Danmarksbloggens spåmand fik ret omkring penge og renter

Danmarksbloggen har fået sin egen spåmand …

Han hedder Ole Frederiksen og skrev tilbage i august denne: http://danmarksbloggen.dk/?p=10718

Her forudser Ole Frederiksen, at flere banker vil følge Jyske Banks eksempel om, at det skal koste penge at have penge stående – samt at beløbsgrænsen vil gå væsentlig længere ned end de 7,5 millioner, som den var ”dengang” for halvanden måned siden.

Og det er eksakt hvad, der sker nu, hvor flere og flere banker indfører såkaldt negativ rente, altså at du skal betale penge for at have penge stående. Og beløbsgrænsen for hvornår du skal det, bliver lavere og lavere – og nærmer sig et niveau, hvor middelklassen er ved at være med.

Udviklingen er så måske alligevel ikke overraskende. For dna´et i enhver god forretning er, at andre overtager den samme gode forretning, når de kan se, at den virker.

Og det gælder også bankerne … ja, det gælder måske især bankerne, hvis forretning er penge.

For stik mod hvad mange tror, så er en bank ikke en serviceinstitution – men en butik med penge som eneste vare på hylden. Penge er til gengæld også en vare, der aldrig går af mode – eller bliver for gammel.

Og nu kan bankerne altså tjene endnu flere penge … på penge. Det er genialt – set fra deres synspunkt.

Samtidig vil de professionelle pengefolk også afskaffe kontanter. For ingen skal undslippe bankernes tøjlesløse grådighed, når det kommer til at hive penge op og ud af lommerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det sorte tårn i Basel styrer DIN økonomi

DR havde i går aftes i 21-nyhederne et interessant indslag om det såkaldte sorte tårn i Basel i Schweiz, der huser den såkaldte Basel-komite. En gruppe IKKE-DEMOKRATISK-VALGTE mennesker, der formelt ikke har nogen juridisk magt, men som reelt bestemmer vilkårene for store dele af verdens økonomi efter ikke nærmere definerede gentlemans-regler.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/penge/magtfuld-og-lukket-bankklub-bestemmer-prisen-paa-dit-boliglaan

Og her: http://www.bis.org/bcbs/about.htm?m=3%7C14%7C573

I Danmark synes man så også – fra erhvervsministeren til Finansrådet – at det er et problem med det demokratiske underskud. Så langt, så godt. MEN ingen – heller ikke indslaget og artiklerne fra DR – besvarer spørgsmålet: HVORFOR skal vi i det hele taget gøre, som en flok mennesker i et sort tårn i Basel vil have det?

Basel-komiteen har ingen juridisk magt, så de danske banker kan vel bare sige nej – eller hvad?

Det giver ihvertfald på ingen måde mening blot at nikke og neje, bukke og skrabe, mens vi deponerer vores lands udvikling i lommen på en flok udenlandske mænd og kvinder, der sidder i et sort tårn i Basel – uden at være underlagt nogen form for demokratisk kontrol.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk konsekvens efterlyses

I forgårs kom Rangvid-rapporten, der slog fast, at den daværende VK-regering havde hovedansvaret for, at det gik så galt, som det gjorde under finanskrisen.

Det kommer næppe som nogen overraskelse for alle os, der kan huske nullerne som en lang magtdemonstration fra en VK-regering, der støttet af Dansk Folkeparti, konstant og hele tiden øgede uligheden i Danmark, og sørgede for, at dem der allerede havde, de fik endnu mere. Så selvfølgelig har en sådan regering også givet de store banker lov til at risikere at køre landet i sænk i deres grådige jagt på profit.

At den konservative Brian Mikkelsen så prøver at skyde skylden på den daværende opposition er blot et ynkeligt forsøg på at fralægge sig ansvaret, som er så sølle, at det er ligefør, at man kan få ondt af ham. Ligefør.

Men kun ligefør. Man kan nemlig ikke have ondt af en mand – og en regering, der var villige til at spille hasard med et land og alle dets indbyggere blot for at nogle få kunne blive endnu rigere. For dagsordenen for VK har aldrig – og bliver aldrig – at varetage alle danskeres interesser. VK sørger kun for dem, som allerede har (meget) i forvejen på bekostning af dem, som hænger i med neglene eller som måske har opgivet og sluppet taget.

Men hvor er konsekvenserne af rapportens konklusioner? Skal folk som Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke, Claus Hjort Frederiksen, Lene Espersen og Brian Mikkelsen bare kunne fortsætte som hidtil? Skal de ikke på en eller anden måde stilles til regnskab for den potentielle fare, som de kastede Danmark ud i? I det mindste bare afgive en forklaring af en slags.

Det mener Danmarksbloggen, som efterlyser politisk – og måske også retsmæssig konsekvens – for dem, der på den måde – for at tilfredsstille nogen grådige banker – spillede hasard med hele vort land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk