Danske Symboler: Christiania og det levede frisind

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her er historien om Fristaden og det levede frisind en ægte H. C. Andersen-historie i netop eventyrdigterens eget fædreland.

Det hele startede for over 40 år siden, hvor en gruppe christianshavnere kontinuerligt væltede det plankeværk, som stod omtrent der, hvor Den Grå Hal ligger idag. Børnene skulle have et sted at lege og alle andre et fri-rum, mente man på et Christianshavn, der var ved at gå til i slum og boligspekulation.

I starten byggede militær og kommune plankeværket op igen og igen, når det atter blev væltet for at give mennesker luft og frihed. Men til sidst forstod myndighederne, at skel og mure er til for at blive revet ned, ikke bygget op – og ind flyttede de første christianitter.

Siden er der sket meget på Christiania – eller Staden som området også kaldes.
Læs derfor Christianias historie her: http://www.christiania.org/info/christianias-historie/  Det meste er kendt stof af de fleste danskere, især konflikterne.

Medierne har nemlig fra dag 1 fokuseret på problemerne og konflikterne på Christiania – og netop derfor forbindes Christiania af mange (især dem, som aldrig kommer dér) med hash, kriminalitet og vold. Og ja, det er OGSÅ en del af Christiania.

Men det er – og har altid været – kun en lille del af Christiania, der i langt højere grad er frihed i praksis og levet frisind, fantastiske bygninger, kunst, musik, små butikker og restauranter, hvis lige ikke findes andre steder i Danmark.

Prøv fx at gå en tur langs den del af volden, der ligger ved Christiania og se de fantastiske huse, der ligger dér. Eller tag dine børn med på Stadens legepladser. Det er de smukkeste i hele byen, ja i hele landet. Gå ind i de små butikker og køb ægte unika-produkter. Og sådan kunne man blive ved. Det vrimler med små perler på Christiania.

Christiania er derfor også historien om den grimme ælling, som mange danskere ikke ville – og stadig ikke vil – vide af, men som forlængst er blevet til en smuk svane præcis som de svaner, der svømmer i Volden ved Christiania.

Det har turisterne også forlængst fundet ud af. De valfarter i stor stil til Christiania – og det samme gør heldigvis også en del danskere – også dem, der ikke skal købe speciel tobak.

Og naboerne til Christiania – christianshavnere – hvad synes de om Fristaden? Ja, de holder meget af Christiania. Så meget at de faktisk opfatter Staden som en del af dem selv, som en naturlig og skattet del af Christianshavn. Vi er en del af jer selv, synger man som bekendt også i Fristadens kendingssang.

Man synger også I kan ikke slå os ihjel – og det passer forhåbentlig. For ikke kun Christianshavn og København, men hele Danmark har brug for Fristaden og det levede frisind. Brug for ånden fra Christiania, for at se mere på mennesker og mindre på økonomi.

Næste indlæg i serien om den lyse og glade danskhed kommer på søndag, hvor det skal handle om Kim Larsen og hans sange. Og endelig på tirsdag kommer det sidste indlæg om Basims Danskhed.

Læs også tidligere indlæg om symbolerne på den lyse og glade danskhed:
Kongehuset, Tivoli, Dannebrog
og Den Lille Havfrue: http://danmarksbloggen.dk/?p=4299
Den lyse, glade kristendom
og Grundtvigs påskeblomst: http://danmarksbloggen.dk/?p=4336
Niels Hausgaard´s humor og lune: http://danmarksbloggen.dk/?p=4340
Det Frivillige Danmark: http://danmarksbloggen.dk/?p=4402

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når hvidtjørnen blomstrer … for de hjemløse og alle os andre

Tillad mig på denne maj-dag at blive både ret lokal og lidt poetisk …

Sagen er nemlig den, at jeg bor på Christianshavn. Et på alle måder dejligt sted at bo året rundt, men lige netop i disse dage ganske særligt dejligt.

For ligenu blomstrer hvidtjørnen nede på Volden og dét i en grad, så de grønne buskes små, hvide blomster sender deres stærke og søde velduft over hele Christianshavn.

Hver gang det sker, er det magisk og som et eventyr. For nok kan jeg drømme om og længes efter denne tid – især midt i vinterens kulde og mørke.

Men at det er så skønt, så dejligt, så fantastisk, når hvidtjørnen blomstrer – dét glemmer jeg alligevel hvert år. Heldigvis. For så kan jeg hvert eneste forår blive lige overvældet, lige taknemmelig over endnu engang at få lov til at opleve dette vidunder.

Jeg talte engang om hvidtjørnen og dens blomstring med en hjemløs, som holdt til nede på Volden, og som jeg altid hilste på eller snakkede med, når jeg mødte ham.

Han lever ikke mere. Men dengang han gjorde, sad han som regel på den samme bænk – lige foran en af de mange hvidtjørne, som gror over hele Volden.

Og han fortalte om denne ene nat, denne ene, fortryllende nat, hvor alle hvidtjørnebuskene springer ud og forvandler Volden til et hvid-blomstrende Paradis af skønhed og duft.

Det var næsten som at høre Røverkællingen fortælle om Julehaven i Goinge Skov, som hun gør det til abbed Hans i Selma Lagerlöfs fortælling “Julerosen”.

For som hos hende var der poesi i de ord og i den tone, som den hjemløse brugte, når han beskrev denne ene specielle nat. Jeg kan ikke huske de eksakte ord, som han sagde. Men jeg husker tonen og den dybe glæde, som han brugte, når han talte om denne nat.

Selv har jeg aldrig siddet på Volden en maj-nat, når hvidtjørnen sprang ud. Men jeg kan drømme om at gøre det – og jeg kan glædes over, at andre har gjort det.

Og jeg glædes især over, at det er nogle af dette samfunds mest ringeagtede, der har oplevet dette vidunder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk