Sigfred Pedersen 115 år – men jeg er digter, og jeg må drømme

I morgen lørdag d. 10. marts er det 115 år siden, at en af Danmarks største visedigtere blev født, nemlig Sigfred Pedersen.

I dag er der mange, der ikke genkender navnet, selvom vi stadig synger Sigfred Pedersens viser.

Hvem kender fx ikke ”Nu går våren gennem Nyhavn” (som ret beset hedder ”Søren Bramfris Lærkesang”), ”Katinka, Katinka”, ”Tørresnoren” – og ”Sølvstænk i dit gyldne hår”, som Kim Larsen gjorde til folkeeje igen for nogle år siden, og hvis melodi ofte bruges til lejlighedssange, både i virkelighedens og i kunstens verden som fx til Varnæs-parrets sølvbryllup i ”Matador”.

Sigfred Pedersen bliver ofte sammenlignet med den svenske visedigter Evert Taube, og det holder, når man ser på de muntre melodier, og fordi meget af hans digtning handler om hverdagens små begivenheder – og om at se det store i det små.

Men indimellem kan Sigfred Pedersen måle sig med mesteren selv, visekunstens fader svenskeren Carl Michael Bellman, der som ingen andre har skrevet usentimentalt og alligevel så rørende om de store ting, om livet, døden, kærligheden og beruselsen. Og ikke nødvendigvis i dén rækkefølge – men ofte med et godt blik for samtidig at skildre de klasseskel og den dobbeltmoral og det hykleri, som ikke kun er et problem i vor tid, men som også var udbredt på Bellmans tid i 1700-tallet.

Bellmans hovedfigur var urmageren Fredman, hvis store kærlighed Ulla Wiinblad ernærede sig som en glædespige, der indimellem blev idømt ophold på Långholmen (et kvindefængsel i Stockholm) af de samme dommere, der også besøgte hende og hendes veninder i Gamla Stans små lejligheder, som i dag koster spidsen af en jetjager, men som dengang var boliger for samfundets bund.

Sådan en figur som Fredman har Sigfred Pedersen så ikke, men hos hans skærslipper, som man møder i ”Den gamle skærslippers forårssang”, ser man en livsfilosofi, som kan måle sig med Bellmans Fredman og dennes fokus på favntaget og beruselsen, som med Sigfred Pedersens ord beskrives således i den smukke vise om skærslipperen – her i et tilbageblik på ungdommen: Jeg sov hos landsbyens bedste tøs. Med hende var det en fryd at bakse, thi vårens duft var i hendes skød.

Og senere lyder det med en klar adresse til samfundet og hykleriet – og til digtekunsten: Den, der har pligter, kan sagtens dømme en pjalt, som ikke betaler skat. Men jeg er digter og jeg må drømme, thi jeg er eet med den lyse nat.

Men i jantelovens fædreland bliver skærslipperen ikke udnævnt til en helgen som Bellman gjorde Sankte Fredman, for verset fortsætter: De digtere er så mange slagse, og selv blandt dem er jeg kun en fant, der sliber knive og sliber sakse, og takker rørt for en kobberslant.

Og så er det alligevel hos den gamle skærslipper, denne ædle landevejens ridder, at alt det der i virkeligheden betyder noget skal findes, for som Sigfred Pedersen flere steder i visen lader skærslipperen synge: Jeg sliber knive, jeg sliber sakse. Jeg sliber solskin og dagligt brød.

For solskin og dagligt brød er alt, hvad vi behøver. Det vidste og skrev Sigfred Pedersen, Evert Taube og Bellman om på måder, så det stadig skal synges, så det gjalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. En fant er en sølle, fattig fyr.

Årets Bellman-dag er søndag d. 13. august

På søndag d. 13. august er det årets Bellman-dag i Danmark, hvor skaberen af den nordiske visetraditionen Carl Michael Bellman behørigt skal fejres på Sophienholm i Lyngby med en stor koncert – og det er GANSKE GRATIS at deltage.

Men hvem var denne Bellman, som lige siden han levede i slutningen af 1700-tallet, har inspireret kunstnere og musikere i en grad, så han er Nordens ukronede visekonge?

Navnet var som sagt Carl Michael Bellman, og han blev født i Stockholm, hvor han også levede og døde, kun 55 år gammel i 1795.

Hele livet igennem sloges Bellman med det økonomiske, som aldrig blev hans spidskompetance, selvom han oprindeligt blev uddannet i en bank og nød godt af kongens gunst. Han optrådte således ofte ved det svenske hof.

Men Bellmans virke og hjertebarn var digtningen og musikken. Og nok startede han ud med meget moralske og religiøse digte, men de blev hurtigt erstattet af de viser om livet på samfundets bund, som vi stadig synger i dag, og som i centrum har urmageren Jean Fredman, der ligesom visernes andre faste figurer Ulla Wiinblad, Movitz, Fader Berg m.fl virkelig har levet og gået rundt i Gamla Stans små stræder og gyder – og ikke mindst besøgt de mange kroer, som der var dengang.

Livet i Stockholm i 1700-tallet var nemlig hårdt og kort, og for at klare det skulle der store mængder alkohol til, hvad Bellman så og skrev viser om. Han lader derfor også sin hovedfigur Fredman, der oprindelig var kongens urmager, men som helt bogstaveligt døde i rendestenen, hylde vinguden Bacchus – og det i en grad, så Fredman i Bellmans digtning bliver både ridder og helgen i den fine Bacchi-orden, som også har Venus/Freja og Charon som sine guder.

For livet handler iflg. Bellman om kærlighed og beruselse, inden døden kommer. Drik ud, min ven, se døden på dig venter, som et af de mest berømte citater lyder.

Bellmans viser handler derfor også kun på overfladen om det hårde og drukfældige liv på samfundets bund i den svenske hovedstad, for samtidig er de så uendelig poetiske og smukke i deres beskrivelser af de til alle tider fællesmenneskelige vilkår som liv, kærlighed, erotik og død, at viserne mere end bare holder til tidens tand.

Viserne har også lige siden Bellman skrev dem inspireret andre kunstnere og musikere – og gør det stadig.

De mest kendte viser er dem, der er samlet i henholdsvis ”Fredmans Epistler” og ”Fredmans Sange” – to værker, der er uden fortilfælde og uden sidestykke i nordisk digtning, ja i hele verden. Det bliver simpelthen ikke bedre end Bellman. Hans værker er Bibelen, grundbogen for alt, der har med viser at gøre.

Så pak madkurven og kom ud i det grønne på Sophienholm ved Lyngby på søndag d. 13. august kl. 14 og hør Bellman-viser – og syng selv med. Det er ganske gratis. Men kig lige på Bellman-selskabets hjemmeside ved 9-tiden www.bellman.dk – for i tilfælde af regn så flyttes koncerten til Store Kapel på Gyrite Lemchesvej i Kongens Lyngby.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Elskov, vin og basfioler”

Det er mere end 200 år siden, at Carl Michael Bellman døde. Der er også mere end 600 km fra Stockholm og Gamla Stans små, krogede gader til det moderne Islands Brygge i København med havnefronten, havnebadet og Kulturhuset, som i går dannede rammen om Teatret OPtimis 25 års-jubilæums-forestilling Bellman-cabareten ”Elskov, vin og basfioler”, som består af både skuespil og en bred vifte af Bellmans skønne viser.

Men til trods for den store forskel i både tid og sted var vi alligevel hele aftenen tilbage i 1700-tallets Stockholm, hvor livet var hårdt og kort – og hvor nordisk visekunsts grundlægger og helt store digter Carl Michael Bellman (1740-95) levede, drak og skrev sine viser om de skæbner, som han mødte rundt omkring på de kroer, som der var så mange af i datidens Stockholm.

Hovedpersonen i Bellmans digtning er den navnkundige Fredman, der tog turen oppefra og ned, og som derfor havde Bellmans særlige bevågenhed og interesse. Hr. Jean Fredman var nemlig oprindelig den svenske konges urmager, rig og agtet – men han endte alligevel bogstaveligt talt i rendestenen, hvor han iklædt laser og pjalter døde af druk.

Sammen med Fredman på turene rundt på Stockholms kroer var hans hjertets udkårne, den med en anden gifte Ulla Wiinblad, der også ernærede sig ved at tage penge for sin gunst, Movitz og en masse andre herlige karakterer, som kommer til live med både vin i stride strømme, et overraskende kys og en inderlig dans hos Teatret OPtimis, der ynder at gestalte store kulturpersonligheder som netop Bellman, hvis liv med lige dele digtning, gældsfængsel, kongens gunst og drukture i forestillingen kobles sammen med Fredman, som er den bærende person i Bellmans hovedværk ”Fredmans Epistler”.

I Bellmans univers blev det til hele 82 viser, som sammen danner ”Fredmans Epistler”, hvor Bellman lader Fredman fortælle om sit liv – og sin moral der stik imod samfundsordenen dengang handlede om at søge alkoholen og favntaget i bevidstheden om, at døden altid er meget tæt på.

Så det gælder om at gribe dagen og skynde sig at leve, skynde sig at drikke og skynde sig at mærke den fysiske kærlighed – i stedet for at leve det dydige liv, som kirken agiterede for, men som Bellman ikke kunne bruge til noget.

Bellman indstiftede i stedet Bacchus-ordenen, hvor Fredman selvsagt blev helgen – og hvor man hyldede Bacchus (vinens Gud), Freja/Venus (den fysiske kærlighed) og dødens Gud Charon. For døden – både den lille i form af orgasmen og glemslen i alkoholens tåger – og den store, den endelige – var hele tiden lige ved siden af menneskene i 1700-tallets Stockholm.

Drik ud min ven, døden på dig venter, som Bellman siger det til Movitz, inden det er tid til endnu en epistel – eller sang. For de to ting er nemlig ikke det samme.

Epistlerne er Fredmans viser, hvor Bellman lader Fredman som en anden Paulus skrive breve, altså epistler, til sine menigheder (aka de andre, der drikker og horer sig igennem livet) om det gode i at søge glasset og elskoven. Viserne derimod er en samling sange, som bærer Fredmans navn, men som for manges vedkommende slet ikke har noget med Fredman at gøre.

Derfor er sangene gode alligevel – og de spilles og synges heldigvis ligeså flittigt som epistlerne hos Teatret OPtimis i aftenens forestilling, hvor vi kommer godt igennem Bellmans imponerende store katalog af viser, der bare holder – også i 2016.

Skal Danmarksbloggen endelig drysse lidt malurt i det ellers fulde bæger, handler det om det danske sprog versus det svenske sprog, som Bellman skrev sine sange og epistler på. For ja, viserne er udmærket oversat – og det giver god mening at synge på dansk i en dansk forestilling. Så kan alle også forstå det.

Men hvor ville det have været skønt, hvis bare et par stykker havde været sunget på originalsproget svensk som fx epistel no. 7, som også synges efter arrangement af vor tids måske bedste Bellman-fortolker svenskeren Thord Lindé. Eller/og den meget kendte epistel no. 72 ”Glimmande Nymf”, som får nogle helt andre dybder, når de svenske lyde er med.

Eller måske Bellmans mest populære vise, den om sommerfuglen ”Fjäril vingad syns på Haga”, der også lukkede en dejlig aften på Bryggen i København – mere end 600 km fra Stockholm og Gamla Stan, der i øvrigt stadig har både gyder og kældre, der ser ud, som de gjorde det på Bellmans tid.

Danmarksbloggen giver fire, store basfioler som den, som kvinten sprang på en sommeraften i 1769 et sted i netop Gamla Stan – og hvis melodi vi danskere bedst kender som brugt til Nødebo Præstegaards ”Velkommen velsignede drenge” – men som på Bellman´sk hedder Epistel no. 31 og handler om både venskab, en smuk kvinde, en soldat, nogle lussinger, en basfiol og selvfølgelig en tår over tørsten – eller fem.

Det er Allan Høier, der spiller og synger Bellman – og Fredman. Allan Thorsgaard spiller guitar – og Movitz. Kjeld Steffensen spiller cello. Bo Skødebjerg har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk