D.S. Henriksen udgav for kort tid siden bogen ”Dukkehuset” – en bog, der nok har et dukkehus som den centrale scene på mere end en måde, men som ikke på nogen måde ellers kan associeres med lyserøde prinsesse- og dukkelege med te-selskaber og løftede lillefingre.

Det drypper snarere af blod og ubestemmelige kropsvæsker end af spildt te – for nu at sige det ligenu.

Det starter ellers så hverdagsagtigt og velkendt. En antikvitetshandler, en kunde og et gammelt dukkehus. En ung gymnasieelev på vej hjem fra badmintonstræning gennem et dansk villakvarter klædt i sommer og idyl.

Men det ændrer sig – og bliver snart en uhyggelig historie, hvor dimensioner, fortid og nutid smelter sammen til et mareridt, en kamp på liv og død, hvor intet er givet på forhånd – og måske heller ikke på efterhånd.

Alt er beskrevet indgåede, levende og detaljeret i et nemt og tilgængeligt sprog, og man har på fornemmelsen, at forfatteren har siddet foran computeren og skrevet bogen i én samlet køre, hvilket selvfølgelig ikke kan lade sig gøre – efter de normale love.

Men netop de normale naturvidenskabelige love er i dén grad ophævet i ”Dukkehuset”, hvor vi hvirvles rundt i et mørkt mareridt, hvor selv den kloge Mira må give fortabt og ikke bare automatisk kender svarene.

Hendes venindes storebror David, der har den fysiske styrke med sig, må også erkende, at selv kræfter ikke altid er nok for en ung mand, der som vanen er for hans alder, opfatter sig ret udødelig.

Undervejs i Mira og Davids rejse i et univers, der er både sadistisk og indeholdende en pæn kadaverdisciplin, møder de også andre skæbner og eksistenser, som man heller ikke nogensinde ønsker at komme nær, end ikke selvom man er en hund efter mystik og fantastik.

Men nu skal der ikke siges for meget – læs selv bogen, hvor der også er flash-backs til noget, der er langt væk fra en dansk hverdag, nemlig en nazistisk arbejds – og udryddelseslejr, hvor kommandanten og hans datter lever under 2. verdenskrig, men forsvinder ind i dette mærkelige dukkehus, som årtier senere sælges til Davids far, som giver det til Davids søster Line.

Og det er så derfra, at denne rædselsfulde rejse starter ind i et univers, som ingen af os nogensinde ønsker at blive en del af.

Undertegnede er i hvert fald glad for ikke at eje et dukkehus – eller noget andet fra en antikvitetshandler for den sags skyld. For ”Dukkehuset” er en bog, der giver gåsehud og direkte ubehag.

Bogen giver så også en stor lyst til at rydde op i skabe og på loftet – bare for at være på den sikre side i forhold til at skille sig af med gamle – og måske farlige – sager.

Danmarksbloggen giver tre dukkehuse ud af seks mulige.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk