Hverdagens bekymrende tilbagekomst

For en uge siden var det dagen før valgdagen – og hele Danmark summede af forventning. Sådan lidt en demokratiets lillejuleaften, hvor det bare ikke var alle, der var sikre på at få en julegave dagen efter. Og det fik alle heller ikke, mens andre fik i overflod. Sådan er det ved alle valg.

Bagefter var både medier og store dele af den såkaldt kreative klasse så overraskede over Dansk Folkeparti´s fremgang. Det var Danmarksbloggen ikke.

For der findes noget i det danske folkedyb, som medierne og den kreative klasse ikke forstår. En angst for det og dem, som man ikke kender, og som man er bange for skal tage ens job og velfærden. Men det er de danskere, som stemmer på Dansk Folkeparti, fordi dér føler de mennesker sig hørt og forstået.

At Dansk Folkeparti´s vælgere så ikke opfattes i partiets ledelse på den måde, som de selv tror det, og som Dansk Folkeparti gerne vil have det til at fremstå, er en anden sag, som har noget at gøre med den folkeforførende rolle, som Thuelsen Dahl og co. er så dygtige til.

Men nu er det så hverdag igen – og alting er faldet til ro efter nogle dage med diskussion og mudderkastning. Og dét er i virkeligheden det mest bekymrende. For så længe vi råbte af hinanden, så talte vi dog sammen – omend ukonstruktivt.

Men nu lever vi igen i adskilte verdener – den kreative klasse på cafeerne med caffe latten og Dansk Folkeparti´s vælgere med det stegte flæsk hjemme i haven, og så er der lagt i kakkelovnen til et da capo ved næste valg.

Men det du´r ikke. Vi skal mødes, snakke sammen og lære hinanden at kende. Det er den eneste vej til at få aflivet myterne, til forståelse – og til en ny regering.

For Dansk Folkeparti og Venstre er blevet store på angst, på at gøre mennesker bange for hinanden – men det er ikke vejen frem. Vejen frem for Danmark er åbenhed, forståelse og fællesskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk