Skam få den, der spiser kød – eller?

De fleste af os tænker næppe over, at vi er midt i fastetiden – altså tiden mellem fastelavn og påske.

Men det er en periode, hvor vi i katolsk tid ikke spiste kød, æg og sukker – eller drak alkohol. I det hele taget var luksus og nydelse noget, som var et stort no-go her i den sene vinter/det tidlige forår. Vi holdt os til enkle madvarer som grød og fisk, mens vi forberedte os mentalt på påsken og dens dramatiske begivenheder.

Det er i hvert fald den officielle fortælling om den katolske tid.

Men lur mig om ikke der har siddet en bonde eller to med et stykke flæsk tilovers fra fastelavnens overflod, som de har sat til livs alligevel. Det tror jeg. Så har der også været noget at fortælle præsten, når synderne skulle skriftes inden påske.

Skellet mellem, hvad vi siger og hvad vi gør, findes også i dag, hvor det så ikke er religiøse hensyn, der gør, at vi ikke skal spise så meget kød. Nu handler det om klimaet – og perioden med mindre kød er ikke begrænset til nogle få uger, men gælder hele året.

SKAM FÅ DEN, DER SPISER KØD, er derfor en fælles overskrift på datidens religiøse kød-skam og nutidens klimatiske kød-skam.

Dengang i katolsk tid handlede det om, at man ikke respekterede Gud på den rigtige måde, hvis man spiste kød i 40 dage op til højtiden, hvor Jesus indstiftede nadveren (det er skikken med spis mit legeme og drik mit blod), blev korsfæstet og genopstod.

I dag er det så indtagelsen af lækre steaks, saftige bøffer og den slags, som er det moralsk forkastelige, da nydelsen ved kødet er lig med at være 100% ligeglad med klima og de kommende generationers muligheder her på kloden.

Men begge dele handler dybest set om skam. Råbet fra de (i hvert fald udadtil) frelste lyder: SKAM DIG. Du skal have det dårligt med dig selv, hvis ikke du lever asketisk og kødløst nok. SKAM DIG, du lidettroende/dit miljøsvin.

Skam virker så ikke. Tværtimod. Tryk avler modtryk – og mennesket har altid gjort alle mulige krumspring for at få tilfredsstillet sine behov – også når noget smager godt.

Hvordan vi så redder planeten, ved jeg ikke – men skam er ikke vejen.

God fastetid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En hjemløs med hund viser, hvad kærlighed er

November er en lang og mørk måned, som det kan være svært at slæbe sig igennem, men indimellem er der små lyspunkter af medmenneskelighed som:

Da jeg forleden stod bag en hjemløs i køen i Brugsen – og han skulle have noget kød og et par øller eller tre. Det sidste var til ham selv, og kødet var til hans hund. For den skal jo også have det godt, som manden fortalte os, der stod i køen sammen med ham.

Gad vide hvor mange andre, der køber et par solide oksesteaks til deres hund? Næppe mange.

Og ja, der skal nok være nogle moralske minimalister, som mener, at den hjemløse kunne have fået meget mere for de penge – men til de mennesker er der kun ét at sige:

KÆRLIGHEDEN OG KÆRLIGHEDENS VÆSEN, DER HANDLER OM AT GIVE

For det var ren kærlighed til hunden, at den hjemløse gjorde, som han gjorde – og nej, det var måske ikke fornuftigt, men hvem kan forvente, at et varmt og bankende hjerte altid skal handle rationelt?!

Jeg blev i hvert fald glad helt ind i sjælen … og jeg er sikker på, at hunden også blev glad, da den fik kødet serveret.

—————

Lidt senere kom så den bitre eftersmag, da jeg kom til at tænke på, at de hjemløse nu kan få en bøde for at bo på gaden …  i sig selv så absurd at det burde være løgn – og i hvert fald det stik modsatte af dén kærlighed, som den hjemløse selv var fuld af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk