Anmeldelse: ”Elskov, vin og basfioler”

Det er mere end 200 år siden, at Carl Michael Bellman døde. Der er også mere end 600 km fra Stockholm og Gamla Stans små, krogede gader til det moderne Islands Brygge i København med havnefronten, havnebadet og Kulturhuset, som i går dannede rammen om Teatret OPtimis 25 års-jubilæums-forestilling Bellman-cabareten ”Elskov, vin og basfioler”, som består af både skuespil og en bred vifte af Bellmans skønne viser.

Men til trods for den store forskel i både tid og sted var vi alligevel hele aftenen tilbage i 1700-tallets Stockholm, hvor livet var hårdt og kort – og hvor nordisk visekunsts grundlægger og helt store digter Carl Michael Bellman (1740-95) levede, drak og skrev sine viser om de skæbner, som han mødte rundt omkring på de kroer, som der var så mange af i datidens Stockholm.

Hovedpersonen i Bellmans digtning er den navnkundige Fredman, der tog turen oppefra og ned, og som derfor havde Bellmans særlige bevågenhed og interesse. Hr. Jean Fredman var nemlig oprindelig den svenske konges urmager, rig og agtet – men han endte alligevel bogstaveligt talt i rendestenen, hvor han iklædt laser og pjalter døde af druk.

Sammen med Fredman på turene rundt på Stockholms kroer var hans hjertets udkårne, den med en anden gifte Ulla Wiinblad, der også ernærede sig ved at tage penge for sin gunst, Movitz og en masse andre herlige karakterer, som kommer til live med både vin i stride strømme, et overraskende kys og en inderlig dans hos Teatret OPtimis, der ynder at gestalte store kulturpersonligheder som netop Bellman, hvis liv med lige dele digtning, gældsfængsel, kongens gunst og drukture i forestillingen kobles sammen med Fredman, som er den bærende person i Bellmans hovedværk ”Fredmans Epistler”.

I Bellmans univers blev det til hele 82 viser, som sammen danner ”Fredmans Epistler”, hvor Bellman lader Fredman fortælle om sit liv – og sin moral der stik imod samfundsordenen dengang handlede om at søge alkoholen og favntaget i bevidstheden om, at døden altid er meget tæt på.

Så det gælder om at gribe dagen og skynde sig at leve, skynde sig at drikke og skynde sig at mærke den fysiske kærlighed – i stedet for at leve det dydige liv, som kirken agiterede for, men som Bellman ikke kunne bruge til noget.

Bellman indstiftede i stedet Bacchus-ordenen, hvor Fredman selvsagt blev helgen – og hvor man hyldede Bacchus (vinens Gud), Freja/Venus (den fysiske kærlighed) og dødens Gud Charon. For døden – både den lille i form af orgasmen og glemslen i alkoholens tåger – og den store, den endelige – var hele tiden lige ved siden af menneskene i 1700-tallets Stockholm.

Drik ud min ven, døden på dig venter, som Bellman siger det til Movitz, inden det er tid til endnu en epistel – eller sang. For de to ting er nemlig ikke det samme.

Epistlerne er Fredmans viser, hvor Bellman lader Fredman som en anden Paulus skrive breve, altså epistler, til sine menigheder (aka de andre, der drikker og horer sig igennem livet) om det gode i at søge glasset og elskoven. Viserne derimod er en samling sange, som bærer Fredmans navn, men som for manges vedkommende slet ikke har noget med Fredman at gøre.

Derfor er sangene gode alligevel – og de spilles og synges heldigvis ligeså flittigt som epistlerne hos Teatret OPtimis i aftenens forestilling, hvor vi kommer godt igennem Bellmans imponerende store katalog af viser, der bare holder – også i 2016.

Skal Danmarksbloggen endelig drysse lidt malurt i det ellers fulde bæger, handler det om det danske sprog versus det svenske sprog, som Bellman skrev sine sange og epistler på. For ja, viserne er udmærket oversat – og det giver god mening at synge på dansk i en dansk forestilling. Så kan alle også forstå det.

Men hvor ville det have været skønt, hvis bare et par stykker havde været sunget på originalsproget svensk som fx epistel no. 7, som også synges efter arrangement af vor tids måske bedste Bellman-fortolker svenskeren Thord Lindé. Eller/og den meget kendte epistel no. 72 ”Glimmande Nymf”, som får nogle helt andre dybder, når de svenske lyde er med.

Eller måske Bellmans mest populære vise, den om sommerfuglen ”Fjäril vingad syns på Haga”, der også lukkede en dejlig aften på Bryggen i København – mere end 600 km fra Stockholm og Gamla Stan, der i øvrigt stadig har både gyder og kældre, der ser ud, som de gjorde det på Bellmans tid.

Danmarksbloggen giver fire, store basfioler som den, som kvinten sprang på en sommeraften i 1769 et sted i netop Gamla Stan – og hvis melodi vi danskere bedst kender som brugt til Nødebo Præstegaards ”Velkommen velsignede drenge” – men som på Bellman´sk hedder Epistel no. 31 og handler om både venskab, en smuk kvinde, en soldat, nogle lussinger, en basfiol og selvfølgelig en tår over tørsten – eller fem.

Det er Allan Høier, der spiller og synger Bellman – og Fredman. Allan Thorsgaard spiller guitar – og Movitz. Kjeld Steffensen spiller cello. Bo Skødebjerg har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk