Anmeldelse: ”Tudsen Tue”

”Tudsen Tue” er skrevet af historiefortæller Anette Wilhjelm Jahn, og er en vaskeægte eventyrbog – med nogle herligt uventede twists og en slutning, som undertegnede ikke havde forudset.

Det er en moderne eventyrfortælling om pigen Anna, der bor i et hus på en villavej sammen med sine forældre, der ønsker alt det bedste for hende, men som begår den klassiske fejl, at de har lettere ved at se tingene med voksen-øjne end i børnehøjde.

Noget som beskrives med knugende realisme. For man føler med Anna, der er en ensom lille pige, som holdes udenfor, og savner en ven både i skolen, i SFO´en og når hun sidder alene nede i sit legehus i haven.

Heldigvis møder Anna tudsen Tue, der kan mere end at se livet fra et tudse-perspektiv. Tudsen Tue er i sagens natur grøn, og som en anden grøn eventyrfigur, nemlig Yoda fra Star Wars, er Tue så livsklog, at det hedder visdom – og i modsætning til Yoda så kan Tue tale rent.

Tue taler endda både tudse- og menneskesprog. Foruden at han kan fortælle eventyr – tudseeventyr selvfølgelig – samt at han kan tænke og agere hurtigt.

Quark, som han siger det fra tid til anden.

Så Tue lærer bogen igennem Anna en masse om det at være til, være sig selv og være en god ven. For på en eller andet måde hænger de tre ting sammen. For det ved Tue, som man som læser straks forelsker sig i, og håber at møde én dag – i hvert fald hvis man er et barn eller en voksen, der kan finde barnesindet frem.

Forfatter Anette Wilhjelm Jahn får nemlig på hver eneste side overbevist os om, at ens liv bliver meget bedre, hvis tudsen Tue er en del af det. Man fornemmer, at hun selv er en smule forelsket i tudsen – og hvem ville ikke være det?

Tudsen Tue er nemlig som en fe. Han kommer, når der er behov for hjælp. Men han er en realistisk fe, der ikke har hverken vinger, tryllestøv eller tryllestav. I stedet formår Tue at skubbe på den rigtige måde og på de rigtige tidspunkter, så Anna bliver klogere, og træffer de valg, som hun bliver glad for på den lange bane – uden at noget skal røbes her.

For som nævnt så tager handlingen nogle sving, og har nogle præmisser, som man normalt ikke ser i en børnebog, hvilket er en stor styrke. For det er en moderne eventyrbog, hvor personerne – også Anna og Tue – er mangefacetterede og ikke kun søde, stærke og lige til at elske. Anna er fx også egoistisk og nogle gange både heftig og hastig, og Tue er forfængelig og lidt selvglad som en anden Mary Poppins. Altså egenskaber, som gør det hele vældigt troværdigt.

Som læser tror man simpelthen på historien – også på den talende tudse, som kan så meget, også fortælle de gendigtede eventyr fra hele verden, som der er flere af i bogen. Eventyr fra hele verden om både en grib, en heks, prinsesser – og tudser. Altid tudser. For Tue er – med rette – stolt over at være tudse, og kan derfor også kun eventyr med tudser.

Det er Anette Wilhjelm Jahn selv, der med stor snilde og faglig dygtighed har stået for at gendigte de gamle folkeeventyr, så de passer ind i fortællingen om Tue og Anna.

Både eventyrerne, som sagtens kan stå i deres egen ret, og historien om Tue og Anna er letlæste. Bogen er også skrevet i et flydende sprog, som gør, at man som læser sluger bogen i én stor mundfuld, som når en tudse slår den lange tunge ud for at fange en flue.

Og de heldige børn, som får bogen læst højt, vil med garanti insistere på en side mere, åh, jo, bare én side mere. For ”Tudsen Tue” er mere end velegnet til oplæsning, både i klassen og derhjemme ved sengetid, og der er lidt at gå igang med. Bogen er ialt på 199 sider.

”Tudsen Tue” fås også som lydbog, hvor det er forfatteren selv, der læser højt – og dét kan anbefales at lytte til. Forfatter Anette Wilhjelm Jahn er nemlig professionel historiefortæller, og kan alene med sin stemme formidle hele bogens univers, og alle dens stemninger, fornemmelser – og væsner.

Men også bogens forside og tegninger, der er lavet af Nina Broen, formidler på fineste vis ”Tudsen Tue”.

Illustrator Nina Broen har sat sig ind i stoffet, og er man ikke allerede forelsket i Tue, så bliver man det på historiens sidste side, hvor der er en fin tegning af Tue. Men også alle andre illustrationer er præcis så søde, uskyldsrene og alligevel fulde af kalorier, som bogens hovedhistorie og eventyr er det.

Eneste anke mod de finurlige og detaljerige illustrationer er det ærgerlige i, at der sjældent i den danske bogbranche er midler til at lave andet end sort-hvide tegninger inde i bogen. For Nina Broens vidunderlige tegninger er som skabt til at være i farver, som man ser det på bogens forside, hvor hele Tue og Annas univers lever og gløder.

Danmarksbloggen giver ”Tudsen Tue” seks ud af seks tudser – og vil anbefale voksne, hvis børn selv kaster sig over bogen at læse den, når deres børn er faldet i søvn.

For ”Tudsen Tue” er en bog med et budskab til os alle sammen om at tro på talende tudser, eventyr og mirakler – også i 2020. Ja, måske især i 2020. Eventyr hører nemlig alle tider og alle aldre til.

Det er Silhuet, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1 thought on “Anmeldelse: ”Tudsen Tue”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *