Anmeldelse: Livet er også til dig, Martin

Ordet velskrevet bliver ofte anvendt i anmeldelser af bøger og indimellem også i flæng. Men når det kommer til Lars Ringholms selvbiografiske debutroman ”Livet er også til dig, Martin”, der handler om hans barndom i det jyske – og med langt den overvejede fokus lagt på de onde i år i skoletiden fra 5. klasse til 10. klasse, så giver ordet mening.

For bogen er netop velskrevet på alle leder og kanter. Man FØLGER drengen fra de gode år i den lille skole over flytningen, som gjorde, at han skulle igennem de tunge og onde år i den store skole, hvor de andre i klassen og de fleste af lærerne er uden forståelse for drengen med det følsomme sind, videbegæret og evnen til at forstå, rumme og fortælle de gode historier.

En dreng, der som en anden grim ælling ender med at blive en ung mand, der får bredt vingerne ud og i den grad sagt til og fra både i skolen og derhjemme. Det er stærkt gået – og nærmest underspillet i bogen, hvor det kun fylder få linjer, men det må have været afgørende øjeblikke – også for hans liv på den lange bane.

Og ja, man FØLER også med ham. Ikke at hans fortælling på nogen måde er sentimental eller omklamrende. Bogen er også skrevet i 3. person, og det gør det lettere at beskrive situationen fremfor, at det bliver ”for meget føleri”. Nu er allehånde virkemidler også inderligt overflødige, for hans historie er i sin nøgne sandhed så barsk og brutal, at der ikke behøves mere. Ja, det gør ondt direkte ind i hjertekulen at læse om de chikanerier og drillerier – overgreb, som han var udsat for gennem de mange, lange og trange år.

Og her taler vi både fysiske, men især psykiske overgreb, som kan være mere end direkte drillerier. Det er nemlig også et massivt overgreb mod et menneske, når dette menneske kun bliver tålt i den gruppe, som det menneske er en del af. Tålt og mødt af tavshed, som han bliver, når han kommer ind i sin klasse – en tavshed, som ikke engang kan blive lærerne til del, når de kommer. Modstanden mod ham har været massiv.

Og ja, sådan en tavshed kan faktisk dræbe – om ikke fysisk, så dog mentalt, og dette land er fuld af mennesker, som er blevet knust af lignende erfaringer, fordi de ikke har haft Martins evne til at hente styrke i egen indre verden, i de bøger han slugte, samtalerne med bog-pusheren og musikken – og ja, også den ydre, store verden, hvor han følger med i alt, hvad der sker på det politiske område.

Bogen bliver på den måde også et tidsbillede af et årti, 70´ere, som for mange handler om kvindernes frihed og erhvervede rettigheder. Men som også var et årti, der for de følsomme og kloge børn ofte drejede sig om at være i et skolesystem, hvor tidligere tiders orden og metode – og lærerstyring – var blevet afløst af alles kamp mod alle, så det blev jungleloven og andre primitive regler, der gjaldt. Sådan en slags dansk version af fluernes herre – bare i større målestok – og meget værre.

Det gjorde nemlig ondt at være et anderledes barn i 1970´erne – og Martin var ikke alene. Vi var mange, der led os igennem 70´ernes rå og hårde skole.

Undertegnede prøvede det også – dog ikke i samme fysiske grad overhovedet, men psykisk ligeså hårdt – og så varede mit mareridt i alle ti år – og som Martin flygtede også jeg ind i bøgernes verden og i skriveriet.

Jeg blev så ikke som Martin selv beskyldt for den skæbne, som overgik mig. Jeg fik bare at vide af både forældre og lærere, at det skam ikke var min skyld, at de andre drillede og var modbydelige. Nå, men hvorfor tog de voksne så ikke ansvar og gjorde noget for at hjælpe den lille pige, som var mig?

Det svar har jeg aldrig fået, kun beklagelser og selvbebrejdelser – også efterfølgende. For 70´erne var et årti, hvor mange voksne glimrede ved deres fravær, i hvert fald mentalt og når det drejede sig om at gå op mod autoriteter.

De var dog som regel til stede til dén konfirmationsfest, som var mere for de voksnes end for den unge konfirmands skyld, og som fra de tvungne kirkesøndage til gaver, fremmede tanter og blå mandag er suverænt beskrevet i bogen.

Det vil sige: Indimellem var de voksne ikke sene til at give børnene skylden for det, som overgik dem – som med Martin. For hvorfor kunne han ikke bare være en rask dreng, der sloges og spillede fodbold som alle de andre? Det virker absurd i dag, at livet kunne være sådan, men det kunne det.

Virkeligheden er nemlig beskrevet præcist i ”Livet er også for dig, Martin” – og det er med vilje, at der ikke her fortælles mere om, hvad der sker i bogen, selvom det ellers er dramatisk nok med dødsfald, både unge og gamle, og en voldsom febersygdom. For det er alvor det her – også selvom der indimellem er et lyspunkt som en vis koncert i København, som Martin oplever som teenager.

Men læs bogen selv – genoplev 70´erne eller lær dem at kende, det årti, hvor vi, der var børn og unge, enten var ofre, bøller eller dem som stod på sidelinjen, som hende Lars møder i supermarkedet 35 år senere – og som stadig kan huske det. For 70´ernes råhed gik ind i sjælen på os alle, uanset hvem vi var.

Dammarksbloggen giver ”Livet er også til dig, Martin” fem ud af seks skrivemaskiner, som den der blev hans store redning. Den som blev vejen væk fra hans barndomsby og ud i verden.

Det er forlaget Mellemgaard, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *