Tag-arkiv: Sigfred Pedersen

Anmeldelse: ”Søren elsker Katinka”

Udgivet den af
1

Cabaret-vandring i og omkring Nyhavn og Minefeltet! Det er jo hele to ting på samme tid, både musik og byvandring.

Nej, faktisk er det tre, når det er Allan Høier fra Teatret Optimis, der optræder. For så er der også en god portion skuespil involveret, når hr. Høier fortæller om Sigfred Pedersens liv og med stort engagement synger nogle af hans viser.

Vi starter i Nyhavn – nede ved ankeret, men begiver os hurtigt over i den såkaldt pæne side af Nyhavn, hvor der selvfølgelig lægges ud med ”Søren Bramfris lærkesang”, nok bedre kendt som ”Nu går våren gennem Nyhavn” – denne sang, der om nogen personificerer Nyhavn og foråret – og ja, både et sted og en årstid kan godt personificeres, når det er Sigfred Pedersen, der har skrevet ordene.

Den pæne side af Nyhavn er som bekendt den side, som ligger i skyggen, men hvorfra man på Sigfred Pedersens tid med største mistro så over mod den anden side, den uartige side, hvor søfolk, letlevende damer, fattige, studerende og kunstnere færdes i en konstant vrimmel omgivet af støj, røg og stank mellem skibe, varer, snavs og rotter.

I dag er det solsiden – den med alle restauranterne, turisterne og nogle af hovedstadens dyreste ejerlejligheder. Sådan forandrer alting sig – og dog.

Våren er nemlig altid den samme, denne vidunderlige vår, som hvert år vækker os igen efter en lang vinter. Og nok var aftenen i går en blæsende sommeraften, men det var som spillede vårens blå lys alligevel mellem de gamle huse – og måske allermest under Stærekassens guldmosaik, da Allan Høier indfølende sang ”Den gamle skærslippers forårssang”. Det er den med ordene:

Men jeg er digter, og jeg må drømme, thi jeg er ét med den lyse nat …

For det var Sigfred Pedersen. Trods en bondebaggrund og en universitetsuddannelse blev han hverken en håndens mand eller en intellektuel. Han var og blev digter, visesmed – og Danmarks Bellman, der kunne skrive som ingen andre her til lands om erotik og kærlighed, om livet på beværtningerne og i de små lejligheder …

Og det gælder, også selvom han – som en kunstnerkollega sagde det – ikke havde det fjerneste talent for at gå i hundene. Snarere tværtimod. For nok var Sigfred Pedersen en bohême, der fik sin post sendt hen til café Nick i Nikolajade, men han endte også med at få både ridderkors og komme på finansloven.

Og ja, cabaret-vandringen går også til café Nick og resten af kvarteret omkring Nikolai Kirke – og til området ved Hviids Vinstue og det nu hedengangne Parnas, der i dag er en trendy blomsterbutik (tsk-tsk) – og til Sct. Annæ Passage mellem Store Kongensgade og Bredgade.

Så vi kommer godt omkring i byen, inden vi vender tilbage til Nyhavn – og denne gang til den uartige side, solsiden – og her får vi en version af ”Katinka, Katinka”, så det smælder i baggården.

Inden kommer vi dog ned på Sigfred Pedersens plads, ja det hedder den ikke – sådan rigtig. Men det burde den lille plads ved Lille Strandstræde hedde, både på grund af dens geografi – og fordi Sigfred Pedersen ikke har så meget som en gade eller bare et lille stræde opkaldt efter sig.

Det gør Allan Høier også opmærksom på – på samme fine, oplysende og levende måde som han formidler denne del af den gamle danske kulturarv, som mange især blandt de unge og yngre generationer måske ikke kender.

Men Danmarksbloggen lagde mærke til, hvordan også dem født i dette årtusinde lyttede interesserede, når de kom forbi os, der stod forsamlet om den velsyngende mand i den lyse cottoncoat med kufferterne – og den lille kineser, der spillede så fint til nede i kufferten. Han hedder i virkeligheden Allan Thorsgaard.

Danmarksbloggen giver ”Søren elsker Katinka” fem ud af seks snapse, som dem der gavmildt blev delt rundt under den dybt musikalske tur i Nyhavn og Minefeltet i selskab med Sigfred Pedersen og Allan Høier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sigfred Pedersen 115 år – men jeg er digter, og jeg må drømme

Udgivet den af
3

I morgen lørdag d. 10. marts er det 115 år siden, at en af Danmarks største visedigtere blev født, nemlig Sigfred Pedersen.

I dag er der mange, der ikke genkender navnet, selvom vi stadig synger Sigfred Pedersens viser.

Hvem kender fx ikke ”Nu går våren gennem Nyhavn” (som ret beset hedder ”Søren Bramfris Lærkesang”), ”Katinka, Katinka”, ”Tørresnoren” – og ”Sølvstænk i dit gyldne hår”, som Kim Larsen gjorde til folkeeje igen for nogle år siden, og hvis melodi ofte bruges til lejlighedssange, både i virkelighedens og i kunstens verden som fx til Varnæs-parrets sølvbryllup i ”Matador”.

Sigfred Pedersen bliver ofte sammenlignet med den svenske visedigter Evert Taube, og det holder, når man ser på de muntre melodier, og fordi meget af hans digtning handler om hverdagens små begivenheder – og om at se det store i det små.

Men indimellem kan Sigfred Pedersen måle sig med mesteren selv, visekunstens fader svenskeren Carl Michael Bellman, der som ingen andre har skrevet usentimentalt og alligevel så rørende om de store ting, om livet, døden, kærligheden og beruselsen. Og ikke nødvendigvis i dén rækkefølge – men ofte med et godt blik for samtidig at skildre de klasseskel og den dobbeltmoral og det hykleri, som ikke kun er et problem i vor tid, men som også var udbredt på Bellmans tid i 1700-tallet.

Bellmans hovedfigur var urmageren Fredman, hvis store kærlighed Ulla Wiinblad ernærede sig som en glædespige, der indimellem blev idømt ophold på Långholmen (et kvindefængsel i Stockholm) af de samme dommere, der også besøgte hende og hendes veninder i Gamla Stans små lejligheder, som i dag koster spidsen af en jetjager, men som dengang var boliger for samfundets bund.

Sådan en figur som Fredman har Sigfred Pedersen så ikke, men hos hans skærslipper, som man møder i ”Den gamle skærslippers forårssang”, ser man en livsfilosofi, som kan måle sig med Bellmans Fredman og dennes fokus på favntaget og beruselsen, som med Sigfred Pedersens ord beskrives således i den smukke vise om skærslipperen – her i et tilbageblik på ungdommen: Jeg sov hos landsbyens bedste tøs. Med hende var det en fryd at bakse, thi vårens duft var i hendes skød.

Og senere lyder det med en klar adresse til samfundet og hykleriet – og til digtekunsten: Den, der har pligter, kan sagtens dømme en pjalt, som ikke betaler skat. Men jeg er digter og jeg må drømme, thi jeg er eet med den lyse nat.

Men i jantelovens fædreland bliver skærslipperen ikke udnævnt til en helgen som Bellman gjorde Sankte Fredman, for verset fortsætter: De digtere er så mange slagse, og selv blandt dem er jeg kun en fant, der sliber knive og sliber sakse, og takker rørt for en kobberslant.

Og så er det alligevel hos den gamle skærslipper, denne ædle landevejens ridder, at alt det der i virkeligheden betyder noget skal findes, for som Sigfred Pedersen flere steder i visen lader skærslipperen synge: Jeg sliber knive, jeg sliber sakse. Jeg sliber solskin og dagligt brød.

For solskin og dagligt brød er alt, hvad vi behøver. Det vidste og skrev Sigfred Pedersen, Evert Taube og Bellman om på måder, så det stadig skal synges, så det gjalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. En fant er en sølle, fattig fyr.

Anmeldelse: Søren elsker Katinka

Udgivet den af
Svar

Kan man synge forårssange i høstmåneden august – og stadig få elskovsroserne til at blomstre? Svaret er ja, når det drejer sig om Teatret OPtimis´ cabaret ”Søren elsker Katinka”, hvor d´herrer Allan Høier og Allan Thorsgaard synger og spiller, så Sigfred Pedersen må fornøje sig i sin himmel – måske endda med en lille én til halsen, hvis det ellers er til at få deroppe.

Det kan man håbe, også fordi at både på scenen og blandt publikum kunne vi HELT i den gode digters ånd nyde et dejligt glas, mens vi hørte om Sigfred Pedersens liv fra han sad på loftet i barndomshjemmet på Fyn over de festlige og fattige ungdomsår i København og senere i livet, hvor han var blevet dansk nationaleje og boede mange steder på Sjælland med sine to hustruer og i alt fire børn, inden han endte sine dage alt for ung, kun 64 år gammel, i huset i Snekkersten lige ved Øresund.

Men i de lidt mere end seks årtier, hvor han fik lov til at opleve naturen og våren – og kærligheden, gav han os viser, som stadig lever – og som hos Teatret OPtimis får en glød, som var de skrevet i går. Det kunne de også sagtens have været, for i deres beskrivelser af tilværelsen og livets gang er Sigfred Pedersens tekster langtidsholdbare og blandt de absolut bedste i den danske viseskat.

Sigfred Pedersen bliver ofte sammenlignet med skaberen af nordisk visekunst, svenskeren Carl Michael Bellman, og de har unægtelig meget tilfælles i deres fascination af livet, kærligheden, naturen, erotikken og livet på byens små beværtninger, som de begge frekventerede ganske hyppigt.

Men der er også 150 år mellem de to digtere og deres virker – og hvor Bellman havde en fast hovedfigur i sin digtnings hovedværker, nemlig urmageren Fredman, og hele livet igennem manglede penge og vel egentlig først for alvor blev anerkendt efter sin død, selvom han i levende live nød både popularitet og kongens gunst, så oplevede Sigfred Pedersen den lykke som det er for en digter at blive anerkendt – og få al den opmærksomhed, som han fortjente for sine viser, hvis fælles figur var livet i Danmark.

I dag, i 2017, er vi så dér at trods et Sigfred Pedersen Museum i Humlemagasinet i fødebyen Harndrup og diverse optrædener fra mange gode sider, så er opgaven at sørge for, at hans tekster hverken glemmes – eller gemmes hen, men sikres for kommende generationer. Så det er bedre end godt, at Teatret OPtimis kaster sig over hans viser og at de tør fortolke dem, både klassisk og med nytænkning og finesse.

For unge mennesker forelsker sig stadig, og vi andre får stadig sølvstænk i vores gyldne hår – eller hvad farve det oprindeligt havde, dengang vi forelskede os en skøn forårsdag nede i Sigfred Pedersens elskede Nyhavn, mens solen skinnede om kap med lykken.

Netop melodien og dele af teksten til den sidst nævnte vise ”Sølvstænk i dit gyldne hår” blev i øvrigt brugt til lejlighedssangen til Varnæs-parrets sølvbryllup i Matadors afskeds-scene, så Sigfred Pedersen er også med i Danmarks store tv-serie, hvad man måske ikke tænker over, når man ser afsnit 24.

Men tilbage til nutiden og Teatret OPtimis´ cabaret ”Søren elsker Katinka”, som Danmarksbloggen så på Metronomen på Frederiksberg, hvor der var fuldt hus til en forestilling, der varer to gange tre kvarter, og som indeholder en bred vifte af både kendte og måske lidt mindre kendte viser, der alle fremføres med en eminent dygtighed.

Allan Høier kan både fortælle levende samt synge klart og stærkt, og Allan Thorsgaards spil lyder præcis så let og legende, at man ved, at der ligger i timevis af hårdt arbejde bagved. De to er med andre ord så sammenspillede og så dygtige, at der på deres tørresnor ikke kun hænger en stor viden om Sigfred Pedersen og hans viser, men også en indføling med og en forståelse af digteren og hans virke, som man skal tilbage til en Erik Paaske for at finde magen til. Ja, arven helt tilbage til Hans Kurt kunne anes.

Mest indtryk og endda så meget at en lille tåre pressede sig på, gjorde ordene fra ”Skærslipperens morgensang”: ”Men jeg er digter, og jeg må drømme, for jeg er ét med den lyse nat”. For det var jo netop dét, som Sigfred Pedersen gjorde, og dét som vi gjorde, alle os der sad ude i Metronomen og blev så stille, da netop denne vise blev sunget og spillet med en følsom inderlighed, der blev siddende i kroppen hele vejen hjem gennem et sommerklædt København.

Danmarksbloggen giver Teatret OPtimis´cabaret ”Søren elsker Katinka” fem ud af seks gule sol-unger, som dem der synges om i Sigfried Pedersens meget elskede vise ”Nu går våren gennem Nyhavn”, som vi selvfølgelig også fik – endda i en smældende version. For våren stryger i dén grad gennem hele forestillingen – og måske allermest til sidst. Mere skal ikke røbes her. Gå selv ind og se og lyt – og syng med.

Danmarksbloggen garanterer, at De bliver i et forrygende Forårshumør.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk