjort nu) vil arbejde for en omskrivning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så det bliver lettere at afvise familiesammenføringer og smide kriminelle udlændinge ud.

LA og de konservative var i 2015 med på den vogn. Se mere her: https://www.b.dk/politiko/df-vil-forpligte-loekke-til-opgoer-med-menneskerettigheder

Lige det løfte har DF så holdt, da de i en artikel fra sidste weekend hævder, at Danmark sagtens kan vente med familiesammenføringerne. Se mere her: http://nyheder.tv2.dk/politik/2017-12-16-df-kraever-at-regeringen-genovervejer-partiets-forslag-om-familiesammenfoering

I artiklen kan man læse, at Peter Skaarup siger følgende: Jeg stoler på, at konventionerne ikke er noget, der er hugget i granit.

Deri tager han så fejl – for regler er regler, love er love, og konventioner er konventioner – og sådan skal det være i et retssamfund. Vi kan ikke bare bøje regler, love og konventioner, så det passer til en politisk dagsorden. Den slags foregår kun i bananstater og diktaturer.

Som Danmarksbloggen ser det, handler det her også om politik versus etik. For vi har i Europa nogle menneskerettigheder, som er, som de skal være, da de sikrer den enkelte mod overgreb fra staten – men vi har også en situation med flygtninge og immigranter, som er umulig at løse med de almindelige værktøjer.

Spørgsmålet er derfor, OM Europa vælger at være tro mod sine idealer og værdier eller ej.

Valget er nemt for dem af os, som har tag over hovedet, mad i køleskabet og ikke behøver at frygte morgendagen. Men for den stigende gruppe fattige i Europa er valget ikke ligeså enkelt. Her er det let at skyde skylden for arbejdsløsheden og de dårlige leveforhold på indvandrerne og flygtningene – og dermed også være ligeglad med konventionerne.

Og det er blandt disse udsatte og truede grupper, at partier som DF og også Ny Borgerlige kan fiske stemmer og sympati for at ødelægge det eneste værn, som vi har mod et barbarisk og uvidende tyranni. Nemlig Menneskerettighedskonventionen.

Tal derfor om det her alle steder – og tilføj, at der findes en kur – nemlig at mindske den sociale ulighed og øge den sociale lighed. For mennesker, som har arbejde og tryghed og sundhed, er sværere at få til at hade end mennesker, der mangler disse basale ting – eller føler, at det kan blive taget fra dem hver øjeblik.

Det er derfor, at det felttog, som blå blok i øjeblikket fører mod dårligere uddannelse, dårligere levevilkår og ingen tryghed, er så sindssyg og farlig en størrelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor skal Mary og Frederik til Saudi-Arabien

Pengene vinder altid – også i Danmark, hvor det er besluttet, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary trods massive protester i Udenrigsudvalget alligevel rejser en uges tid til Saudi-Arabien og Qatar i slutningen af måneden for at sælge smør, legoklodser og hvad vi kan friste de stenrige arabere i de to ørkenstater med.

Og ja, det er hovedrystende forkert, når man tænker på, hvordan mennesker behandles i de to lande, hvordan kvinder undertrykkes, hvordan henrettelser sker i fuld offentlighed på gaden, hvordan homoseksualitet er forbudt, hvordan man ikke må udtrykke sin politiske holdning eller have andre religioner end  islam osv. Ja, alt hvad vi forbinder med frihed og menneskerettigheder er forbundet med minimum fængsel og ofte piskeslag eller endda halshugning.

MEN når de nu skal af sted, de to kongelige kransekage-figurer – så kunne de bruges til noget fornuftigere end at jage vindmøller og ussel mammon. SÅ kunne man fra politisk side bruge kronprinsparret til at lægge pres på myndighederne i de to lande, således at:

1) flygtningene i nabolandene fik noget hjælp – bare en brøkdel af de mange penge, som Saudi-Arabien og Qatar har, vil gøre en kæmpeforskel og

2) der kan sættes fokus på menneskerettighederne, så fx en Raif Badawi kan blive frigivet.

Så ja, lad bare Frederik og Mary rejse til Saudi-Arabien og Qatar – men KUN hvis der også er en politisk agenda om hjælp til flygtninge og flere menneskerettigheder. For så kan det – meget undtagelsesvis – betyde, at de kongelige rent faktisk gør en forskel!!!

For i lande som Saudi-Arabien og Qatar virker kongerøgelse og smiger mere end fornuft og menneskelighed. Ja, det gør det desværre også i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fornuftens syrebad

De seneste års fokus på religion, ytringsfrihed og retten til at lave grin med kan ses som et begyndende opgør med den oplysningstid, der ellers har præget Europa siden 1700-tallet.

Før oplysningstiden var Europa styret af konger, kirke og religiøse dogmer. Omend de dogmer var kristne, så var det dog en samfundsform, der på mange måder mindede om mange af de muslimske lande idag. Individet havde kun få rettigheder i et samfund, der var præget af stor ulighed og stor statiskhed.

Men nu skulle der i oplysningstidens ånd sættes spørgsmålstegn ved alt – også religion. Det handlede om at være kritisk og fordomsfri, om at kun det, der kunne tåle en tur i fornuftens syrebad, skulle accepteres. Satire var derfor også vidt udbredt – og ytringsfriheden var noget, som skulle være absolut. Viden blev det nye sort – og man var sikker på, at mennesket via viden ville blive et bedre menneske – og dermed skabe en bedre verden.

Det moderne demokrati, menneskerettighederne og den religiøse tolerance er derfor begreber, der alle har rod i oplysningstiden – og som vi idag ynder at kalde essentielle for vores samfund.

MEN nu er et beklageligt opgør på vej. For der er i samfundet en stigende ulighed – noget der skaber en utryghed og ufred, der ikke er forenelig med demokrati og tolerance. Vi lever også i en tid, hvor vi får at vide, at vi skal være positive og accepterende – især på arbejdspladsen, men også andre steder.

Der er heller ingen længere, der taler om, at magthavernes beslutninger eller argumenter skal kunne tåle en tur i fornuftens syrebad. Satiren bruges dog stadigvæk – og ytringsfriheden.

Men som vi har set det i de seneste dage, så er blå blok i Danmark kun gode til at skyde med skarpt, ikke i stand til at modtage, og de er ikke alene om ikke at kunne tåle den most, som de giver andre. Tværtom. Problemet er udbredt over hele Europa.

Der snakkes også helt åbent om mange steder i Europa at vi skal stoppe med at følge menneskerettigheds-konventionerne.Fordi de ikke passer til situationen idag.

Så nej, vi behøver ikke x antal muslimske indvandrere til at genindføre et statisk samfund styret af religion, som mange ellers mener, er en reel trussel fra muslimske indvandrere mod de europæiske demokratier. Og det er da også et problem. En dansk undersøgelse viser, at op imod halvdelen af alle muslimer i Danmark mener, at Koranen skal have indflydelse på dansk lov.

Men Danmark – og de andre lande i Europa og især EU – er samtidig godt igang med helt selv og på eget initiativ at tage livet af den oplysningstid, som vi selv skabte – og hvis børn (demokrati, menneskerettigheder, tolerance og ytringsfrihed) er noget af det fineste, som vi nogensinde har frembragt på disse breddegrader.

Så ja, vi har aldrig manglet fornuftens syrebad så meget som nu. Både religiøse dogmer og overnationale EU-beslutninger trænger i dén grad til en tur i dét bad. For et samfund skal styres af fornuft og demokrati – tæt på de mennesker, som beslutningerne vedrører – og ikke af religion og/eller fjerne herskere.

Om vi bliver bedre mennesker af turene i fornuftens syrebad, som de troede det i 1700-tallet, tvivler Danmarksbloggen på – men samfundet bliver bedre, når vi sætter mennesket først og nær-demokratiet øverst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk