Ordet musik har skiftet betydning

Indlægget har oprindeligt været publiceret andetsteds i marts 2015 under navnet “Nogle tanker om et ords skift af betydning” og er skrevet af Erik Axel Wessberg: 

Forleden lærte jeg et nyt ord at kende. Det startede med ønsket om at finde ud af, hvorfor ordet bjørnetjeneste, som jo oprindelig betyder en velment, men uheldig hjælp, i dag bruges som betegnelse for det nærmest stik modsatte – en ekstra stor og god tjeneste. Det fik jeg nu ikke opklaret, men til gengæld lærte jeg, hvad sprogforskerne kalder sådan et ord, der skifter betydning: Pendulord.

Straks kom jeg til at tænke på andre andre af slagsen, og nåede dermed til “musik”. Jo, det må også være et pendulord, det begreb der popper op i hovedet på os, når vi i dag hører eller selv udtaler det, er i hvert fald ikke det samme som det, man førhen forbandt med det.

Nu hører musik i det hele taget til de begreber, der er vanskelige at definere. Vi kan alle sammen nævne et eller andet, som vi mener er musik, men eksempler er jo ikke det samme som en definition. Når vi trods alt alligevel kan tale sammen om emnet – og forholdsvis ubesværet endda – har det selvfølgelig med miljø og tidsånd at gøre.

Det er netop pointen. Var vi pludselig havnet på vores oldeforældres tid, ville vi så ikke have været stand til det. I hvert fald ikke uden problemer, og det er vel at mærke ikke modsætninger som rytmisk – klassisk eller elektrisk – akustisk, jeg her hentyder til. For de er blot udtryk for en udvikling. Oldefar ville godt have kunnet forstå, at musikken på hans oldebørns tid måtte være anderledes end på hans egen. Nej, det er selve fænomenet musik, jeg hentyder til. Samtalen ville være blevet en ren goddag mand – økseskaft snak.

Når vi fx i dag med få stikord skal præsentere os selv i et nyt forum, gør vi det typisk ved hjælp af et spørgeskema, hvor “Musik” er en af de faste overskrifter. Og der er heller ingen tvivl om, at det kan sige lidt om om den person, det drejer sig om, om krydset er sat ud for jazz, klassisk, pop, rock, folk eller hvad det nu kan være.

Et sådant spørgeskema ville ikke have givet nogen som helst mening på oldefars tid, og ikke kun fordi de forskellige genrer ikke eksisterede endnu, men fordi musik ganske enkelt ikke var noget, man kunne have et sådant forhold til den gang. For et par af mine egne oldeforældre har afkrydsningsmulighederne ikke omfattet andet end salmesangen i kirken om søndagen og den lokale spillemands toner til høstfesten. Og det var netop ikke noget man valgte imellem, for de var to forskellige, men begge lige selvfølgelige faste, tilbagevendende indslag i det miljø, de tilhørte.

Hvad oldefar heller ikke ville have forstået var, hvordan musik kunne være en vare i kategori med slik, chips og ugeblade, som hvem som helst fra barn til gammel købte. Man kunne ganske vist godt købe musik på hans tid også, men så var det noder, der var tale om. Datidens musikforretning var en specialforretning, som henvendte sig til et begrænset publikum, som fx forretningen med golfudstyr er det i dag.

Fra enbetegnelse for en lidt eksklusiv aktivitet til navn på en dagligkonsumvare – det er da noget af en pendulering.

Nye opfindelser må nødvendigvis medføre forandringer. Det er uundgåeligt, og det skal vi heller ikke beklage, men forandringerne kan blive meget voldsomme, og det vil jeg mene gælder på musikkens område. Hvor symaskinen og motorsaven fx ikke har gjort andet end at lette arbejdet for hhv. skrædderen og skovarbejderen, har radioen og grammofonen direkte forandret musiklivet. Det er ikke for meget at sammenligne det med en politisk revolution som den franske eller russiske: Magthaverne er blevet skiftet ud, og hele systemet totalt forandret.

Kulturhistorien igennem fra de tidligste jæger-samler-samfunds dage og til nu (og bemærk vi taler her om en periode på 10.000 – 20.000 år eller mere) har det været de aktive – musikerne, sangerne og instrumentbyggerne – der tegnede musiklivet. Det ændrer sig nu med et slag. For med opfindelsen af radioen og grammofonen får musikmiljøet en ny og hidtil ukendt deltager: Forbrugeren.

Vi har generelt en idé om, at situationen i dag ikke er så forskellig fra tidligere. “Intet nyt under solen” siger vi, og mener dermed bl.a., at andre tidsaldre også må have haft deres popmusik. Men hvad skulle eksistensgrundlaget for den egentlig have været? Uden musikradioen og plademarkedet er det begrænset, hvad der kan udvikle sig af den slags. Nej, popmusik-lytteren dukker først op her, men til gengæld melder han stærkt ud allerede fra starten.

I det biologiske system opererer man med et fænomen, man kalder en invasiv art. Jeg er tilbøjelig til at betegne popmusik-lytteren som sådan i forhold til musikmiljøet. Hos ham møder vi alle de træk, der karakteriserer en sådan: Han breder sig uhæmmet, skubber alt andet til side, sætter sig på ressourcerne, spolerer den økologiske balance, forandrer miljøet til ukendelighed.

I forbindelse med omtalen af spørgeskemaet ovenfor, har jeg brugt ordet “genrer”. Det er i virkeligheden også et pendulord. For når vi i et ældre musikleksikon om fx Mozart læser, at han har komponeret indenfor alle genrer, betyder det jo ikke, at han også har skrevet jazz, rock, pop, og hvad det nu heder alt sammen. Det skal forstås på den måde, at han har komponeret både orkesterværker, operaer, kammermusik, solosonater osv.

Men om musikken er det ene eller andet – en ouverture, en symfoni, en dans, en septet eller en trio – hvad det nu måtte være – er ikke noget, forbrugeren er interesseret i. Han er først og fremmest optaget af, hvordan musikken lyder, hans opdeling af den i forskellige kategorier sker derfor ud fra andre principper end den aktives. Og det er forbrugeren, der for øjeblikket sætter dagsordenen for området. Det er i hvert en mulig forklaring på ordpenduleringen i dette tilfælde.

Radioen og grammofonen har gjort det muligt at bringe musikken ud til fjerne afkroge. Men det har ikke kun været gevinst, der er også gået kvaliteter tabt. Musikken har alle dage været skabt til at fungere i bestemte sammenhænge: Kirkelige, ceremonielle, selskabelige, sceniske, private, militære, civile osv. Ved at overføre musikken til CD eller radio, tager man den ud af det miljø, den hører hjemme i for at anbringe den i et, der er den fremmed (med undtagelse naturligvis af musikradiomusikken). At lytte til et værk som Beethovens 9. symfoni i en lille stue – den kræver henved 200 medvirkende – er jo i grunden absurd.

Fra min tid som musikmedarbejder ved Danmarks Radio husker jeg et møde, hvor en musiktekniker klagede over, at hans arbejde var blevet ødelagt. Det, der var sket, var, at man havde valgt at sende en optagelse, han havde lavet med det nu hedengangne underholdningsorkester, på musikradiokanalen og derfor fra udsendelsesredaktionens side komprimeret den.

Det var en Mozart symfoni, og i virkeligheden var idéen med at sende den her at højne kvaliteten på kanalen (det kunne man finde på den gang), men en klassisk symfoni duer ikke til musikradio. Der er store dynamiske udsving i den, og det kan ikke nytte noget, at fx bilradiolytteren – der jo først og fremmest skal kunne koncentrere sig om sin kørsel på motorvejen – bliver nødt til at sidde og skrue op og ned for radioen hele tiden, fordi musikken det ene øjeblik er så svag, at den ikke kan overdøve motorlarmen og det næste til gengæld så kraftig, at man bliver blæst ud gennem forruden.

Det problem kan man løse med den omtalte teknik, men derved går nuancer tabt i musikken, og så er spørgsmålet, hvor god en idé det i virkeligheden var at ville højne kvaliteten. Når man var nødt til at sænke den for at kunne gøre det (slags initiativer hører også fortiden til nu).

“Lyttemusik” og “spillemusik” er nemlig ikke det samme. Det der “lyder godt” er ikke nødvendigvis også det, der er sjovt at spille. Og omvendt. Den lange cellosolo i 1800tals kammermusikstykket, som i musikradiolytterens ører er en ørkenvandring, kan fx sagtens være stykkets højdepunktet for cellisten. Og her er det vigtigt at huske, at det er ham, det er skrevet til – ikke musikradiolytteren.

Det faldt mig ind, at der efterhånden er ved at være behov for erstatning for ordet musik. Det gamle har penduleret, så det skulle altså være et nyt der dækkede begrebet musik i dets oprindelige betydning.

Skrevet af: Erik Axel Wessberg, guitarist, akkompagnatør  og komponist m.m. 

Anmeldelse: “Halfdan. Livet er en morgengave”

Poetisk, musisk, indfølende og med stor sans for det hele menneske – så kort og dækkende kan man beskrive Teatret OPtimis´ voksen-cabaret ”Halfdan. Livet er en morgengave” om Halfdan Rasmussen og hans liv.

For når Allan Høier og Erik Axel Wessberg fortolker Halfdan Rasmussens tekster og bruger dem til at fortælle om den store digters liv fra den fattige start på Christianshavn over tosserierne, både på papiret og i privatlivet, og til det hele slutter en forårsdag i 2002, så får vi det hele med – og ikke kun vrøvleversene og børnesangene, som de fleste danskere forbinder med Halfdan Rasmussens navn.

Men Halfdan Rasmussen var mere end det – også selvom han beskrev sig selv som en 14-årig sjæl, uanset hvad alder og form, kroppen var i.

Halfdan Rasmussen så og skrev nemlig med helt skarpe øjne om sig selv – og om den evige kamp mellem lyset og mørket, som han kæmpede med – og som fik ham til at prøve at begå selvmord, men også til året efter (i 1967) at skrive den ABC, der i dag står som et hovedværk i dansk børnelitteratur.

Det er selvfølgelig også med i voksen-cabareten sammen med brylluppet med kollegaen Esther Nagel og de to troldeunger, som de får sammen – men vi hører også historien om det tredje barn udenfor ægteskabet, kvinderne og alt det andet. Og det synges og fortælles endda på en meget Halfdansk måde uden føleri – og uden pædagogiske og moralske pegefingre, men i stedet med dét glimt og dén timing fra scenen, som man også møder i Halfdans Rasmussens egne rim og remser.

For de er trods alt det, der i dag definerer Halfdan Rasmussen, selvom han oprindeligt startede med at skrive dem for at tjene penge. Hans hu stod nemlig i de unge år til kronikkerne og de mere dybe digte, som dem, der kom fra vennen og digterkollegaen Morten Nielsen, der blev skudt af tyskerne under besættelsen. En tid, der satte sig dybe spor i Halfdan Rasmussen, der også selv var aktiv modstandsmand.

For Halfdan Rasmussens rim og remser, børnesange og fjollerier blev til på en baggrund af humanisme, alvor og samfundsengagement – og så en stor legelyst og nysgerrighed, som man også fornemmer hos Allan Høier og Erik Axel Wessberg, når de – selv på en brandvarm sommersøndag – folder sig ud i PH-cafeen på Vesterbro.

For let, legende og flydende som livet og poesien selv glider vi igennem et helt liv på 2 x 40 meget musikalske minutter. For Allan Høier kan synge og gestalte – og Erik Axel Wessberg kan spille, og sammen danner de to et makkerpar, der får Halfdan Rasmussens ord ud og ind i sjælen på os, som sidder og lytter – og som mener, at vi kender Halfdan Rasmussen.

Og det gør vi også – og så ikke alligevel – og noget har vi også glemt. Nå, ja – det var jo også ham, der skrev dén sang, siger en dame ved siden af mig, mens jeg selv tænker: Nå, ja – hans elskede Signe var oprindeligt gift med Benny Andersen. Nå, ja – og sådan fortsætter det med jobbene som svajer og arbejdsløsheden til mandens store sanselighed og evne til at nyde livet og livets goder.

For ja, livet er en morgengave, og Halfdan Rasmussen vidste, at der ikke er nogen bytteret – men derimod en udvidet brugepligt til at få max ud af livet – og dét levede han op til i hele hans liv og virke. Fra de små kår på Christianshavn og til han sidder i huset i Saunte ved Hornbæk og er kommet på finansloven og i Den Blå Bog.

Det hele rulles op og ud hos Teatret OPtimis, og man føler, at man lærer denne store dansker lidt bedre at kende, selvom han også hele tiden smutter fra én. For som Allan Høier siger det: Måske bruges rimene og alt det sjove også til at skjule en stor blufærdighed?

For ja, Halfdan Rasmussen turde nok tage en paraply i hånden og kaste sig ud fra et vindue i troen på at kunne flyve, både bogstaveligt som 12-årig dreng og senere i livet på mere spidsfindige måder. Men han var også en mand, der om sig selv sagde: Jeg skiver både sjove og triste digte – mine venner vil helst læse de første, jeg vil helst læse de sidste.

Alligevel – eller måske netop derfor – var Halfdan Rasmussen en solens og en livets mand – og som sådan bliver han her i året for hans 100-årsdag hyldet på scenen – og senere af os alle sammen, da vi ligesom børnene gjorde det, da hans kiste blev båret ud af kirken, sang Mariehønen Evighed.

En sang om livet og hverdagen, og det altid at være på vej og om mødet med alle de andre. En sang, som alle danskere kender og elsker – og som i denne forestilling får en ekstra dybde, når vi synger den alle sammen til sidst – nogle af os med en klump i halsen og et par tårer i øjnene.  For nok er det en glad børnesang, men med digterens liv just fortolket så formidabelt som Allan Høier og Erik Axel Wessberg gør det, så får den en dybere – og mere alvorlig – tone, som gør, at den OGSÅ er en voksensang.

Danmarksbloggen giver fem store mariehøner ud af seks mulige.

”Halfdan. Livet er en morgengave” er en ud af mange cabaret´er, som i snart 25 år har været opført af Teatret OPtimis. På scenen ses Allan Høier som fortæller og sanger, mens Erik Axel Wessberg står for musikledsagelsen. Voksen-cabareten er instrueret af Bo Skødebjerg og spiller i de kommende sensommersøndage på PH-cafeen i København, men også andre steder. Så læs mere på www.optimis.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk