I går var der premiere på ”The Sound of Music” på Det Ny Teater – og sikke en forestilling, sikke en aften. En af dem, som går over i historien, og ikke kun fordi det er 30-års-jubilæumssæsonen på Det Ny Teater.

Men fordi 2025-versionen af Det Ny Teaters ”The Sound of Music” er fejende flot og fantastisk – også selvom der synges på dansk. En fin gestus til de danskere, som ikke kan engelsk. Men som med bøger, så er også musicals bedst på modersmålet.

Alligevel – trods de mere eller mindre vellykkede danske oversættelser – er det en vidunderlig opsætning, der også tør gå nye veje. I den ikoniske filmversion fra 1965 med Julie Andrews og Christopher Plummer er der fuld fokus på kærligheden med den fremadstormende nazisme som en truende kulisse, og med klosteret og bjergene, som derfra hvor hjælpen kommer.

Men på Det Ny Teater går Rodgers og Hammersteins mesterværk i instruktør Martin Lyngbos iscenesættelse på tre ligeværdige ben: Kærligheden, kampen for menneskeværd og religionen. Det giver god mening. For livet handler om værdier, om hvad side man står på: Kærligheden versus hadet, fællesskabets grøde og respekt eller egoismens hærgen og fornedrelse.

For Gaudamus igitur – lad os glæde os, som et oplagt nonnekor synger det både til hverdag, og når der er bryllupsfest. Det kan måske virke paradoksalt med en glædessang, når man står foran en Verdenskrig, og ens land, Østrig, bliver indlemmet i Hitlers Tyskland. Men det er netop pointen: At der altid er en grund til at glæde os.

For Gud er dér altid, og viser os vejen i livet, hvis vi lytter til Ham …  og til the sound of musik – både den lyd, som kommer fra bjergene og fra vores indre. For vi skal hver især finde vores vej, og vi skal bestige ethvert bjerg for at nå vores mål, også når vi – som i 2025 er dér, hvor bjergene rejser sig omkring os, så det med kaptajn Von Trapps ord er som, at det, som før beskyttede os, nu truer os og holder os fanget.

Så vi har brug for noget at blive sendt afsted på, som Maria bliver det i slutningen af 1. akt. Og det bliver vi også – med manér. For som det sidste, lige inden forestillingen slutter, så synger abbedissen igen sin sang til livet – men nu som en opfordring til os i publikum: Climb every mountain.

Det er Louise Fribo, som synger abbedissen. Og da hun kom ud på scenen efter forestillingen, rejste hele teatret sig op som på tælling. For sikke en stemme. Det var som at høre en engel synge håbet ind i den mørke og kolde virkelighed, som både er forestillingens fortid og virkelighedens nutid.

Det var sikkert også derfor, at man havde valgt den Reumert-belønnede og dramatisk begavede skuespiller Peter Plaugborg til at gestalte kaptajnen, hvad han gør med en alvor og en kraft overfor de hadets kræfter, der som et andet tordenvejr skal buldres imod – også på en musicalscene.

For kunsten har en mission, når der er noget på spil i verden, og ingen af os skal ligesom grevinden og Max – spillet med overbevisning af henholdsvis Camille-Cathrine Rommedahl og Kim Hammelsvang – bare sidde stille og vente på, at det driver over. Vi skal derimod vælge vores vej, bekende kulør og handle, var budskabet fra scenen.

Derfor er Edelweiss-sangen også så meget mere end en fin vise om en lille blomst. Det er en sang om mod og fællesskab, om at tage vare på det, som er skrøbeligt, fremfor at hade og gå i takt med de højtråbende, hvad enten de er iklædte svastika-uniformer – eller MAGA-kasketter.

Men skulle man ikke have fanget forestillingens pointé med nutidens etiske valg, så fik man forhåbentlig tanken, da projektørlyset fejende fløj over os i publikum, og stillede spørgsmålet: Hvor står DU i den kamp, der er LIGE NU og HER, hvor tyrannerne igen slås om verdensherredømmet?

For ligesom von Trapp-familien er vi også nødt til at tage stilling. Indimellem må man så godt synge om sine favorit-ting, som Maria lærer de på alle måder fortryllende syv von Trapp-børn, der er forestillingens syv blinkende stjerner.

For hvor kan de synge – og spille skuespil. Når de er på scenen, bliver man så jublende glad og livsbekræftet, at man næsten ikke kan vente med at klappe, til de har sunget færdigt, og Per Engström og hans imponerende orkester har spillet sidste tone.

De seks af dem spilles af tre forskellige hold børn, mens den ældste, Liesl, hele spilleperioden igennem skal gestaltes af debutanten Ronja Thusgaard-Madsen, som er et stort talent – og måske en kommende Maria. Hun kommer langt ud over scenekanten med både stemme og udstråling.

Og så er der selvfølgelig først, sidst og indimellem Maria, som synges med den største sikkerhed og teknik af Isabel Schwartzbach. Hun er en sand musicalstjerne – og især i scenerne med de syv børn tindrer og stråler hun, så man føler sig hensat til et slot, et kloster eller en alpetop i Østrig.

De på en gang enkle og overdådige kulisser, der både kommer ind fra siden, fra oven og drejer rundt, de afstemte kostumer, der understøtter, men ikke overdøver fortællingen, fuldender sammen med Ann Hjort som husholdersken, Mikkel Vadsholt som butleren og Romeo Lundholm Dahl som Liesls ungdomskærlighed Rolf billedet af en på alle måder fortryllende og fejende flot – og aktuel – opførelse af den mere end 60 år gamle ”The Sound of Music”.

Danmarksbloggen giver seks store stjerner ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk