Et mere end en times lang rablende solo-vanvid er, hvad man i øjeblikket kan møde på Teatret ved Sorte Hest, hvor Sarah Boberg er den utrættelige Frk. Marguerite, der med lige dele herskertrang, liderlighed og frustration skiftevis prøver at opmuntre, udskamme og forberede os i publikum på livet og de højere læreanstalter.

Vi er hendes elever, må man forstå – og som vi ikke valgte at blive født, valgte vi heller ikke at komme i denne skole.

Og det bliver noget af en time hos Frk. Marguerite, som spilles af Sarah Boberg, der yder en imponerende kraftpræstation ene kvinde på scenen – og ja, hun er ene kvinde. Benraden i glaskassen giver ikke meget modspil, men er – ligesom alle os andre – bare en statist i Frk. Marguerites skalten og valten med os, hvad enten vi skal lære biologi, historie eller matematik.

Uanset fag starter det altid med håb og ros, fortsætter med tvivl og nemme løsninger på komplicerede problemer, og ender med en sjofel snak om sex, selvom dét skal vi først lære på de højere læreanstalter, som man skal bestå en prøve for at komme på.

Begyndelse, midte og slutning – sådan er hele livet, som det skrives op på den sorte tavle, der fyldes med de ord, som Frk. Marguerite hævder at bestemme over, sådan som hun faktisk bestemmer over alt.

Men hvem er Frk. Marguerite i grunden? Er hun bare tyranniet i verden, i hverdagen? Eller er hun skæbnen, livet, nødvendigheden, skaberen – eller dem alle sammen? Eller er hun – oh, skræk – vores egen forestilling om os selv og vores liv, der forsøger at orientere sig i det kaos, som verden er, skabe en mening i den kosmiske rodebutik?

Hun er i hvert fald også en længsel efter en tro og en mening – mest symboliseret ved, at hun flere gange spørger, om der er en Jesus eller en Helligånd i klassen. Det er der ikke. Det ville også rime dårligt med surrealismen, hvor livets mening rimer på ingenting, ikke engang så meget som en mikroskopisk mikrobe.

Er det så forstemmende og depressivt at se ”Frk. Marguerite”? På ingen måde. Det er morsomt – og minder lidt om Becketts Godot ved, at der sker det samme og det samme igen og igen og igen og igen og igen. Her går en runde bare meget hurtigere, og vi når mange runder igennem på den gode time, som stykket varer.

Som en karrusel i selvsving hvirvles vi rundt – men ender altid med at få en voksen-skæld-ud og en voksen-shaming af et format, så selv … skal vi sige en orange mand med diktatur-drømme ville tage noter, hvis han kom forbi.

Ikke at vi ville opdage ham. For vi går ind for ligeret, og så kan vi ikke se farve, siger Frk. Marguerite. En kridhvid, en brun, en blå – alle bliver de det samme i den store ligestillings smeltedigel. Sådan er det, iflg. Frk. Marguerite, som også har mange andre teorier som fx at når 88 personer skal dele 12 bananer, så vil den stærkeste få cirka 8 bananer og den næstestærkeste cirka 4 banner – og de andre ingenting.

The winner takes it all, men hvem vinder i livet? Under alle omstændighederne får eleverne i Frk. Marguerites klasse lov til at gå hjem, selvom vi ellers stykket igennem trues med at skulle blive på skolen og sige de samme sætninger hele natten.

Men vi havde åbenbart været lydige nok og slået hælene nok sammen. Sarah Boberg må også have været dygtig mønsterelev udi teaterkunsten.

For det er et meget langt – og indviklet – stykke at lære udenad – bare på orddelen. Læg dertil de mange fysiske udtryk, de rappe humørskift, som sker i samme tempo, som hun trækker vejret – og så det at hun er HELT ALENE på scenen med sorte vægge, en benrad og en flok umælende elever foran sig. Det er ikke meget at spille op imod. Men hun gør det. Det er en tour de force.

Danmarksbloggen giver derfor ”Frk. Marguerite” fem ud af seks mikrofoner, som den hun til sidst i stykket prøver at råbe os dumme elever op med. For trods talrige opfordringer svarer vi aldrig på hendes spørgsmål.

Det er Roberto Athayde, som har skrevet stykket – og Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk