Europarådet – IKKE en del af EU, men vigtig

Danmark er formand for Europarådet fra november 2017 til maj 2018.

Det er ikke noget, som vi hører ret meget om – hverken i dansk presse eller i dansk politik, og det er en skam.

For det er faktisk vigtigt at kende Europarådet og Danmarks rolle heri – og især i denne tid, hvor flere politiske partier taler om at trække Danmark ud af internationale konventioner og organisationer.

Vi starter med det enkle: Europarådet er IKKE en del af EU, men en selvstændig  og mellemstatslig organisation, som blev dannet i London 5. maj 1949, hvor ti lande – deriblandt Danmark – underskrev den grundlæggende traktat, der lå til grund for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dermed også Menneskerettighedsdomstolen, der skal sikre den enkelte europæers rettigheder.

Læs mere om Europarådets opbygning her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/opbygning-og-institutioner/

Mange har i dag svært ved at skelne mellem Europarådet og EU – også fordi det øverste retslige råd i EU hedder Det Europæiske Råd, men det er altså noget andet.

EU har også fået større politisk magt end Europarådet, men især på menneskerettighedsområdet står Europarådet helt centralt som den enkelte europæers garant mod forfølgelse fra staten.

Europarådet har i sin snart 70 år gamle historie vedtaget ikke færre end cirka 200 konventioner – hvoraf Danmark har tiltrådt de fleste. Læs mere her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/danmark-i-er/

Der er også links til mere viden her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/formal-og-historisk-oversigt/

Og her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/resultater/

Danmarksbloggen vil gerne opfordre alle til at søge mere viden om Europarådet – og om Europas historie, for så vil det stå tindrende klart, at vores eneste chance for at komme igennem disse svære år er, hvis vi vedkender os vores internationale forpligtelser og holder fast i konventionerne … for deri ligger grunden til et civiliseret samfund, hvor retsikkerheden bibeholdes.

At trække Danmark ud er det samme som at byde barbariet, et samfund bygget på frygt og vold, indenfor, og det må aldrig ske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *