Den ego-slemme middelklasse og kreative klasse

Middelklassen og den kreative klasse har fået det bedre gennem de seneste år – markant bedre, men ingen af dem føler noget socialt ansvar for underklassen. Tværtimod så forbruger middelklassen og den kreative klasse løs af det offentliges ydelser, samtidig med at der forlanges skattelettelser – og brokkes sig højlydt over, at servicen bliver dårligere.

Det hænger ikke sammen, men det tænker den ego-slemme middelklasse og kreative klasse ikke over.

Her bekymrer man sig om at bage brød med den perfekte krumme i stedet for at tænke på, at der reelt findes familier i Danmark, som ikke længere har råd til tre måltider mad om dagen.

Her harcelerer man over, at man ikke kan få betalt en svinedyr alternativ behandling med midler fra det offentlige i stedet for at tænke på, at der reelt findes familier i Danmark, som ikke længere har råd til læge-ordineret medicin.

Her går man vældig meget op i det frygtelige i, at det tager flere dage at få endnu 10 stykker tøj købt på nettet hjem i stedet for at tænke på, at der reelt findes familier i Danmark, som ikke længere har råd til vintertøj og støvler til deres børn.

Det er simpelthen så ego-slemt, at man tror, at det er løgn – men det er det ikke. Gå en tur på gaden, hør snakken på en café – eller følg en debat på Facebook.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Hverdagens bekymrende tilbagekomst

For en uge siden var det dagen før valgdagen – og hele Danmark summede af forventning. Sådan lidt en demokratiets lillejuleaften, hvor det bare ikke var alle, der var sikre på at få en julegave dagen efter. Og det fik alle heller ikke, mens andre fik i overflod. Sådan er det ved alle valg.

Bagefter var både medier og store dele af den såkaldt kreative klasse så overraskede over Dansk Folkeparti´s fremgang. Det var Danmarksbloggen ikke.

For der findes noget i det danske folkedyb, som medierne og den kreative klasse ikke forstår. En angst for det og dem, som man ikke kender, og som man er bange for skal tage ens job og velfærden. Men det er de danskere, som stemmer på Dansk Folkeparti, fordi dér føler de mennesker sig hørt og forstået.

At Dansk Folkeparti´s vælgere så ikke opfattes i partiets ledelse på den måde, som de selv tror det, og som Dansk Folkeparti gerne vil have det til at fremstå, er en anden sag, som har noget at gøre med den folkeforførende rolle, som Thuelsen Dahl og co. er så dygtige til.

Men nu er det så hverdag igen – og alting er faldet til ro efter nogle dage med diskussion og mudderkastning. Og dét er i virkeligheden det mest bekymrende. For så længe vi råbte af hinanden, så talte vi dog sammen – omend ukonstruktivt.

Men nu lever vi igen i adskilte verdener – den kreative klasse på cafeerne med caffe latten og Dansk Folkeparti´s vælgere med det stegte flæsk hjemme i haven, og så er der lagt i kakkelovnen til et da capo ved næste valg.

Men det du´r ikke. Vi skal mødes, snakke sammen og lære hinanden at kende. Det er den eneste vej til at få aflivet myterne, til forståelse – og til en ny regering.

For Dansk Folkeparti og Venstre er blevet store på angst, på at gøre mennesker bange for hinanden – men det er ikke vejen frem. Vejen frem for Danmark er åbenhed, forståelse og fællesskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk