Anmeldelse: Aakjær. Jeg bærer med smil min byrde

Jeppe Aakjær? Er det ikke ham med ”Jeg er havren” og en hel masse andre sange ude fra gården på den jyske hede? Jo, men Jeppe Aakjær var meget mere end det. Og i Allan Høiers fortolkning af Jeppe Aakjærs liv i forestillingen ”AAKJÆR. Jeg bærer med smil min byrde” møder vi hele den store poets – og agitators – liv i en samtale med manden med leen, som på denne skønne aprildag i 1930 er kommet for at hente den 63-årige Jeppe.

Det bliver et bevægende og musikalsk møde, som det kan anbefales at overvære.

Forestillingen varer inkl. pause næsten to timer – og det er ikke et minut for meget, når vi skal igennem en perlerække af Aakjær-viser og samtidig høre om mandens liv og levned, fra han var tjenestedreng i slid og slæb over årene i København som skrivende oprører (hvor han var med til at afskaffe Tyendeloven), og til han endte sit liv som digter i gården og naturen ved Jenle, hvor der mange år hver sommer var folkemøder og folkefester.

Hans digtsamling ”Rugens sange” fra 1906 har også siden udgivelsen været betragtet som Aakjærs mesterværk. Jeppe Aakjær oplevede nemlig det specielle for en digter allerede i levende live at være en legende, hvorom der i et hyldestskrift i anledning af hans 60-årsdag stod, at han har talt os fra hinanden, men sunget os sammen.

Aakjærs sange forbinder os stadig – her snart 100 år efter hans død, om end vi i dag ikke har en hverdag, der bare tilnærmelsesvist kan sammenlignes med det hårde liv, som den tids mennesker har haft.

At høre om tilværelsen dengang er nemlig at erfare om et Danmark, som virker så længe siden. Hvem har fx i dag en spyttebakke? Det vil vi finde meget ulækkert. Man spytter ikke indendørs – ja, vel knap nok udendørs, synes vi i 2021. Men sådan var det ikke dengang, hvor den lille Jeppe var optaget af, at bedstefaderen ikke ønskede at bruge den dertil indrettede spyttebakke i stuen – men i stedet harkede direkte efter væggen i en grad, så det var svært at kalke den, da den gamle døde.

Den slags guldkorn strømmer gennem forestillingen som gyldne hvedekorn, der tilsammen danner en farvestrålende høstbuket med pondus, inderlighed, velsang – og velspil.

Det er Allan Sjølin, som akkompagnerer Allan Høier, og de to sammen er gode – uanset om de kører viserne på den klassiske måde, eller eksperimenterer med tempo og udtryk. Det hele gør de forrygende – og det kan Aakjærs viser sagtens tåle.

De viser er også på mange måder vores fælles rødder. Og hvis rødder fortsat skal gro, skal de som bekendt vandes – og have lov til at vokse i forskellige retninger. Så får havren også mange bjælder – og det har denne forestilling.

Det er så samtidig klassisk Teatret Optimis at servere en levende kulturhistorie og Danmarkshistorie formidlet med sang og musik, men i denne forestilling gøres det særligt formidabelt. Vi bliver simpelthen klogere på os selv – og på det Danmark, som vi kender – og holder af.

Jeg kunne i hvert fald mærke mine forfædres gestalter ånde mig i nakken, så det rislede i hele kroppen. For nok bor jeg i hovedstaden, er universitetsuddannet og glad for kunst og kultur. Men ligesom de fleste andre danskere skal jeg ikke langt tilbage for at finde forfædre, der levede af jorden.

Min farfar var således husmand – og min morfar havde jordbær, juletræer og moser på sine jorde. Godt nok på Sjælland, men så er Danmark heller ikke større. Så i mit barndomshjem sang vi Jeppe Aakjær – fordi det liv, som han digtede om, på mange måder var et liv, som om ikke mine forældre, så dog mine bedsteforældre og oldeforældre kunne spejle sig i.

Det var sange som ”Stille hjerte, sol går ned”, ”Nu er dagen fuld af sang”, ”Sneflokke kommer vrimlende”, ”Ole sad på en knold og sang”, ”Han kommer med sommer”, “Jeg er havren”, ”Se dig ud en sommerdag” og ”Spurven sidder stum bag kvist”.

Alle sange, som vi også får fornøjelsen at høre i den eminente forestilling.

Skal der lidt malurt i bægeret, er det, at der sættes for lidt fokus på samarbejdet med Carl Nielsen, som skrev melodien til flere af Jeppe Aakjærs mest kendte viser, som fx ”Jens Vejmand” og forestillingens titel ”Jeg bærer med smil min byrde”.

For hvordan var de to mænds relation i grunden? Både som mennesker og som kunstnere? Det vil man gerne have svar på. Men trods denne mangel er det to timer i godt selskab. Og til sidst til ekstranummeret, ja, dér får man let tårer i øjnene og en klump i halsen. Så er De advaret. Men det er, som det skal være. For det sker på den fineste fællesskabsagtige måde.

Danmarksbloggen giver derfor seks store smil af seks mulige til ”AAKJÆR. Jeg bærer med smil min byrde”. Der er en inderlighed og en dybde over forestillingen, som bliver siddende i én – og gør, at man nynner Jeppe Aakjær længe efter, at man er kommet hjem – og tilbage til 2021.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fattigkassen fra 1904 eksisterer stadig i 2014

Jeg har lige læst Jeppe Aakjærs bog fra 1904: “Verdens børn”

Den omhandler livet og forholdene på landet op til 1904. Et sted i bogen fortæller man om, hvordan sognerådsformanden fik taget sine kartofler gratis op.

Det var dem, som var på det, man kaldte fattigkassen (datidens kontanthjælp), der måtte ud og samle kartofler og lave andre ting for sognerådsformanden. Ellers sørgede han for, at fattigkassen blev smækket i med sådan et kraft, at den ikke blev åbnet foreløbigt igen ….

Prøv så lige at læse det, der står om den ny kontantydelse … og spørg dig selv: Er der ligheder?

Ny kontanthjælpsydelse stiller de hidtil skrappeste krav til ledige: Ingen andre steder i hverken dagpenge- eller kontanthjælpssystemet er kravet for at modtage penge så benhårdt, som det partierne bag finansloven stiller med den nye kontanthjælpsydelse til ledige, der opbruger retten til dagpenge. Kravet her er konstant aktivering.

Så mit spørgsmål er nu: Hvor meget længere er vi nået?

Skrevet af Peder Bæk