Cabaret-vandring i og omkring Nyhavn og Minefeltet! Det er jo hele to ting på samme tid, både musik og byvandring.

Nej, faktisk er det tre, når det er Allan Høier fra Teatret Optimis, der optræder. For så er der også en god portion skuespil involveret, når hr. Høier fortæller om Sigfred Pedersens liv og med stort engagement synger nogle af hans viser.

Vi starter i Nyhavn – nede ved ankeret, men begiver os hurtigt over i den såkaldt pæne side af Nyhavn, hvor der selvfølgelig lægges ud med ”Søren Bramfris lærkesang”, nok bedre kendt som ”Nu går våren gennem Nyhavn” – denne sang, der om nogen personificerer Nyhavn og foråret – og ja, både et sted og en årstid kan godt personificeres, når det er Sigfred Pedersen, der har skrevet ordene.

Den pæne side af Nyhavn er som bekendt den side, som ligger i skyggen, men hvorfra man på Sigfred Pedersens tid med største mistro så over mod den anden side, den uartige side, hvor søfolk, letlevende damer, fattige, studerende og kunstnere færdes i en konstant vrimmel omgivet af støj, røg og stank mellem skibe, varer, snavs og rotter.

I dag er det solsiden – den med alle restauranterne, turisterne og nogle af hovedstadens dyreste ejerlejligheder. Sådan forandrer alting sig – og dog.

Våren er nemlig altid den samme, denne vidunderlige vår, som hvert år vækker os igen efter en lang vinter. Og nok var aftenen i går en blæsende sommeraften, men det var som spillede vårens blå lys alligevel mellem de gamle huse – og måske allermest under Stærekassens guldmosaik, da Allan Høier indfølende sang ”Den gamle skærslippers forårssang”. Det er den med ordene:

Men jeg er digter, og jeg må drømme, thi jeg er ét med den lyse nat …

For det var Sigfred Pedersen. Trods en bondebaggrund og en universitetsuddannelse blev han hverken en håndens mand eller en intellektuel. Han var og blev digter, visesmed – og Danmarks Bellman, der kunne skrive som ingen andre her til lands om erotik og kærlighed, om livet på beværtningerne og i de små lejligheder …

Og det gælder, også selvom han – som en kunstnerkollega sagde det – ikke havde det fjerneste talent for at gå i hundene. Snarere tværtimod. For nok var Sigfred Pedersen en bohême, der fik sin post sendt hen til café Nick i Nikolajade, men han endte også med at få både ridderkors og komme på finansloven.

Og ja, cabaret-vandringen går også til café Nick og resten af kvarteret omkring Nikolai Kirke – og til området ved Hviids Vinstue og det nu hedengangne Parnas, der i dag er en trendy blomsterbutik (tsk-tsk) – og til Sct. Annæ Passage mellem Store Kongensgade og Bredgade.

Så vi kommer godt omkring i byen, inden vi vender tilbage til Nyhavn – og denne gang til den uartige side, solsiden – og her får vi en version af ”Katinka, Katinka”, så det smælder i baggården.

Inden kommer vi dog ned på Sigfred Pedersens plads, ja det hedder den ikke – sådan rigtig. Men det burde den lille plads ved Lille Strandstræde hedde, både på grund af dens geografi – og fordi Sigfred Pedersen ikke har så meget som en gade eller bare et lille stræde opkaldt efter sig.

Det gør Allan Høier også opmærksom på – på samme fine, oplysende og levende måde som han formidler denne del af den gamle danske kulturarv, som mange især blandt de unge og yngre generationer måske ikke kender.

Men Danmarksbloggen lagde mærke til, hvordan også dem født i dette årtusinde lyttede interesserede, når de kom forbi os, der stod forsamlet om den velsyngende mand i den lyse cottoncoat med kufferterne – og den lille kineser, der spillede så fint til nede i kufferten. Han hedder i virkeligheden Allan Thorsgaard.

Danmarksbloggen giver ”Søren elsker Katinka” fem ud af seks snapse, som dem der gavmildt blev delt rundt under den dybt musikalske tur i Nyhavn og Minefeltet i selskab med Sigfred Pedersen og Allan Høier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk