Anmeldelse: ”Elskov, vin og basfioler”

Det er mere end 200 år siden, at Carl Michael Bellman døde. Der er også mere end 600 km fra Stockholm og Gamla Stans små, krogede gader til det moderne Islands Brygge i København med havnefronten, havnebadet og Kulturhuset, som i går dannede rammen om Teatret OPtimis 25 års-jubilæums-forestilling Bellman-cabareten ”Elskov, vin og basfioler”, som består af både skuespil og en bred vifte af Bellmans skønne viser.

Men til trods for den store forskel i både tid og sted var vi alligevel hele aftenen tilbage i 1700-tallets Stockholm, hvor livet var hårdt og kort – og hvor nordisk visekunsts grundlægger og helt store digter Carl Michael Bellman (1740-95) levede, drak og skrev sine viser om de skæbner, som han mødte rundt omkring på de kroer, som der var så mange af i datidens Stockholm.

Hovedpersonen i Bellmans digtning er den navnkundige Fredman, der tog turen oppefra og ned, og som derfor havde Bellmans særlige bevågenhed og interesse. Hr. Jean Fredman var nemlig oprindelig den svenske konges urmager, rig og agtet – men han endte alligevel bogstaveligt talt i rendestenen, hvor han iklædt laser og pjalter døde af druk.

Sammen med Fredman på turene rundt på Stockholms kroer var hans hjertets udkårne, den med en anden gifte Ulla Wiinblad, der også ernærede sig ved at tage penge for sin gunst, Movitz og en masse andre herlige karakterer, som kommer til live med både vin i stride strømme, et overraskende kys og en inderlig dans hos Teatret OPtimis, der ynder at gestalte store kulturpersonligheder som netop Bellman, hvis liv med lige dele digtning, gældsfængsel, kongens gunst og drukture i forestillingen kobles sammen med Fredman, som er den bærende person i Bellmans hovedværk ”Fredmans Epistler”.

I Bellmans univers blev det til hele 82 viser, som sammen danner ”Fredmans Epistler”, hvor Bellman lader Fredman fortælle om sit liv – og sin moral der stik imod samfundsordenen dengang handlede om at søge alkoholen og favntaget i bevidstheden om, at døden altid er meget tæt på.

Så det gælder om at gribe dagen og skynde sig at leve, skynde sig at drikke og skynde sig at mærke den fysiske kærlighed – i stedet for at leve det dydige liv, som kirken agiterede for, men som Bellman ikke kunne bruge til noget.

Bellman indstiftede i stedet Bacchus-ordenen, hvor Fredman selvsagt blev helgen – og hvor man hyldede Bacchus (vinens Gud), Freja/Venus (den fysiske kærlighed) og dødens Gud Charon. For døden – både den lille i form af orgasmen og glemslen i alkoholens tåger – og den store, den endelige – var hele tiden lige ved siden af menneskene i 1700-tallets Stockholm.

Drik ud min ven, døden på dig venter, som Bellman siger det til Movitz, inden det er tid til endnu en epistel – eller sang. For de to ting er nemlig ikke det samme.

Epistlerne er Fredmans viser, hvor Bellman lader Fredman som en anden Paulus skrive breve, altså epistler, til sine menigheder (aka de andre, der drikker og horer sig igennem livet) om det gode i at søge glasset og elskoven. Viserne derimod er en samling sange, som bærer Fredmans navn, men som for manges vedkommende slet ikke har noget med Fredman at gøre.

Derfor er sangene gode alligevel – og de spilles og synges heldigvis ligeså flittigt som epistlerne hos Teatret OPtimis i aftenens forestilling, hvor vi kommer godt igennem Bellmans imponerende store katalog af viser, der bare holder – også i 2016.

Skal Danmarksbloggen endelig drysse lidt malurt i det ellers fulde bæger, handler det om det danske sprog versus det svenske sprog, som Bellman skrev sine sange og epistler på. For ja, viserne er udmærket oversat – og det giver god mening at synge på dansk i en dansk forestilling. Så kan alle også forstå det.

Men hvor ville det have været skønt, hvis bare et par stykker havde været sunget på originalsproget svensk som fx epistel no. 7, som også synges efter arrangement af vor tids måske bedste Bellman-fortolker svenskeren Thord Lindé. Eller/og den meget kendte epistel no. 72 ”Glimmande Nymf”, som får nogle helt andre dybder, når de svenske lyde er med.

Eller måske Bellmans mest populære vise, den om sommerfuglen ”Fjäril vingad syns på Haga”, der også lukkede en dejlig aften på Bryggen i København – mere end 600 km fra Stockholm og Gamla Stan, der i øvrigt stadig har både gyder og kældre, der ser ud, som de gjorde det på Bellmans tid.

Danmarksbloggen giver fire, store basfioler som den, som kvinten sprang på en sommeraften i 1769 et sted i netop Gamla Stan – og hvis melodi vi danskere bedst kender som brugt til Nødebo Præstegaards ”Velkommen velsignede drenge” – men som på Bellman´sk hedder Epistel no. 31 og handler om både venskab, en smuk kvinde, en soldat, nogle lussinger, en basfiol og selvfølgelig en tår over tørsten – eller fem.

Det er Allan Høier, der spiller og synger Bellman – og Fredman. Allan Thorsgaard spiller guitar – og Movitz. Kjeld Steffensen spiller cello. Bo Skødebjerg har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “SMÆK-KYS – PH i tide og utide”

Der er lys, der brænder længe – og lys, der brænder kort. Og så er dér de lys, der tændes, men aldrig brænder ud.

Ét af de lys – et af de største lys nogensinde i Danmark – hedder Poul Henningsen, bedre kendt som PH. Arkitekt, visemager, samfundsrevser og alt muligt andet.

I går havde Teatret Optimis re-premiere på forestillingen ”Smækkys – PH i tide og utide” om netop denne – på så mange måder – lysmager, der brugte hele sit liv på at tale selvgodheden og selvtilfredsheden midt imod.

En lysmager, der mente, at kunstens og kulturens fornemmeste opgave er at revse magthaverne og føre samfundet i en retning, hvor der er plads til mennesker, hvor friheden råder i humanismens navn.

Dét er et arbejde, der kræver ord – og ord var netop, hvad PH så klogt og fint brugte i sine revy-viser og sine artikler, men også i sin Danmarksfilm og alle de andre ting, der som en flod strømmede ud i det danske samfund fra hans altid vågne og kæmpende lampens ånd.

Og netop ord og viser flød også i en lind strøm fra de tre skuespillere på scenen: Rikke Duelund, Allan Høier og Allan Thorsgaard, der så fint gestaltede selvfølgelig PH selv, men også samarbejdspartnere, Liva Weel, moderen Agnes Henningsen, PH´s to hustruer og et par stykker mere.

De tre kan deres håndværk, uanset om det drejer sig om at spille skuespil, synge, spille på guitar, danse, recitere og hvad de ellers gjorde af finurligheder, sjov og alvor i de to gange 50 minutter, hvor vi fulgte PH på livets vandring fra fødsel til død, mellem bord og seng.

Vi blev simpelthen revet med af strømmen af lys og musik og kys  …

Og selvom man troede, at man kendte sin PH (og det var vi mange, der gjorde), så fik man alligevel noget ekstra med hjem på turen gennem byens lys: En særlig tone af hans altid kæmpende ånd, der som genskær fra en PH-lampe fulgte én igennem Vesterbros gader til Rådhuspladsen, mens man gik og nynnede en PH-vise eller to.

For de var der alle sammen: Tag Og Kys Det Hele Fra Mig, Øl-hunden, Den Offentlige Mening, Nå, Byens Lys, I Dit Korte Liv – og selvfølgelig Man Binder Os På Mund Og Hånd. Den sidste endda også med et vers fra den version, som PH skrev inden den tyske censur slettede ALT, han havde lavet til Dagmar-revyen – og han måtte skrive det hele om.

Den berømte vise har i sin reviderede version tre vers, som PH selv har beskrevet som, at det første handler om umoralsk kærlighed, det andet er en bredside mod det hellige ægteskab, og det tredje handler om fædrelandslandskærligheden og modstanden mod tyskerne. At det, som folk ville høre, først kom i tredje vers, gjorde PH med vilje. Han ville med egne ord gerne drille borgerskabet lidt.

Som publikum til ”Smækkys – PH i tide og utide” blev man dog ikke drillet, men fik netop et væld af PH-viser, både de kendte, men også de ukendte – nogle fortolket ganske klassisk, andre mere utraditionelt.

Dét gav god mening. For som sand kulturradikal mente PH også, at kunst er til for at blive brugt.

PH mente så også, at man ikke kunne bruge fortiden til noget. Kierkegaard er so last century, som PH ville have sagt det idag. Nej, samtidens kultur og især populærkulturen kunne bringe samfundet i en god retning, mente PH.

Hvis vi havde samme holdning som lysmageren, ville vi ikke gide høre PH i vor tid. Men lige dér er vi – og i hvert fald Teater Optimis – tilsyneladende klogere end PH. For vi ved godt, at der ligger visdom gemt i fortiden – fx i meget af det, som PH skrev.

Det ville også se sort ud, hvis vi udelukkende skulle lade nutidens populærkultur styre slagets gang. Samfundet kommer ikke langt på reality-tv´ets og talent-konkurrencernes tomme kalorier.

Danmarksbloggen vil i stedet anbefale, at man ser ”Smækkys – PH i tide og utide”.

Dén forestiling er der næring i og stof til mange tanker om kunstens og kulturens – og vores allesammens – pligt til at bide magthaverne i hælene, stille spørgsmålstegn, kritisere og påvirke samfundet i en humanistisk retning.

Men skal man følge lysmagerens morale, skal man dog huske netop ikke (altid) at følge moralen. Der skal også kysses, drikkes og ryges. Livet skal nydes – det er det, livet er dér for.

Og når man kigger ud i nutidens fortravlede og sundhedsfikserede kontrolsamfund, kan man også godt spørge: HVOR BLEV LIVSGLÆDEN AF? Røg den i svinget, mens du spiste en gulerod og tjekkede din nabos løbetid ifht din egen på Facebook? Måske I hellere skulle stille løbeskoene (lidt) væk og dele en flaske rødvin og kysse på jeres kærester/ægtefæller/elskere?

For som Teater Optimis sang det med netop den særlig ph´ske tone til sidst:

I dit korte liv er det meste spildt,
tænk igennem punkt for punkt.
Bedøm du det selv, og bedøm det kun mildt,
håndtryk blev glemt, chancer blev spildt.

Hold dig vågen ven,
hvorfor sove nu.
I den lyse sommernat.
Det haster med det kys,
den kommer før du tror
den drømmeløse søvn.

Så gå ud i verden og drøm, kys og lev … for drømmen om frihed bliver aldrig forbi.

Danmarksbloggen uddeler ikke stjerner, men giver med stor glæde denne forestilling FEM STORE SMÆK-KYS OG FEM STORE LYS

Forestillingen, der er instrueret af Judith Rothenborg, spiller pt. på PH-cafeen på Halmtorvet i København – men spiller også andre steder. Læs mere her: http://www.optimis.dk/index.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk