Valborgaften: Livet pulserer i mig

Livet pulserer i mig, siger drankeren og døgenigten hr. Nilsson i Astrid Lindgrens bøger om Grynet, en på alle måder sød pige på 7-8 år, der vokser op i en lille svensk provinsby, og som så gerne vil gøre en masse godt, men som ofte kommer galt afsted – og som en anden Emil også så let kommer til at lave unoder.

Hr. Nilsson bor i nabohuset sammen med fru Nilsson og sønnen Anders, der er 14-15 år, og som Grynet er gode venner med. Hr. Nilsson er rigtig god til at være på kroen og mindre god til at hjælpe konen og sønnen med at bage og sælge de sukkerkringler, som familien lever af.

Der er heller ikke særligt pænt inde hos Nilssons, synes Grynet, som selv kommer fra det velstillede borgerskab med en far, der er redaktør på byens avis og en mor, der går hjemme sammen med Grynet, lillesøsteren Lisbeth og husets unge pige Alva.

Der er altså tale om to meget forskellige miljøer, der ligger dér side og side nede ved den lille bys å. Men stik mod hvad mange gør idag, så færdes Grynet hjemmevant begge steder. Moderen er ikke altid glad for det, men faderen siger, at Grynet har godt af at se, hvordan andre folk lever.

Selv tænker Grynet ikke så meget over det – og slet ikke når hun er inde hos Nilssons, hvor hun nok synes, at der ikke er så pænt som inde hos hende selv, men hvor der alligevel er rigtigt hyggeligt, når hun sidder og snakker med Anders, der står og bager sukkerkringler, mens fru Nilsson læser avisen højt for dem, og hr. Nielsson lægger på sin slagbænk og spekulerer over livet – og fortæller de andre om hans tanker. Dét er han nemlig også rigtig god til.

Men lige når kalenderen viser 30. april, og det er Valborgaften i Sverige, så føler han som regel livet pulsere i sig, så føler han sig fuld af virketrang og lyst til at ændre sig og gøre en forskel for ikke kun sig selv. Men også for hans kone og søn, som han faktisk holder rigtig meget af og kun ønsker det bedste for. Hvis jeg havde nogen kontanter, så skulle I sørme få både det ene og det andet, som han siger. Og det er jo altsammen så såre menneskeligt.

Vi kender vist alle til at drømme og fantasere – og til at blive grebet af den der pulseren og lyst til at gøre noget ved tingene!!! En følelse der måske kommer allermest, når vi er i stemning, og det bliver men let en 30. april i Sverige, hvor man stadig fejrer Valborgaften.

Valborgaften er nemlig den gamle nordiske bålaften, hvor man ærer foråret med store bål á la de nutidige danske Skt. Hans-bål, som i Danmark forlængst har fortrængt Valborgs-bålene. Men i Sverige blusser de endnu i den ofte lidt kølige forårsaften, som de også gjorde det for lidt over 100 år siden, hvor historierne om Grynet foregår.

Forskellene i samfundet findes også endnu, men idag blander vi os desværre ikke længere i hinandens liv. Vi er end ikke en del af hinandens liv. Nej, vi lever i ghettoer, hvad Danmarksbloggen tidligere på foråret også skrev om:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3969

Den gode nyhed er heldigvis, at der kan gøres noget ved det. Så lad os lytte til Grynets kloge far, der selv kæmper en brav kamp på flere planer bøgerne igennem for at gøre noget ved den sociale ulighed.

For vi skal som Grynet se, hvordan andre folk lever. De er sundt for os.

For det vi ser, har vi lettere ved at forholde os til. Sådan er det, og det er også såre menneskeligt. Og har man først set nok og oplevet nok, så kan man også finde på at gøre noget ved det.

Så kan man ikke længere nøjes med at føle livet pulsere i sig, så må man ud at gøre noget.

Danmarksbloggen vil opfordre til at læse bøgerne og til bagefter at gå ud i foråret, livet og samfundet og gøre noget ved det.

Så føler man – for alvor – livet pulsere i sig

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

En tanke om "Valborgaften: Livet pulserer i mig"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *