Anmeldelse: “Noget om helte”

I går aftes var der premiere på ”Noget om helte” på Nørrebro Teater, der selvfølgelig handler om Halfdan Rasmussens udødelige ord.

Halfdan Rasmussens tosserier og rim er elskede af flere generationer af danskere, der som små nyder at høre dem, senere selv at læse dem – og endelig læse dem op for egne børn og til sidst måske endda for børnebørnene.

Det siger sig selv, at ordene og især ordenes lyde er det centrale i Halfdans Rasmussens digtning, der også omfatter meget andet end tosserierne, men det er tosserierne, som vi får i forestillingen, hvor der selvfølgelig siges ord – og synges ord, både solo og af Nørrebro Teaters dygtige Folkekor.

Men på en eller anden måde er det alligevel i langt højere grad billedliggørelsen og kropsliggørelsen af Halfdan Rasmussens tosserier og digte, der folder sig ud på scenen i et set-up, der med sit grøn-hvid-stribede sommertelt mindede om en sommerdag på stranden i Hornbæk, hvor digteren boede.

Men der er også både revy, vaudeville – og cirkus over forestillingen, og ikke kun på grund af den røde næse og et fantastisk nummer med vimpel, som det hedder indenfor den rytmiske sportsgymnastik.

For som i tosserierne får vi det hele – også poesien, sneen og glitteret, og flere forskellige stadier og sindsstemninger i Halfdan Rasmussens liv, der på den ene side går frem, men også bevæger sig rundt i cirkler på den drejelige del af scenen. Præcis som hverdagen gør hos os alle – fra fødsel over forelskelse, forlovelse – og måske forgiftelse – og til den død, som er livets vilkår.

Ja, vi får endda fire forskellige Halfdan Rasmussen´er – eller skulle man måske sige fire forskellige sider af digteren – groft skulptureret over de fire temperamenter kendt allerede fra oldtiden: Det sangvinske og optimistiske, det melankolske og alvorlige, det koleriske og heftige – og endelig det flegmatiske og sindige.

Om virkelighedens Halfdan Rasmussen så havde ét dominerende temperament, ligesom de gamle grækere mente, at alle mennesker havde det, skal være usagt her.

For på scenen fik de fire skuespillere, Stine Stengade, Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup og Albert Stein Ankerstjerne, heldigvis lige meget plads til at fylde deres rolle ud og vise hver deres talent. Og det er godt, for de er fire meget forskellige skuespillere, hvilket er en stor fordel, når de skal gestalte fire forskellige sider af det samme menneske. Deres helt ens tøj var i den sammenhæng et genialt træk.

Det er Johan Sarauws debut som instruktør, og han formår som et andet disruptions-præget-halfdansk barn at tegne på scenen til Halfdans tosserier, der nok er gakkede og skøre, men som også indimellem rummer store eksistentielle spørgsmål til både os selv og verden.

Danmarksbloggen noterede sig, at publikum ofte brød ud i latter, når komik, mimik og bevægelse gik i ét med tosserierne.

Nævnes skal også, at det er Adi Zukanovic, der har komponeret ny musik – samt at Ida Nørby spillede på cello, mens Mads Forsby stod for percussion.

Danmarksbloggen giver ”Noget om helte” fire tosserier ud af seks mulige. For livet er stadig en morgengave – og sjælen er stadig et pilgrimskor, og lige nu kan meget af det ikke kun høres, men også og især SES på Nørrebro Teater.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 14. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: “Halfdan. Livet er en morgengave”

Poetisk, musisk, indfølende og med stor sans for det hele menneske – så kort og dækkende kan man beskrive Teatret OPtimis´ voksen-cabaret ”Halfdan. Livet er en morgengave” om Halfdan Rasmussen og hans liv.

For når Allan Høier og Erik Axel Wessberg fortolker Halfdan Rasmussens tekster og bruger dem til at fortælle om den store digters liv fra den fattige start på Christianshavn over tosserierne, både på papiret og i privatlivet, og til det hele slutter en forårsdag i 2002, så får vi det hele med – og ikke kun vrøvleversene og børnesangene, som de fleste danskere forbinder med Halfdan Rasmussens navn.

Men Halfdan Rasmussen var mere end det – også selvom han beskrev sig selv som en 14-årig sjæl, uanset hvad alder og form, kroppen var i.

Halfdan Rasmussen så og skrev nemlig med helt skarpe øjne om sig selv – og om den evige kamp mellem lyset og mørket, som han kæmpede med – og som fik ham til at prøve at begå selvmord, men også til året efter (i 1967) at skrive den ABC, der i dag står som et hovedværk i dansk børnelitteratur.

Det er selvfølgelig også med i voksen-cabareten sammen med brylluppet med kollegaen Esther Nagel og de to troldeunger, som de får sammen – men vi hører også historien om det tredje barn udenfor ægteskabet, kvinderne og alt det andet. Og det synges og fortælles endda på en meget Halfdansk måde uden føleri – og uden pædagogiske og moralske pegefingre, men i stedet med dét glimt og dén timing fra scenen, som man også møder i Halfdans Rasmussens egne rim og remser.

For de er trods alt det, der i dag definerer Halfdan Rasmussen, selvom han oprindeligt startede med at skrive dem for at tjene penge. Hans hu stod nemlig i de unge år til kronikkerne og de mere dybe digte, som dem, der kom fra vennen og digterkollegaen Morten Nielsen, der blev skudt af tyskerne under besættelsen. En tid, der satte sig dybe spor i Halfdan Rasmussen, der også selv var aktiv modstandsmand.

For Halfdan Rasmussens rim og remser, børnesange og fjollerier blev til på en baggrund af humanisme, alvor og samfundsengagement – og så en stor legelyst og nysgerrighed, som man også fornemmer hos Allan Høier og Erik Axel Wessberg, når de – selv på en brandvarm sommersøndag – folder sig ud i PH-cafeen på Vesterbro.

For let, legende og flydende som livet og poesien selv glider vi igennem et helt liv på 2 x 40 meget musikalske minutter. For Allan Høier kan synge og gestalte – og Erik Axel Wessberg kan spille, og sammen danner de to et makkerpar, der får Halfdan Rasmussens ord ud og ind i sjælen på os, som sidder og lytter – og som mener, at vi kender Halfdan Rasmussen.

Og det gør vi også – og så ikke alligevel – og noget har vi også glemt. Nå, ja – det var jo også ham, der skrev dén sang, siger en dame ved siden af mig, mens jeg selv tænker: Nå, ja – hans elskede Signe var oprindeligt gift med Benny Andersen. Nå, ja – og sådan fortsætter det med jobbene som svajer og arbejdsløsheden til mandens store sanselighed og evne til at nyde livet og livets goder.

For ja, livet er en morgengave, og Halfdan Rasmussen vidste, at der ikke er nogen bytteret – men derimod en udvidet brugepligt til at få max ud af livet – og dét levede han op til i hele hans liv og virke. Fra de små kår på Christianshavn og til han sidder i huset i Saunte ved Hornbæk og er kommet på finansloven og i Den Blå Bog.

Det hele rulles op og ud hos Teatret OPtimis, og man føler, at man lærer denne store dansker lidt bedre at kende, selvom han også hele tiden smutter fra én. For som Allan Høier siger det: Måske bruges rimene og alt det sjove også til at skjule en stor blufærdighed?

For ja, Halfdan Rasmussen turde nok tage en paraply i hånden og kaste sig ud fra et vindue i troen på at kunne flyve, både bogstaveligt som 12-årig dreng og senere i livet på mere spidsfindige måder. Men han var også en mand, der om sig selv sagde: Jeg skiver både sjove og triste digte – mine venner vil helst læse de første, jeg vil helst læse de sidste.

Alligevel – eller måske netop derfor – var Halfdan Rasmussen en solens og en livets mand – og som sådan bliver han her i året for hans 100-årsdag hyldet på scenen – og senere af os alle sammen, da vi ligesom børnene gjorde det, da hans kiste blev båret ud af kirken, sang Mariehønen Evighed.

En sang om livet og hverdagen, og det altid at være på vej og om mødet med alle de andre. En sang, som alle danskere kender og elsker – og som i denne forestilling får en ekstra dybde, når vi synger den alle sammen til sidst – nogle af os med en klump i halsen og et par tårer i øjnene.  For nok er det en glad børnesang, men med digterens liv just fortolket så formidabelt som Allan Høier og Erik Axel Wessberg gør det, så får den en dybere – og mere alvorlig – tone, som gør, at den OGSÅ er en voksensang.

Danmarksbloggen giver fem store mariehøner ud af seks mulige.

”Halfdan. Livet er en morgengave” er en ud af mange cabaret´er, som i snart 25 år har været opført af Teatret OPtimis. På scenen ses Allan Høier som fortæller og sanger, mens Erik Axel Wessberg står for musikledsagelsen. Voksen-cabareten er instrueret af Bo Skødebjerg og spiller i de kommende sensommersøndage på PH-cafeen i København, men også andre steder. Så læs mere på www.optimis.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk