Hvad er størst: Et tordenskrald eller Rundetårn? Det kan man ikke afgøre. Så at skulle kåre Danmarks største sportsnavn gennem tiderne er måske en umulig opgave.
Men cykelrytteren Jonas Vingegaard, som i går skrev dansk idrætshistorie ved kun at være den ottende nogensinde til at vinde samtlige tre Grand Tours er et rigtigt godt bud. For nu har Vingegaard alle trøjer i hus: Den gule fra Tour de France, som han indtil videre har vundet to gange, den røde fra Vuelta a España og den lyserøde fra Giro d´Italia.
Det kræver meget at komme dertil. Og held er helt udelukket, når man skal være på toppen i de tre uger, som en Grand Tour varer. Det handler derimod om træning, dedikation og stamina, som også bør være kriterierne for at kunne blive Danmarks største sportsnavn.
Men ja, sejleren Paul Elvstrøm kunne også være et bud, da han vandt fire olympiske guldmedaljer og 13 verdensmesterskaber.
Og et andet bud er dressurryttersken Lis Hartel, som vandt en OL-sølvmedalje i 1952. Er sølv nok i denne sammenhæng, kan man spørge. Svaret er ja – og endda i høj grad. For Lis Hartel var lam fra livet og ned, men hun konkurrerede på lige fod med mænd og kvinder, som kunne stå, gå og løbe – og bruge benene til at vejlede hesten.
Så er Danmarks største sportsnavn en ung mand fra det vestjyske, som kan køre hurtigt på en cykel op af de stejleste bjerge, en mand, der kunne sejle de andre i sænk – eller en kvinde, der selvom hun ikke kunne bruge sine ben, alligevel kunne ride bedre end en enkelt tysker?
Det må enhver selv afgøre.
Andre navne kan selvfølgelig også komme i spil som måske en Viktor Axelsen i badminton, der vandt to OL-guld, verdensmester- og All England-titler. Men ikke fodboldspilleren Michael Laudrup, som ellers ved en afstemning i 2021 blev kåret som det største danske sportsnavn.
Men hvordan kunne Michael Laudrup blive det? Han var fx ikke med, da han ikke ville spille på landsholdet, dengang Danmark i 1992 vandt EM i herrefodbold – og der findes flere andre navne indenfor holdsportene fodbold og håndbold, som også har været på internationalt topniveau.
Danmarksbloggen vælger derfor uden at tøve – og kipper samtidig med flaget for – Jonas Vingegaard som Danmarks største sportsnavn.
Jonas Vingegaard har skrevet sig ind på den store klinge som blot nr. 8 i verden til at vinde samtlige tre Grand Tours. De syv andre er: Jacques Anquetil (Frankrig), Felice Gimondi (Italien), Eddy Merckx (Belgien), Bernard Hinault (Frankrig), Alberto Contador (Spanien), Vincenzo Nibali (Italien) og Chris Froome (Storbritannien).
Alle syv er legender – og det er Jonas Vingegaard også.
Ps. Hvis man undrer sig over, hvorfor verdens bedste cykelrytter gennem alle tider Tadej Pogačar ikke er med på listen, er svaret enkelt. Pogačar har simpelthen ikke kørt Vueltaen (endnu), men han har både kørt og vundet Giroen og Touren – den sidste hele fire gange.
For hvor Vingegaard gerne vil sætte hak ved alle store etapeløb, så vil Pogačar sætte hak ved alle store cykelløb fra endagsklassikerne over VM og OL til etapeløb. Og sloveneren mangler blot OL, Vueltaen og så et ud af fem monumenter: Paris-Roubaix.
Det vil være enestående, hvis det lykkes sloveneren at få de sidste i sækken … men det tager intet fra Vingegaards store triumf. Det skal vi også huske. De er indtil videre kun otte i verden, som har vundet samtlige tre Grand Tours – og det har lange udsigter, før de bliver mere end max ni.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk