Årets Bellman-dag er søndag d. 13. august

På søndag d. 13. august er det årets Bellman-dag i Danmark, hvor skaberen af den nordiske visetraditionen Carl Michael Bellman behørigt skal fejres på Sophienholm i Lyngby med en stor koncert – og det er GANSKE GRATIS at deltage.

Men hvem var denne Bellman, som lige siden han levede i slutningen af 1700-tallet, har inspireret kunstnere og musikere i en grad, så han er Nordens ukronede visekonge?

Navnet var som sagt Carl Michael Bellman, og han blev født i Stockholm, hvor han også levede og døde, kun 55 år gammel i 1795.

Hele livet igennem sloges Bellman med det økonomiske, som aldrig blev hans spidskompetance, selvom han oprindeligt blev uddannet i en bank og nød godt af kongens gunst. Han optrådte således ofte ved det svenske hof.

Men Bellmans virke og hjertebarn var digtningen og musikken. Og nok startede han ud med meget moralske og religiøse digte, men de blev hurtigt erstattet af de viser om livet på samfundets bund, som vi stadig synger i dag, og som i centrum har urmageren Jean Fredman, der ligesom visernes andre faste figurer Ulla Wiinblad, Movitz, Fader Berg m.fl virkelig har levet og gået rundt i Gamla Stans små stræder og gyder – og ikke mindst besøgt de mange kroer, som der var dengang.

Livet i Stockholm i 1700-tallet var nemlig hårdt og kort, og for at klare det skulle der store mængder alkohol til, hvad Bellman så og skrev viser om. Han lader derfor også sin hovedfigur Fredman, der oprindelig var kongens urmager, men som helt bogstaveligt døde i rendestenen, hylde vinguden Bacchus – og det i en grad, så Fredman i Bellmans digtning bliver både ridder og helgen i den fine Bacchi-orden, som også har Venus/Freja og Charon som sine guder.

For livet handler iflg. Bellman om kærlighed og beruselse, inden døden kommer. Drik ud, min ven, se døden på dig venter, som et af de mest berømte citater lyder.

Bellmans viser handler derfor også kun på overfladen om det hårde og drukfældige liv på samfundets bund i den svenske hovedstad, for samtidig er de så uendelig poetiske og smukke i deres beskrivelser af de til alle tider fællesmenneskelige vilkår som liv, kærlighed, erotik og død, at viserne mere end bare holder til tidens tand.

Viserne har også lige siden Bellman skrev dem inspireret andre kunstnere og musikere – og gør det stadig.

De mest kendte viser er dem, der er samlet i henholdsvis ”Fredmans Epistler” og ”Fredmans Sange” – to værker, der er uden fortilfælde og uden sidestykke i nordisk digtning, ja i hele verden. Det bliver simpelthen ikke bedre end Bellman. Hans værker er Bibelen, grundbogen for alt, der har med viser at gøre.

Så pak madkurven og kom ud i det grønne på Sophienholm ved Lyngby på søndag d. 13. august kl. 14 og hør Bellman-viser – og syng selv med. Det er ganske gratis. Men kig lige på Bellman-selskabets hjemmeside ved 9-tiden www.bellman.dk – for i tilfælde af regn så flyttes koncerten til Store Kapel på Gyrite Lemchesvej i Kongens Lyngby.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk